Med fire internationale middelhavsstemmer i front blev ugens Torsdagskoncert ikke bare en flot officiel markering af Radiokorets 75-års fødselsdag.

Den blev et brag af en koncert. Onde tunger har kaldt Verdis rekviem for komponistens bedste opera, og man forstår hvorfor, når stortrommen sætter trumf på et i forvejen fuldtonende symfoniorkester, så gabet åbnes til en skærsild, der er mere uhyggeligt flammeomspændt end noget, man havde turdet frygte.

Koret tordner om vredens dag. Når sopranen efter knap halvanden time tager det sidste ord for dirrende af angst at trygle om ikke at ende i det sorte ingenting, kan det være svært at styre sine følelser.

Italiensk stjernesopran
Sådan var det ved Torsdagskoncerten, hvor Radiosymfonikerne med de bedste træ- og messingblæsere på første pult gav total opbakning til deres syngende kolleger i DR’s Radiokor. Barbara Frittoli er italiensk stjernesopran, og hendes bøn til sidst i ’Libera me’ var indtrængende.

Samtidig får man sagt alt om niveauet ved at slå fast, at Frittoli groft sagt var den mindst spændende af solisterne på en aften, hvor Verdis latinske dødsmesse voksede ud af det skinbarlige ingenting for at komme kompasset rundt. Fra det buldrende in your face til det inderligste inderlige.

Tredimensionel indlevelse
Helt unge Joseph Calleja blottede så bredt et bryst, at den mest dækkende kommentar er »wow!«. Hvem andre kan mønstre en tenorklang som rygende varm oksebouillon? Til at skolde sig på!

Den mindre kendte mezzo Daniela Barcellona viste sig at være aldeles fabelagtig. Hendes psykologisk dybe, tredimensionelle indlevelse får man bare ikke bedre nogen steder. Basveteranen disponerede som en sand verdensmand og gjorde ’Confutatis’ til en bøn fra de fordømte uden overflødige virkemidler.

Komplet styr på tropperne
At de fire frontfigurer sammen med orkestret og koret sammen løftede Verdis dødsmesse fra det effektfulde (Verdis effekter er aldrig til at overhøre), til det i særklasse stærke, skyldtes helt uden diskussion dirigenten Gianandrea Noseda.

En langlemmet italiener, der uden pind, men med hver fiber i kroppen spændt formåede at forme musikken og føje styrkerne under sig, så der ikke var ét eneste splitsekund i løbet af aftenen, hvor han ikke havde komplet styr på sine tropper. Vel at mærke på den akut dramatiske måde.

Leverede varen
Denne anmeldelse lander midt i en opsigtsvækkende fyringssag omkring en topambitiøs, eksplosivt samarbejdsvanskelig orkesterchef i DR. Sagen sætter DR’s ensembler under pres.

Om det var medvirkende til, at Radiokoret og Radiosymfoniorkestret virkelig leverede varen, skal ikke kunne siges, men under alle omstændigheder er anmeldelsen alene udtryk for en vurdering af solister, dirigent, kor og orkester, og hvad de torsdag gav publikum.

Fra dommedagsmessinget oppe fra balkonen til basserne i koret blev der præsteret det, musikelskere drømmer om. Koncerten, der går rent ind. Som for alvor slipper følelserne fri. Så meget desto større tillykke til Radiokoret med de 75.