Det var måske ikke, så man lettede fra sædet eller besvimede af fryd.

Men man kunne udmærket høre det. Orglet i DR’s Koncerthus har ligesom akustikken voldt vanskeligheder, men man har været inde i det store instrument og flytte på nogle vægge og ændre på nogle vinkler, og det har tilsyneladende hjulpet.

I hvert fald var der hul igennem, da organisten Per Salo smækkede to gange klørfem i tangenterne.

Heldigt nok. For med franskmanden Camille Saint-Saëns’ berømte ’Orgelsymfoni’ som kulmination på Torsdagskoncerten havde det været lidt af en fuser med manglende orgelbrus.

Især i symfoniens sidste sats, hvis majestætiske tema i 1970’erne gik over i pophistorien som sukkerduetten ’If I Had Words’.

En smeltende skøn adagio
Med hele to pianister ved flyglet plus et stort symfoniorkester behandlet, som var det Brahms, der stod på nodestativerne, er Saint-Saëns’ ’Orgelsymfoni’ ikke desto mindre et værk af stor udvendig effekt.

Med en smeltende skøn adagio, som kan gøre svage sjæle religiøse.

Værket høres ikke tit, og det fik en flot fortolkning. Faktisk stod det som den mest vellykkede satsning ved en koncert, der bød på blandede oplevelser.

Med franskmanden Marc Soustrot på podiet var der, som altid når denne dirigent besøger DR, lagt op til fransk aften.

Men lige så spændende det så ud på papiret, at koncerten skulle indledes med sansemagikeren Olivier Messiaens ’L’ascension’, lige så tamt blev resultatet.

Værket er et af den unikke klangmagikers tidligste orkesterværker, komponeret i 1930’erne. Som i så mange senere værker af Messiaen er det meningen, at brændende tro og sanseligt erotiske ture ud i universet skal gå op i en højere enhed hos en komponist, der så farver, når han skrev noder.

Intet ekstatisk hallelujah
Men det er ikke nemt at være sanselig og erotisk i koldt, afslørende neonlys. Og det er lidt den effekt, Koncerthusets akustik fremdeles har på DR SymfoniOrkestret.

Alle detaljer træder ubarmhjertigt frem. Således kunne man sidde og notere sig skæve trompetindsatser og strygere, der ikke aede deres instrumenter synkront, hvor man i stedet skulle have været revet med af en fortælling om Jesu helliggørelse, der skal juble i ekstatiske hallelujaer, ophidse med sine sanseligt spændte strygermelodier og bortføre lytteren på en syndig bølge af jublende tilbedelse.

Som det var, kom Messiaens værk til at stå bart og blottet, mens komponisten, der selv om noget var organist, satte instrumentgrupperne ind en ad gangen. Som var de registre på et stort orgel.

Toner fra verden af i går
Messiaen døde i 1992. Men der lever endnu komponister, som skriver for orkester. En af dem er svenske Hans Gefors (født 1952), og Torsdagskoncerten bød på uropførelsen af hans ’Sweet Sounds’.

En bevidst senromantisk sammenkædning af tre sange for sopran og orkester, der med mange lyse klange stod ganske godt i salen, som den er komponeret til.

Om vi får værket at høre igen, ved man ikke, men med en hoben tonale melodier fra verden af i går – tænk Richard Strauss, Mahler – var her treklange nok til at fylde en musiktime i gymnasieskolen.

Hyldest til senromantikken
Denne anmelder har ikke det fjerneste imod tonal, svulmende, stor, følelsesfuld musik. Faktisk er det det, jeg elsker allermest.

Men tilsat tekster på tre forskellige sprog af Rainer Maria Rilke, Inger Christensen (et uddrag af ’Alfabet’) og den amerikanske bohemedigter Edna St Vincent Millay var det mest savnet af ægte Strauss, der prægede oplevelsen.

Hans Gefors har skrevet sin musik som en hyldest til alle tiders musik. Til musikken med tryk på sidste stavelse. Men det havde været nok så skønt at høre Inger Dam-Jensen synge den ægte vare.

Der er senromantiske orkestersange nok at tage af. For eksempel af Richard Strauss. Gefors formåede ikke at slå de gamle af banen.