Hvor er det dog absolut herligt at kunne konstatere, at Danmark efterhånden råder over ikke så få kvindelige jazzsangerinder med internationalt potentiale.

For ud over Sinne Eeg er der nemlig også Sidsel Storm, som i maj pladedebuterede og fik fremragende anmeldelser, samt Malene Mortensen, der har været på scenen et stykke tid og har tegnet sig for en lille håndfuld cd’er.

Ekstremt velsyngende
Og de er begge ekstremt velsyngende. Hvilket de satte en tyk streg under ved deres fælles koncert i Copenhagen JazzHouse, hvor de blev akkompagneret af et suverænt swingende orkester, bestående af allestedsnærværende Peter Rosendahl på klaveret, trommeslageren Snorre Kirk, guitaristen Calle Mørner, bassisten Magnus Nilsson samt lejlighedsvis Alexander Kraglund på violin og mundharmonika.

De gav et sæt hver, og Sidsel Storm lagde ud med en tæt og tight udgave af ’Angel Eyes’ fra debut-cd’en og trådte omgående i karakter som den dramatisk bevidste og meget rent klingende sangerinde, hun er.

Og derefter fik vi en række andre numre fra pladen, hvor ikke mindst den funky tilbagelænede ’Butterflies and Lovers’ og den melankolsk melodiske ’Just A Step’ virkelig lettede.

Favorit højdepunkt
Men højdepunktet var alligevel en super-veloplagt fortolkning af Rodgers og Hammersteins ’My Favorite Things’, hvor der blev sendt hilsner til tidligere jazz-versioner, inden sangen blev afsluttet begavet og pudsigt.

Hele tiden var hun i klar dialog med sit musikalske bagland, både det historiske og medmusikanterne på scenen, som hun gav masser af plads til at folde sig smukt ud.

En meget overbevisende indsats fra den 25-årige vokalist, som allerede har slået sine folder i udlandet og nok også kommer til det fremover.

Uhyre iørefaldende
Hvor Sidsel Storm er en meget klassisk jazzsangerinde, er Malene Mortensen langt mere moderne i den forstand, at hun også så tydeligt henter sin inspiration fra moderne kvindelige singer-songwriters og genremæssigt bevæger sig i retning af det lidt mere poppede.

Hun skriver sine egne sange, der musikalsk trækker på den lettere ende af 1980’ernes fusionsjazz og for de flestes vedkommende er uhyre iørefaldende.

Trods sine kun 26 år er hun en meget erfaren sangerinde med et lydefrit foredrag. Og hendes klare lyse stemme spænder vidt.

Også hun har dramatisk fornemmelse, når hun synger, og hende fabulerende figursang – eller scat om man vil – danner ofte et flot musikalsk tag over rytmegruppens klippefaste groove.

Fremragende musikere
I hendes sæt tryllede Peter Rosendahl igen, men også bassisten gjorde en fremragende figur med et pumpende og bundsolidt funkunderlag.

Nævnes bør også guitaristen Calle Mørner, hvis æteriske sine steder Pat Metheny-agtige figurationer dannede en fin emulsion med Malenes fuldtonede sang.

Et højdepunkt var sangen ’Egyptian Moonlight’ fra cd’en ’Date With a Dream’, en swingende, klassisk formuleret jazzsang i højt tempo og fremført med et enormt drive, hvor man i teksten er om bord på ’a slow train to Egypt’ i stedet for den sædvanlige båd til Kina.

Store talenter
Fælles for de to sangerinder er en uhyre indlevelse i materialet, et massivt scenisk nærvær og en fin fornemmelse for rytmegruppen.

Sidstnævnte er vigtigt for den musikalske helhedsfornemmelse. Og man kunne virkelig mærke, at musikerne havde en fed aften som band for de to unge kvindelige jazzstemmer, der gav los for deres store talenter.

Heldigvis i et næsten til bristepunktet fyldt lokale. For det var en stor aften i kælderen i Niels Hemmingsensgade.

Læs flere jazzkoncertanmeldelser på ibyen.dk