Af en eller anden årsag er mandlige jazzvokalister lige så fåtallige her til lands, som kvindelige af slagsen er det modsatte.

Vel at mærke med en meget markant undtagelse: den nu 45-årige Bobo Moreno, som siden slutningen af 1980’erne har gjort sig bemærket som en uhyre stilsikker og velsyngende jazzvokalist med en flot tenor og en sangstil, der kunne betegnes som det lykkelige møde mellem Frank Sinatra, Nat ’King’ Cole og Tom Jones – med et skvæt Ian Gillan.

LÆS OGSÅ Talentfulde jazzbørn lader far blive hjemme

Hans stedfar er bassisten, komponisten og underviseren Bo Stief, som siden 1960’erne har været en central del af det danske rytmiske musikmiljø, og sammen med pianisten Ole Koch Hansen har han og sønnike i en fire-fem år rejst omkring og givet diverse standards til bedste.

En effektiv jazzlakering
Det resulterede tidligere på året i den særdeles stilsikre og stramme cd ’50 Ways To Leave Your Lover’, hvor også The Beatles’ ’A Hard Days Night’, Joni Mitchells ’Both Sides Now’ og Jimi Hendrix’ ’Manic Depression’ får en effektiv jazzlakering.

Det er en udgivelse, der måske ikke udfordrer sin lytter voldsomt, men til gengæld er virkelig behagelig at høre på og vinder ved nærmere bekendtskab.

LÆS OGSÅ Helhjertet hyldest til jazzens svar på Beatles

Og det skyldes ikke mindst Morenos evne til at flytte ind i de meget forskellige sange vokalt uden at miste sin egen frasering og fortolkning.

Dertil kommer så Stief og Koch Hansens fornemme akkompagnementer, som ofte er både modige og skæve, men i visse tilfælde også helt ved siden af.

Løssluppen alvor
Det var selvsagt repertoiret fra cd’en, der udgjorde grundstammen i Montmartre.

Og de uden undtagelse vidunderlige sange vandt yderligere ved at blive fortolket i selskab med et lydhørt publikum og få et par muntre ord med på vejen af den slebne entertainer, Bobo Moreno også er.

Man kunne principielt godt klandre udvalget af sange for at være noget julefrokostagtigt feel good-halløj, men det ville være en utidig reduktion af arrangementet.

LÆS OGSÅHyldestkoncert til jazz-ikon var en blandet affære

Thi hele tiden fornam man en løssluppen alvor, som bundede i, at netop disse sange faktisk betød noget for musikerne.

Smukkest kom det til udtryk i Curtis Mayfields gospelhyldest ’People Get Ready’.

Stief leverede både på elektrisk og akustisk bas smukt arbejde og skræmmende teknisk dygtighed, men med glimt i øjet og flot kontakt til pianisten, som holdt sig lidt i baggrunden, men skam da fik tryllet et par af titlerne om til noget, der godt kunne have været med på en Miles Davis-plade fra midten af 1950’erne.