Aftenens store oplevelse var temmelig gennemgående og en rigtig kollektiv en af slagsen.

Sjællænderne under Lan Shui spillede virkelig godt med en tæt og skarp strygerklang, indsatser med præcision og bid og masser af dynamiske variationer i styrke og karakter.

Høj fast puls
Kinesisk-amerikanske Lan Shui blev chefdirigent for orkestret sidste år og er lidt af et scoop.

Hans ligefremme facon og klare ideer bliver kommunikeret med enkle midler, og det er sjovt at se, hvor lidt han behøver at foretage sig, for at orkestret kan følge ham.

Ikke at han ikke knokler. Han formidler stoffet, om ikke på anden vis, så med et skævt smil eller en løftet pind.

Måske blev et par af pointerne overdrevent tydelige denne aften, f.eks. da Shuis ene fod midtvejs i Carl Nielsens fjerde symfoni stampede en høj fast puls, mens orkestret spillede de skæve indsatser imellem støvletrampene.

En slags marathon
Til gengæld fungerede de berømte afsluttende dueller mellem de to sæt pauker fantastisk. Man glemmer helt, at det er kanontorden i Første Verdenskrig, Carl Nielsen gengiver, og at den slags monstrøs voldsomhed slet ikke er fascinerende i virkeligheden.

Shui virkede faktisk lidt rystet selv hen mod slutningen – fjerde symfoni er også en slags marathon i en bevægelse på 35 minutter – men måske var det ligeså meget, fordi han faktisk hørte den musik, han selv foranstaltede.

Brobygning mellem melodierne
Der var set frem til finske Monica Groops besøg. Mahlers fem smertelige Kindertotenlieder er orkestersange med utrolig stor fokus på tekstens indhold og på at få det til at træde tydeligt frem, og det kan Groop.

Ofte er orkestret reduceret til lydeffekter og små ekkoer af sangen og så brobygning mellem melodierne. Der kunne man godt have ønsket sig flere nuancer i Groops fortolkning.

Hendes stemme er stor og intens, men når man tænker på, hvor meget tyngde og dobbelthed, digtene byder på, var det ikke nok.

Friedrich Rückerts digte om og til hans to døde børn kredser hele tiden om lys og mørke, om død og genopstandelse og om fantasi og virkelighed. Groops fortolkning slog mest af alt den mørke død fast, og faderens fantasi om bedre tider lød kun som selvbedrag.

En ekstra dimension
Men orkesterspillet var godt – ligesom det var det helt til at begynde med i Beethovens første symfoni, der fungerede som en ouverture.

Det er en typisk placering af symfonien, der ofte bliver betragtet som vaklende musik, hvor den unge Beethoven ikke har fundet sine ben.

Shui gav musikken en smuk samlet klang mellem action og fordybelse, og så stod musikken solidt i koncertsalens store rum.

Beethovens musik har fået en ekstra dimension hos Sjællænderne, efter de er begyndt at anskaffe originale instrumenter, bl.a. pauker og trompeter. Små symfonier lyder rent faktisk også mindre.

Uddeling af musikpris
Koncerten var i øvrigt anledning til den første uddeling af Sydbanks nye musikpriser.

50.000 kr. til en musiker i hvert landsdelsorkester hvert år og 100.000 oveni til en af de fem fra symfoniorkestrene i Ålborg, Århus, Sønderjylland, Odense og så altså på Sjælland.

Her gik portionen til solohornist Jakob Keiding, der har spillet med orkestret i 15 år. Keiding har både i orkestret og med kammerprojekter vist sig rigtig, rigtig kompetent, så valget kan ikke undre mange.