Koncertprogrammet var på mindre end de sædvanlige to gange tre kvarter, så der var tid til det. Og derfor gjorde hun det, den svenske sopran Nina Stemme.

Da hun med fokuseret mørk kerneklang havde sunget sig gennem Richard Strauss’ ’Vier letzte Lieder’ til akkompagnement af den tyske dirigent Christoph Poppen og DR SymfoniOrkestret, vendte hun sig om – og gentog den tredje af sangene med ansigtet vendt mod den del af publikum, der sad på de billige pladser bag orkestret.

Sympatisk og tankevækkende
Sopranens gestus var på en gang sympatisk og tankevækkende.

Selv om pladserne lige bag scenen i DR’s nye, grottelignende Studie 1 koster mindre end pladserne foran og på siderne af scenen, har vel også de publikummer ret til at opleve en verdensstjerne, når hun kommer til byen.

Med det, der ved siden af Wagner er hendes kernerepertoire.

Så kunne vi andre på de dyre pladser samtidig konstatere, hvad man nok havde anet i forvejen. Nemlig at det er begrænset, hvor meget glæde man har af en vokalsolist, når hun vender ryggen til.

Stemmen er over det hele
Nina Stemme er over os for tiden. Allerede lørdag 2. maj kan vi igen høre damen ved en Wagnergalla i Tivolis Koncertsal, og torsdag og fredag i denne uge gjaldt det altså Strauss’ ubetinget kendteste og mest elskede sange, som Stemme for små to år siden udgav på en fremragende cd med operaorkestret fra Covent Garden i London og deres chefdirigent, Antonio Pappano.

Perfekt Strauss-opførsel
Cd’en er slik for Straussfans. Hermed endnu en gang anbefalet. Torsdagskoncerten viste, at Nina Stemme heller ikke har noget problem med at gentage præstationen live. Hendes del af opførelsen var ren perfektion.

Overtonetæt i klangen og med et aldrig svigtende overskud i det kernerige svæv. Fuldstændig gennemtænkt og sikker i formgivningen af Strauss’ lange, tysktekstede fraser.

Orkesterakkompagnementet var meget anderledes end det, den store svenske sopran vederfares på cd’en fra EMI.

Poppen fik toner til at svæve
Aftenens dirigent, Christoph Poppen, er selv violinist, og hans tag på orkestret var åbenlyst noget, musikerne kunne lide. Det er vigtigt, at en dirigent ved meget om strygerteknik, bueføring og så videre.

Ikke mindst i en krævende akustik, hvor enhver lyd ikke nødvendigvis bærer ud i salen af sig selv. Poppen fik strygertonerne til at svæve. Samtidig lod han musikerne musicere frit, idet han styrede, men ikke mere end nødvendigt.

Resultatet i Strauss’ fire sange var let, frit og bredt – bare ikke magisk eller besjælet, som man kunne have drømt om i sin understøttelse af solisten.

Til gengæld fik Poppen virkelig proppen af flasken i Felix Mendelssohn-Bartholdys ’Skotske’ symfoni.

Værket er fuldblods nationalkoloreret romantik med dansende skotske træblæsere, stormvinde og moldystert drama i orkestret, og med Poppen ved roret sejlede DR SymfoniOrkestret et flot resultat i land.

Delvist berusende
Kastevindene stod skarpt – også skarpere end i Mendelssohns ouverture ’Hebriderne’, der indledte aftenen med skum på bølgetoppene – og resultatet var langt hen ad vejen direkte berusende.

Mendelssohn fylder 200 år i år, og for Poppen er hans musik et vigtigt projekt.

Også i sit hjemland, hvor han arbejder med orkestret med det lange, vældig tyske navn Deutsche Radio Philharmonie Saarbrücken Kaiserslautern.

Med dem har han indspillet alle Mendelssohns symfonier, og det hørtes, at han elsker og kender sin Mendelssohn.

’Den Skotske’ satte et flot punktum for en aften, hvor Strauss’ ’Vier letzte’ ellers på forhånd havde lignet højdepunktet.

Læs flere klassiske koncertanmeldelser på ibyen.dk