Normalt anmeldes debutkoncerter ikke.

Som regel har de bedste klassiske musikere etableret sig i musiklivet, inden de er færdiguddannede – og så er fænomenet debut blevet temmelig udvandet. Men den finske topdirigent Osmo Vänskäs uventede besøg i København for generøst at dirigere sin niece og Sjællands Symfoniorkester i Samuel Barbers dramatiske violinkoncert gav en god mulighed for at tage temperaturen på de populære gratis debutkoncerter på Frederiksberg.

Og hvor var det godt, han kom! Nænsomt, men konsekvent ledte Vänskä orkester og solist gennem både tætte, pulserende kapitler og ømme, længselsfulde afsnit i Barbers vilde violinkoncert, der i al sin eventyrlige dramatik og snert af gylden showbiz er blevet en af amerikansk musiks få klassikere.

Smidig formidling
Vänskä er fortiden chefdirigent i Minnesota Symphony Orchestra og dirigerer jævnligt alle de største europæiske og amerikanske orkestre. Men det er rigtig sjældent, han kommer forbi Danmark.

Et af mandens varemærker – om man lytter til hans samlede indspilninger af Carl Nielsens symfonier med BBC Symphony i Skotland eller Beethovens ditto med Minnesotas symfonikere – er at formidle musikken så dynamisk og smidig som nyopslået bolledej. Barbers musik fra 1939 kom helt op på beatet, helt ned i vemodigt patos og helt rundt på farvepaletten.

LÆS OGSÅ Beethoven indspilning er fremragende

27-årige Inkeri Vänskäs præstation matchede til fulde den glimrende orkesterside. Der skulle virkelig flyttes fingre undervejs med aggressive løb og hidsige accenter, og i mod, temperament og overblik stod Inkeri Vänskä på ingen måde tilbage for sin berømte onkel. Der er masser af skæve nyklassiske rytmer og noget dejlig jazzet over Barbers musik, og den side var helt på plads tirsdag til de 500-600 tilhøreres store begejstring.

Inderlig idyl
Retfærdigvis klarede Inkeri Vänskä sig også glimrende uden onkel i første halvdels kammerprogram med pianisten Anne-Marie Lipsonen. Lipsonen debuterer i øvrigt selv med koncerter i Århus og København i december. Vänskäs spil i Beethovens forårssonate var helt i orden med den smukke og fyldige violintone som et sikkert udgangspunkt.

Men spillet løftede sig til det helt usædvanlige, da hun åbnede sit poetiske hjertekammer for seks udvalgte små danse og sange for violin og klaver af landsmanden Sibelius. Fri af noder og nervøsitet fik vi en kraftfuld mazurka, en inderlig danseidyl som en serenade, en melankolsk vuggevise og flere andre gode ting fra Sibelius’ pudsige skuffe af lette sager af melodi, sort humor og karakter.

Hun viste, at hun ikke bare har den nødvendige teknik til at spille ind til kernen i det klassiske repertoire, men også den poetiske åre, der skal til for at gøre det interessant og aktuelt.