Fordi han var blandt de første af de internationale jazzstjerner, der rykkede teltpælene til Danmark i jazzens guldalder, har den nu for længst afdøde amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz en særlig plads i mange danske jazzlytteres hjerter.

LÆS OGSÅ Jazzhus Montmartre sætter fuld blæs på Stan Getz

Så selvfølgelig skal han også celebreres i den række af hyldester, der er på programmet i det genåbnede Montmartre i St. Regnegade 19 A, og det bliver han af en kvartet, der har den schweiziske altsaxofonist George Robert i front og en rytmegruppe bestående af Ole Koch Hansen på klaver, Mads Vinding på bas og Alex Riel på trommer.

Ingen fornyer, men solid forvalter
Ideen med at lade en altspiller fortolke dele af Getz’ repertoire er fin nok. For intentionen er ikke at etablere ’Stan Getz Jam’, så at sige, men få verdensklassemusikere til at give deres bud på noget, tenor-guruen selv kom med et forslag til en udlægning af.

Problemet med den aktuelle konstellation er imidlertid, at de tre danskere er væsentligt mere verdensklasse end den importerede schweiziske træblæser, som er en mere end almindeligt dygtig instrumentalist med en tæt og intens tone, en veludviklet melodisk sans og en fin timing samt et tilsyneladende uendeligt lager af slebne licks.

LÆS OGSÅ Montmartres 50 års fødselsdag fejres på tirsdag

Men nogen fornyer er Roberts bestemt ikke, snarere en solid forvalter af post-bop-traditionen. Og han afæskede på intet tidspunkt materialet nye aspekter.

Underligt ufokuseret spil
Imidlertid er rytmegruppen af så høj kvalitet, at det er til at holde ud. Ole Koch Hansen er en pianist af sjælden elegance, og det er en udsøgt fornøjelse at høre hans adrætte anslag og Red Garland-påvirkede akkordspil.

Og så har han en nærmest uhyggelig tæt connection til Mads Vinding, hvis spil efterhånden er både egensindigt og sublimt. Det demonstrerede han med smukt afrundede indsatser i adskillige numre.

Normalt ville de to i selskab med Alex Riel have været en fænomenalt god oplevelse; men Riel virkede underligt ufokuseret i sit spil, faldt af og til ud og var slet ikke på sit sædvanlige konstant høje niveau.

LÆS OGSÅ Koncert hylder jazzveteranen Riel

Til gengæld havde alle de fire på scenen det tydeligvis skægt sammen, og spilleglæden smittede af på publikum. Men det var en ujævn aften, og i fortolkningerne af Getz’ største klassikere blev det affabelt.