At en vaskeægte meteor ved 20-tiden lørdag aften tilsyneladende bragede ned over Sjælland, var mere, end nogen i DR’s presseafdeling havde kunnet håbe på.

Naturen selv, ja måske endda Vorherre, var tilsyneladende helt med på, at nu, nu skete det.

Netop da åbnede DR’s egen nye meteor, Koncertsalen i DR-Byen, sig nemlig for dronning, prinsgemal, ministre, borgmestre og alt, hvad der ellers kunne mobiliseres af danske kendisser i mørkt tøj og dyre kjoler.

Åbningsgallaen skulle vise, om Meteoren, som Jean Nouvel kalder sin sal med kapacitet til 1.800 publikummer, virkelig er det brag af et nyt klassisk musikrum, den pinedød skal være, så dyr og prestigiøs som den er.

Svaret efter første afprøvning er ikke negativt.

Men heller ikke et eksplosivt »ja for pokker!«. Snarere et lidt nølende, »ja, det tyder alt på«.

Selv prøvede jeg i aftenens løb to forskellige af de yderst behagelige siddepladser i Koncertsalen.

Første del af gallakoncerten hørte jeg fra min anviste anmelderplads på syvende række i parkettet, hvor man sidder ganske tæt på musikerne.

Visuelt forrygende
Og siddende nede på gulvet i den fantastiske arkitektoniske østers, kulturministeren i sin indvielsestale kaldte et ambitiøst amfiteater, gik fusionen af rummets gyldenvarme træfarver og strygernes lakerede træ op i en højere enhed med selv den sarteste kammermusik fra Andreas Brantelids cello.

Men oppe på 1. Balkon, hvor jeg snuppede en af de frie pladser, der faktisk var nogle stykker af denne aften, blev billedet anderledes.

Nede på gulvet føler man sig i intimt selskab, fordi man ikke kan se publikum bagude, hvis man vender sig. Kun foran sig og ved siden af sig mærker man dem, man deler musikoplevelse med.

Oppe på balkonen udvider visionen sig.

Heroppefra er de visuelle oplevelser virkelig forrygende smukke. Salen – det indre af denne glødende meteor, der så velgørende flytter karakteren af det gamle radiohus med ud i den nye DR-Byen – er som et varmt, roligt kram.

Ingen unødig efterklang
På balkonniveau sidder man i øjenhøjde med al rummets sanseåbnende skønhed.

Men selv med denne sals varme farver som synæstetisk energi-giver mærkede jeg ikke en varm lyd.

En ting er, at det kæmpemæssige orgel med de 6.500 piber ikke svælgede i katedralakustik, da organisten Flemming Dreisig som en bryllupshilsen til de kongelige slap det løs i toccataen fra Widors orgelsymfoni.

Koncertsalen er ikke sovset til i unødig efterklang, og det er godt.

Men heller ikke orkestret, der med begrænset prøvetid havde forberedt aftenens omfattende menu af fransk-danske musikalske rariteter, nød godt af nogen videre akustisk hjælp fra rummet.

Alt kan høres
Man kunne høre det hele.

Især hvis man spidsede ører. Men ikke mindst i Ravels ’Bolero’, der som et skoleeksempel i udvikling fra pianissimo til fortissimo afsluttede aftenen, savnede jeg, at klangen blev løftet mere op til mig.

Spinkelt hørtes de første diskrete træblæserindsatser, hvoraf flere kom et splitsekund eller to for sent i forhold til lilletrommens sarte rygradsslag.

Måske nok på grund af nervøsitet hos musikerne, men ikke desto mindre.

Da crescendoet, denne vækst fra ingenting til øresønderrivende crash, som er hele pointen i Ravels jazzet sensuelle tour de force, nåede op omkring et rimeligt forte, var der endelig bingo. Violinerne klang godt. Musikken fyldte salen.

Den sidste afpudsning mangler
DR SymfoniOrkestret har haft mere end rigeligt at forberede i de sidste dage op til den forcerede åbning af et Koncerthus, der endnu ikke er færdigt – hvilket man da også tydeligt mærkede, mens man stod og så de kendte ankomme og morede sig med at se, hvordan Simon Emil Ammitzbøll dvælede længere foran fotografbundtet end både Master Fatman og Klaus Bondam.

Der er meget uden for selve meteorsalen, der stadig mangler at få den sidste afpudsning, og garderoberne er som en hovsaløsning i metal, der passer til det enorme foyerområdes rå beton, kastet ind i sidste øjeblik.

Men også inde i salen har der tydeligvis været rigtig meget tryk på.

Musikerne og korsangerne har foruden lørdagens gallaprogram skullet øve på de kommende dages krævende koncerter, der omfatter Mahlers store 2. Symfoni og uropførelsen af Per Nørgårds syvende ditto, så hvis de endnu opfører sig som en nyudnævnt direktør, der lige skal turde mobilisere den rette pondus til sin nye, flotte sal af et kontor, så er det forståeligt.

På en eller anden måde er jeg ikke i tvivl om, at akustikken i Koncertsalen, eller Studie 1, som Meteoren kaldes på DR-sprog, er optimal.

Det føler jeg mig overbevist om, vi nok skal opleve, og sikkert allerede, når Nørgård og Mahler i widescreen fylder programmet for den første rigtige Torsdagskoncert 29. januar.

I aften kl. 20 spiller DR UnderholdningsOrkestret med DR VokalEnsemblet i Koncertsalen. Programmet består af Mozarts ’Kroningsmesse’ og ’Jupitersymfoni’.

Læs hele Thomas Michelsens vurdering - også af DR BigBands koncert i Studie 3 - i Politiken i morgen mandag.