Der gik liiiiiige lidt tid, inden nervøsiteten hos publikum fortog sig. For godt nok var de, der havde trodset den stride vinterfrost og var taget til koncert med stilfræserensemblet Trio Beyond, indstillede på at få en god oplevelse.

Men de skulle lige forsikres om, at aktørerne på scenen også havde en af deres rigtig gode dage, før de for alvor kunne slappe af. Og det skete efter sådan cirka et kvarters tid, da guitaristen John Scofield eksploderede i en kaskade af strømførende lyrismer, så han skaldede isse lyste som en projektør af bar musikalsk kreativitet.

Da kunne man mærke, at paraderne faldt, og ja, man kunne faktisk fra denne anmelders plads høre en diskret kluklatter fra rækken foran, hvor Boris Rabinowitch sad og lyttede intenst.

Derefter var resten af koncerten et veritabelt drøn af et triumftog, hvor de tre mestermusikere demonstrerede, at virtuositet og ekvilibrisme bestemt ikke behøver at være lig med goldt teknisk lir.

Men som sagt var der indledningsvis grund til at være bekymret. For inden de tre for alvor fik spillet sig ind på hinanden og målt dagsformen, virkede de musikalske udladninger sådan lidt a la mestrenes morgenmad på vinterferien: ufokuseret og meget, meget afslappet.

Forlod Miles Davis
En anekdote om guitaristen John Scofield vil vide, at da han i sin tid besluttede sig for at forlade legenden Miles Davis selvsagt mindst lige så legendariske orkester i midten af 1980’erne, bad han om at få en samtale under fire øjne med chefen, den måske mest coole af alle cool jazzmusikere.

Og da de to så sad overfor hinanden, fortalte han lakonisk, at han havde haft nogle gode år med ensemblet, men nu ville søge lykken på egen hånd. Hertil svarede Miles kortfattet: »I det tøj?«.

Her 25 år efter denne ordveksling fandt sted er John Scofield en af jazzens allerstørste stjerner. Han har optrådt indspillet med stort set alle væsentlige af scenens eksisterende musikere, og hans produktion som både sessionmusiker og orkesterleder er ærefrygtindgydende.

Men det er ikke på grund af sin tøjsmag. For den er nemlig så ulapset som noget. Og det samme er faktisk også tilfældet med de to andre medlemmer af Trio Beyond. De går tydeligvis på scenen i det tøj, de også bruger til daglig.

Til gengæld er musikken i ekstrem grad i højsædet, hvilket er befriende i en verden, hvor overflade betyder så meget. Man kan godt så langt, selv om man ikke er klædt på af Mads Christensen.

Intenst udtryk og teknisk suveræn
Scofield er teknisk suveræn. Han er nærmest et med sin IBanez-guitar og det betydelige batteri af effektpedaler, han betjener sig af, og som gør det muligt at udvide dialogen til at nærmest kommentere sit eget spil, mens det stadig udføres ved hjælp af avanceret samplingsteknologi.

Men der er ikke tale om effekter for effekternes skyld, når Scofield knalder til elektronikken. Himstregimserne, pedalerne og feed back-mikrofonerne anvendes til at perfektionere udtrykket, så den konstant søgende musiker kan formidle sine indre stemninger med de akkurat passende lyde.

Stilistisk spænder John Scofield også vidt. Han spiller såvel en klassisk jazz-bop-buitar som en fræsende, hakkende garagerock-spade – og det er tydeligt, at han har hørt sine soul- og funkplader mere end almindeligt grundigt.

Men først og fremmest er han så intens i sit udtryk. Man fornemmer en nødvendighed og et behov for at meddele sig musikalsk, når det høje, leptosome mennesker med et lidt hesteagtigt grin, står og vrider sig på scenen; selv om det lidt ligner John Cleese der forsøger at parodiere Jimi Hendrix.

Jack DeJohnette har rødder både i bopmusikken og den frie jazz og denne dobbelt baggrund giver på en eller anden hans måde både en lidt svævende, luftig karakter og udprægede melodiske kvaliteter. Han både slår på tromme - er den rytmiske hovedpuls i bandet - og spiller på sættet, kommenterer medspillernes figurer og akkorder.

Musikalsk kirurg
I et af aftenens sidste numre, hans eget ’Soulfull Ballad’, indledte han med at introducere det musikalske tema på sine trommer, og langsomt tegnede der sig et melodisk - og tydeligt afrikansk inspireret - tema, som guitaren og orglet så kastede sig frådende over.

Orgelfræseren Larry Goldings kaldes af nogle for en musikalsk kirurg. Og det er fuldt ud forståeligt, når man hører ham i en sammenhæng som Trio Beyond, men faktisk kommer det også til udtryk, når han spiller med singer songwriteren James Taylor.

For han ejer i sjælden grad evnen til at blotlægge et musikstykkes grundlæggende anatomi med få harmoniske snit på sine tangenter; og samtidig er han som ind i helvede funky, hvilket gør ham til en sjælden alsidig og komplet musiker.

Som komponist er han mest, at dømme efter aftenens repertoire, mest til det lidt mere lyriske, men til gengæld også effektiv og organisk medspiller, når stemningen skal piskes op eller musikken skal tvinges ud i regulært avantgardistiske løbemønstre, hvor stilheden af og til betyder lige så meget som lyden.

Det viste sig ikke mindst i den afsluttede del af improvisationerne over Jack DeJohnettes tidligere omtalte sjælfulde ballade, hvor de tre nåede dertil, hvor materialet var spist smukt op, hvorfor de lejlighedsvis lod instrumenterne tie.

Men inden nåede vi da at få såvel ’Allah Be Praised’, ’Seven Steps to Heaven’ med meget mere, herunder en beåndet lille Scofield-ballade, ’Flower Power’, der ganske enkelt var smuk.

Trio Beyond er i dagens jazz det syrede modbillede til Keith Jarretts standards-gruppe, hvor DeJohnette også er med; det virker som om, han får afløb for noget andet her.

Og hvor er det dog godt, at begge orkestre findes. Og dejligt at Trio Beyond kom forbi og varmede os her i kulden i Koncerthusets store sal, som altså godt kan bruges til sådan noget musik.