Sindssygt høje dommerfløjter, piskende lilletrommehvirvler, tunge stortrommeslag, serie efter serie af slag på koklokker, overskårne træstammer og olietønder.

En henrettelsespeloton af tre slagtøjsspillere plaffede løs på det prisgivne publikum i Diamanten i 10 minutter. Intet andet.

Poul Ruders’ voldeligt ironiske fredsstykke ’Regime’ indledte Athelas’ dybt interessante dobbeltportræt af den 60-årige danske komponist og hans ungarske kollega György Ligeti som et absurd musikdramatisk startskud til en sjældent international koncert.

Publikum blev blæst op mod en mur af præcise rytmiske kaskader. Og der stod vi sådan set meget godt, de par timer koncerten varede.

Europæisk superliga
Athelas nye chefdirigent, Pierre-André Valade, er central i forsøget på at indfri ensemblets ambition om at vokse fra et godt dansk specialensemble til den europæiske superliga, hvor højprofilerede komponister og musikere vil melde sig til nyskabende projekter – helt af sig selv.

I tirsdagens koncert fik vi tydeligt og mest af alt den 50-årige franskmands hardcore millimeterpræcise rytmiske evner at føle.

Kun i Poul Ruders’ afsluttende ’KafKapriccio’ – fem parafraser over mandens seneste opera ’Proces Kafka’ – var der så meget rytmisk overskud hos musikerne, at manden kunne koncentrere sig om at forme musikalske karakterer.

Ruders’ operabidder var aftenens mest taknemmelige musik, men havde det til gengæld heller ikke nemt uden sin billedside. De løsrevne passager af pseudoklezmer, violinmelankoli eller dødsalvor virkede ikke helt selvforklarende.

Rytmisk vanvidsridt
Koncertens hovedværk var et surreelt rytmisk vanvidsridt af György Ligeti, der døde i 2006 med et ry som den måske mest betydningsfulde komponist i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Hans femsatsede klaverkoncert fra midtfirserne har vist kun en enkelt dansk opførelse bag sig, og det er nok, fordi noderne har skræmt de danske orkestre med malstrømme af heftig puls og syndfloder af skæve impulser.

I perioder som præcist koordineret free jazz, andre steder med tætte, gruopvækkende blæserklange i centrum eller som piblende, vitale væv med myriader af toner.

Her var hovedpersonen den engelske klavertroldmand Rolf Hind. Hind læste de afsindige nodebilleder, som andre læser avis, og det gav ham tid og rum til at ville noget med de mange fraser.

Athelas levede tirsdag højt på deres solide slagtøjsfolk. Scenen bugnede af eksotiske instrumenter som baligong’er, stempelfløjter og tempelskåle, og alt blev ramt, blæst og strøget med tykke trykstreger under hver enkelt indsats.

Smukke ungarnske ord
Aftenens andet Ligeti-stykke var ’Med fløjter, trommer og violiner’, der ligesom Ruders’ Kafkamusik fik sin første danske opførelse.

Ligetis musik var en absurd musikalsk leg for de fire slagtøjsspillere med ungarske ord lagt i munden på sangeren Maria Kontra. Kombinationen af stemningsfulde, dybe marimbaklange, mundharper og mezzosopranens smukt vibrerende kælderrøst fungerede fint.

Dobbeltportrættet af Ruders og Ligeti gav god mening. Begge håndterer både det surreelle og underholdningen i samme åndedrag som tekniske og kunstneriske nybrud.

Det var både ekstraordinært og forfriskende at møde Athelas originale, internationale profil og høre musik, som i praksis er forsvundet fra dansk musikliv i hænderne på europæiske profiler som Valade og Hind.

Symfoniorkestrene kan eller vil ikke spille sådanne værker. Og når ingen kender musikken, efterspørges den heller ikke. Og nu er den væk. Næsten.