Nu virker det jo altid en lille smule kikset, når man ikke kan huske, hvad de hedder, dem man spiller sammen med.

Men hvis man lige ser bort fra, at den i øvrigt så venlige og godmodige Jesper Thilo havde glemt, at bassisten i Magnus Hjorth Trio hedder Petter Eldh, så var det en fornøjelse at opleve, hvordan den store danske swingtenor torsdag fandt sammen med den unge svensk-norske trio, som under ledelse af pianisten Magnus Hjorth er baseret i København.

Leg med tempo
Til daglig spiller musikerne blandt andet sammen med sangeren Malene Mortensen, og for sig selv har trioen på det senere udgivet to rigtig fine cd’er.

Med svenske Magnus Hjorth som den stilistisk bredspektrede leder ved flyglet, med landsmanden Eldh på velklingende kontrabas og norske Snorre Kirk som en skarptsleben, dynamisk kraft ved trommerne udgør de tre en velsammenspillet gruppe.

Sådan som det nærmest er en trend for tiden, er også Magnus Hjorth interesseret i at genopdage mulighederne i den ældre jazzhistorie. Blandt andet ved at lege med klassisk stride piano, sådan som man kan høre på deres nye cd.

Efter at have kridtet banen op med nogle lidt pjankede temposkift i Gershwins ’I Got Rythm’, viste de tre, at de også kunne agere gedigne sparringpartnere for Thilos tenorsax i diverse standards.

’I’ll Remember April’ blev en tur tilbage i tiden med bækkenspil fra Snorre Kirk, der mindede om en gammel lp med Stan Getz og Chet Baker i samme sang. Nu bare leveret i hurtigere tempo.

I det hele taget var netop tempo noget, der blev leget en del med, men især en ballade som Billy Strayhorns ’Daydream’ lod Jesper Thilo lægge sjæl i foredraget.

Blues på den gammeldags måde
Ellers var det først i slutningen af første sæt, at der rigtig blev sat damp under kedlerne, og det var aftenens andet sæt, der tog kegler.

Jesper Thilo åbnede muskuløst og nærværende med et tema af Charlie Parker, og de fires version af ’Blue Monk’ – i langsom levering – vil være en, de tilstedeværende husker også i de kommende dage.

Om ikke andet så for at Jesper Thilo greb mikrofonen og sang the blues på den gode, gammeldags måde efter noget Monkfarvet strideklaver fra Magnus Hjorth.

LÆS OGSÅ Jesper Thilo: »Jeg skriver gerne en jazz-recept ud«

Petter Eldh på bassen leverede et par store, frie og varme soloer i ’Just Friends’ og i en storswingende blues, og i det hele taget var alle ordentligt på i andet sæt.

Der var masser af solospil fra flyglet, hvor Magnus Hjorth rapt kunne skifte mellem hurtige figurationer og massivt, klangindsvøbt akkordspil, der kunne minde om McCoy Tyner.

I ’Body and Soul’ lod Thilo sin tenor flagre gennem akkorderne, inden han efter en solo fra Hjorth holdt sig til tættere melodiske parafraseringer i den afsluttende del.

Indre og ægte værdier
Den uge, der så småt nærmer sig sin afslutning, har, som Magnus Hjorth bemærkede, været en sort jazzuge, idet den så tabet af jazzlegenden Ed Thigpen.

Trioen mindedes den afdøde trommeslager med Magnus Hjorths elegant nostalgiske, ja nærmest cubansk sanselige ’Ballroom Steps’ fra sidste års cd-udgivelse, ’Old, New, Borrowed, Blue’.

Et smukt tema, der meget passende fik lov at stå lidt for sig selv på en aften, hvor gedigne jazzmusikere fra to generationer fandt sammen uden måske at have kendt hinanden særlig godt i forvejen.

LÆS OGSÅ Swingende hyldestkoncert var en herlig fest

Men det er jo den slags, der kendetegner jazzen. At det handler om spilleglæde på tværs af skel og generationer. Om de indre og ægte værdier.

Ikke om udvendig smartness, ligegyldig overflade eller x-faktor til brug på en fladskærm.