De har som noget nyt anskaffet sig en huskomponist hos DR SymfoniOrkestret.

En såkaldt composer in residence, der skal levere nyskrevne værker specielt til DR-orkestret.

Huskomponisten er 36 år og hedder Søren Nils Eichberg. Herhjemme ved de færreste, hvad han står for, selv om nogle af os har hørt et ensemble som Trio con Brio promovere hans lyttevenlige musik.

Samtidig er der i denne uge Nordiske Musikdage i København. Fire dages festival til og med i dag.

Arrangeret af Dansk Komponist Forening, Nordisk Komponistråd og Danmarks Radio og fokuseret på blandt andet den partiturmusik, som netop komponister som Søren Nils Eichberg brænder for.

I eftermiddag uropfører DR SymfoniOrkestret Eichbergs spritnye koncert for klaver og orkester. Det sker ved gentagelsen af Torsdagskoncerten, hvor programmet var omtrent det samme – men hvor den dansk-tyske komponists nye koncert ikke figurerede.

Det havde ellers været en flot gestus at fyre en helt nyskrevet klaverkoncert af ved sæsonens første Torsdagskoncert. Især da, når det nordiske fokus på samtidsmusikken netop i denne uge er rettet mod København.

Overdreven applaus
Men den klaverkoncert, der var sat på programmet torsdag, var et almindeligt standardværk af den slags, man kan høre any day of the week i enhver storby med ethvert klassisk symfoniorkester: Brahms’ 2. Klaverkoncert.

Den blev spillet af DR SymfoniOrkestret med amerikaneren Garrick Ohlsson som solist.

Ohlsson, hvis storhedstid ligger nogle år tilbage, gjorde med sit bredt tilbagelænede og lidt gammeldags spil såmænd udmærket fyldest, selv om han efter min mening fik overdreven applaus for sin fortolkning, der ikke var fri for lommeuld i kanterne, var ret defensiv, og som ikke havde den dynamik og energi, man kunne have drømt om.

Det var Ohlssons lille ekstragave i form af en Chopinvals, der stod stærkest. I øvrigt flot præsenteret på dansk af solisten selv. Manden virkede sympatisk, men han rykkede ikke ved min opfattelse af Brahms.

Et tændt orkester
Og først i dag kommer så altså det, der kunne have været skubbet frem allerede i Torsdagskoncertens rampelys: Nemligen helt dugfrisk koncert for klaver og orkester af DR SymfoniOrkestrets nye huskomponist.

Som vi hermed ikke engang når at få anmeldt her i Politiken. Jeg beklager!

Foruden den vil man i eftermiddag kunne genopleve det, der løftede sæsonens første Torsdagskoncert. Nemlig Richard Strauss’ store, flot instrumenterede symfoniske fortælling ’Ein Heldenleben’ eller ’Et helteliv’.

Hvor orkestret bag Garrick Ohlsson i Brahms havde spillet lidt på bedste beskub, var der anderledes fokus og god energi i Strauss’ epos om sig selv som kæmpende kunstner, der mejer sine kritikere ned for fode.

Træblæserne – obo og klarinetter med flere – leverede fornemme præstationer, og hornene gjorde en god aftens arbejde.

På koncertmesterposten var violinist Johannes Søe Hansen en sødmefuldt præcis solist i det omfattende parti som Strauss’ hustru, der spiller en væsentlig rolle i ’Ein Heldenleben’, og med fjerntrompeternes kald til kamp var det et tændt orkester, der kastede sig ud i krudtrøg og tummel.

Med scenen fuld af musikere leverede Thomas Dausgaard og det orkester, han har styret siden 2004, det store senromantiske sug, der kan være så fedt.

Det var det torsdag i Koncerthuset. Det havde været ekstra stærkt, hvis orkestret havde turdet satse fuldt ud og leveret en uropførelse ved selve sæsonåbningen.