Okay, Caroline Henderson synger jazz. Men hun er samtidig den sangerinde i Danmark, der er mest rock’n’roll.

At den 47-årige, svenskfødte sangerinde efterhånden kender sine klassikere ud i jazzen til fingerspidserne, kunne et udsolgt og overvældet Copenhagen JazzHouse konstatere lørdag aften.

En velfriseret og velopdragen diva
Men at den indiskutable kunnen og selvsikkerheden ikke har gjort Henderson til en velfriseret og velopdragen diva, der med graciøs elegance rejser sig fra divanen med et langstilket glas i hånden, hver gang en journalist og fotograf kigger forbi, blev slået fast med syvtommerhæle i JazzHouse.

For her var en glædestrålende Caroline Henderson mere optaget af at vise sine nye røde laksko med hæle så høje som stylter frem og forventningsfuldt fortælle om næste weekends kulinariske eventyr i Paris, hvortil hun og det intet mindre end fremragende band agter sig for at give koncert.

Musik lever nu engang af begejstring. Og den har Caroline Henderson i smittende grad.

Slip livsglæden løs
Efter at være budt velkommen på scenen med en introduktion, der mest beklagede, at der ikke var stole nok til alle i salen, og at sangerinden »altid har sådan nogle fantastiske sko på«, var det op til Caroline Henderson at sprede lidt lys i novembermørket for det modne publikum.

Heldigvis er der vist ikke andre muligheder for dette livstykke i kort leopardplettet kjole end at slippe livsglæden løs.

Så efter indledningsvis at have sunget titelnummeret på sit nye album, ’Keeper Of The Flame’, så cool, som var hun heltinden i en Tarantino-film (det bør hun i øvrigt snart blive, Quentin), fik de røde sko lov at danse.

Det kræver altså mod at kaste sig ud i fri dans med sig selv på en lille, intim scene mellem sine seks musikanter og et stiltiende, vurderende publikum.

Kan vel være, at Caroline Henderson er lokkemad til jazzens univers for en blød husar eller to (hej, morfar) med sin blændende fremtoning og charme. Men hun er forhåbentlig også inspiration til sine jævnaldrende søstre til at flå ravkæden i stumper og klippe rejsningen af rullekravesweateren for at slå sig løs på livet.

Understøttet af band med afsindig spillelyst
Der springer gnister fra den dame, som formår at bruge hele sin livserfaring og karrierens mange spor til at få sangene til at emme og bløde af liv. Caroline Henderson skifter ubesværet fra det emotionelt lyse leje til det nasalt mørke og giver på den måde sangene sit helt eget præg.

Understøttet af et band med nærmest afsindig spillelyst. Nikolaj Hess udrettede mirakler på sit piano, de tre blæsere balancerede virkemidlerne til perfektion og lige præcis den smule teatergøgl, der skal til for at få en koncert til at leve i stedet for at stivne i skønhed.

Og under dem overvågede Nicolai Munch-Hansen på bassen og Jakob Høyer på spillevende trommer hele sceneriet for at sætte et galoperende kavaleri ind, når det var tiltrængt. Enkelte gange blev det for voldsomt med de mange lag i musikalske lavineskred.

Men medrivende og betagende var det gennem to sæt, hvor bandet og sangerinden fik de indimellem lidt steriliserede sange på ’Keeper Of The Flame’ til at brænde igennem. En så slidt sang som ’Fever’, der blev spillet med liv, sjæl og seksualitet som hyldest til Caroline Hendersons erklærede idol, Peggy Lee, gav virkelig varmen.

En gudbenådet verdensdame
Heldigvis ordinerer den cool doktor Henderson vedholdende materiale af den slags, drømme er gjort af. Som versioner af ’Bang Bang’, ’It Hurts Me Too’ og Kasper Windings ’Made In Europe’, der som bekendt satte sangerindens solokarriere på blanke spor i 1993.

Winding gjorde sangerinden til en art sidste turist i et nattemørkt, men dragende smukt og elegant Europa.

»Jeg føler, at jeg siden hen er blevet til alt det, han skrev om i sangen«, sagde Caroline Henderson.

Sandt nok. Nemlig en verdensdame, der forekommer endeløst langt fra »the end of my journey«, en rejse, der kan føre til hvad som helst for denne gudbenådede sangerinde.