Det kan godt være, Béla Bartók kun skrev én opera. Det kan også godt være, den kun er i en akt, og det kan godt være, den kun tager en time at opføre. Men det er en mesterlig opera.

Den er farvestærk ud over alle grænser, fantastisk instrumenteret og følelsesmæssigt dybdeborende. Den opleves sjældent, men hører til i et eksklusivt lille felt sammen med nerveflående enaktere som Richard Strauss’ ’Elektra’.

Selv om den så småt nærmer sig en alder af hundrede år, har den en uhyggelig evighedskvalitet.

Det skyldes handlingens eventyrlige enkelhed, der griber helt ned i de allersorteste afkroge af de erfaringer, mennesket kan gøre sig om forholdet til det modsatte køn.

Smuk og hypnotisk
Hertug Blåskæg elsker oprigtigt sin nye, unge hustru. Han ønsker kun, at hun skal kaste lys og lykke over de sidste år af hans liv. Men hun vil først vide alt om ham. Ikke en eneste dør i hans borg må forblive lukket og låst.

Det er grusomme ting, denne Judith åbner for, da hun lidt efter lidt får vristet nøglerne til den skumle borgs døre fra hertugen. Men hverken torturkælderen eller al blodet og de mange våben skræmmer hende væk. Derimod må hertugen opgive og sende hende til mindernes evige marker, da hun til syvende og sidst forlanger at se de kvinder, han før har elsket. Kun for at opdage, at de alle er smukke – og stadig i live i hans hukommelse.

LÆS OGSÅ Emerson-kvartetten gjorde noderne til modellervoks

Man kan fortolke eventyret på andre måder, givetvis. Men under alle omstændigheder: Tilsat Bartóks stærkt ekspressionistiske, ekstremt varierede, voldeligt dissonerende, men også sælsomt smukke og hypnotiske musik for stort orkester er indtrykket lige så kapow-agtigt, som det er koncist.

Med orgel, fuldvoksen strygerbesætning, to harper og masser af blæsere – i dette tilfælde med det skjulte messing placeret oppe på salens øverste balkon – var det fredag aften muligt at lade sig suge ind i dette frygtelige univers på en rundtur i ’Hertug Blåskægs Borg’.

Ikke helt fantastisk
Operaen synges på ungarsk. Men både den udtryksstærke tyske mezzosopran Iris Vermillion, der for små ti år siden flere gange var solist med DR SymfoniOrkestret i samme sal, og den meget velklingende slovenske bas Gustav Belacek, som også har sunget på Det Kongelige, har operaen på deres repertoire.

Det samme kan ikke siges om Sjællands Symfoniorkester. Og da slet ikke de mange unge konservatoriestuderende, som orkestret for anden gang i denne sæson samarbejdede med efter Stravinskys ’Sacre’ i november.

LÆS OGSÅ Maestro fra Moskva luntede med Malmø-orkester

Den enkle handling fungerede fint uden nogen form for scenografi.

Men selv om orkestersatsen kan opleves mere glitrende fantastisk i sin varierede farverigdom på indspilninger med for eksempel dirigenten Georg Solti, var det en oplevelse med denne kondenserede opera i Konservatoriets Koncertsal.