I betragtning af Peter Erskines musikalske generalieblad var der overraskende få gæster i Jazzhus Montmartre fredag aften.

For manden har jo trods alt spillet med såvel Stan Kentons orkester som med det skelsættende fusionsensemble Weather Report, bassisten Jaco Pastorius’ band samt den vidunderlige og i dag desværre lidt glemte 1980’er-supergruppe Steps Ahead plus medvirket på plader med Steely Dan, Diana Krall, Kate Bush og Aldi Meola.

Men måske er han mere grå eminence end de andre kolleger i hans luftlag. Eller også var det bare sommervarmen, som var af en sådan karakter, at selv Montmartres musikchef Benjamin Koppel havde aflagt sig sin signaturkasket.

Klassisk trommespil
Hvorom alting er, så levede den nu 67-årige amerikaner langt hen ad vejen op til de meget store forventninger og demonstrerede til fulde sit økonomiske, disciplinerede og stilrent ukunstlede trommespil i selskab med et mesterligt hold af delvist lokale folk: pianisten Jacob Christoffersen, saxofonisten Benjamin Koppel (både alt og sopran) og den tyske bassist Johannes Weidemüller.

Imidlertid var det ikke primært aftenens kapelmester, der tog stikkene hjem. For rent musikalsk løb især Christoffersen og Koppel af med sejren og leverede de mest interessante bidrag; selvfølgelig hjulpet rigtig godt på vej af Erskines suveræne trommearbejde og Weidemüllers diskrete, men seje og støttende bas.

LÆS OGSÅ Jazztrio sætter gang i drømmefabrikken

Som trommeslager er Erskine ikke nogen fabulerende historiefortæller som eksempelvis en Jack Dejohnette eller en Adam Nussbaum. Ej heller er han skelsættende som en Steve Gadd eller muskuløs som en Jeff ’Tain’ Watts.

Nej, Erskine er klassisk i den forstand, at han spiller de nøgne figurer og sørger for at holde beatet og takten med usvigelig sikkerhed. Det kom især til udtryk i samarbejde med bassen, når denne havde solo, hvor Erskine reducerede sin indsats til det blotte taktslag på bækkenet, men på en fantastisk elegant måde. Eller når han i en indledning formåede at afæske ’på tirsdag’-mønstret ny betydning.

Forløst med charme
Men hvad Erskine mangler i flamboyance, ejer han til gengæld i enzymatisk effekt. For der var slet ingen tvivl om, at det var hans spil og tilstedeværelse, der fik Koppel og Christoffersen til nærmest at sprudle aftenen igennem.

Koppel leverede flot balladespil med dybde og melankoli, og Christoffersen brillerede med dels sikkert swing, dels arsenaler af citater, moods og labre løb. Det store bord var virkelig dækket op med fyldte musikalske chokolader. Desværre gik hovedpersonen lidt over gevind til sidst og kom til at dominere med nogle moderat kedelige soli.

LÆS OGSÅ København er lige så jazzet som i gamle dage

Repertoiret bestod først og fremmest af Erskines egne ting, der så godt som alle havde karakter af parafraser over tidligere materiale: en tolvtonesag over en Cole Porter-sang, nogle øvelser over gamle filmtemaer fra en nylig cd plus et dyk ned i Steps-kataloget: den smukke ’Something I Said’, der er en slags svar til Zawinuls vidunderligt smukke ’A Remark You Made’ fra ’Heavy Weather’.

Men virtuost udført og forløst med charme og panache. Der var stil og såvel takter som toner.