Steffen Brandt var selvfølgelig ikke blind for datoen, da han lige netop 1. december lagde op til at begynde julemåneden med en blød pakke, man ikke på forhånd kunne gætte sig til indholdet af.

Og der var faktisk spænding i Copenhagen JazzHouse.

For hvad mon det egentlig var, TV-2-sangeren sammen med rocksangerinden Kira Skov og et af øjeblikkets hotteste danske jazzbands, Nicolai Munch-Hansen Sextet, havde med i sækken?

Så selv om Brandt citerede ekslandstræner Richard Møller Nielsen for guldkornet ’Screw down your expectations’, så var stemningen i et tætpakket jazzhus forventningsfuld på den nysgerrige måde.

Juleaften bliver gavepapiret revet og flået af utålmodige fingre, men på andre tidspunkter betyder indpakningen faktisk noget.

Så måske sad Steffen Brandt efter sit Bob Dylan-projekt tilbage med nogle eftertanker. Måske en teaterkoncert var for voldsom en indpakning til hans intime og personlige fordanskninger? Måske var vægten på Dylans ældste katalog for massiv?

LÆS ANMELDELSESteffen Brandts Dylan-CD er jævnt kedelig

Det var med andre ord Steffen Brandts Dylan-fordanskninger, der viste sig at være omdrejningspunktet i JazzHouse.

Et hidsigt horndrevet maskineri
Som backing for Steffen Brandt og Kira Skov trak sekstetten Dylan-sangene i en spændende retning.

Musikken krydsede mellem blues og jazz, men med en håndspillet, ambient grundstemning i pagt med de gaver, produceren Daniel Lanois gav Dylan på ’Oh Mercy’ og ’Time Out Of Mind’.

Passende nok, når nu Brandts første bud var ’Det meste af tiden’ alias ’Most Of The Time’ fra ’Oh Mercy’. Men med Ned Ferm på saxofon og Mads Hyhne på trombone som frontfigurer var sekstetten ikke kun tiltænkt en rolle som backing.

På egen hånd med numre fra det aktuelle album ’Chronicles’ spændte gruppen mellem minimalistisk melodisk lo-fi og et hidsigt horndrevet maskineri, som kunne minde om Wayne Shorter på fri fod.

Brandts lune ironi og Skovs hede ånde
Om man så gav dem en million, kunne Steffen Brandt ikke lade selvironien blive hjemme og Kira Skov ikke slukke for sin rock’n’roll-sensualisme.

I kraft af modsætningen skabte Brandts lune ironi og Skovs hede ånde imidlertid et musikalsk indeklima, der gnistrede.

Helt uproblematisk var det ikke at synge ’Vi ses igen’/ ’I’ll Be Seing You’ som tosproget duet, men det var en aften, hvor det var tilladt at lade, som om alt kunne lade sig gøre.

Kira Skov sang Nina Simone med mørk lød i alle atomer, og Brandt sang ’Hvad var det du ville’, så man blev mindet om, hvor velsiddende det bedste af hans Bob D.-gendigtning er.

LÆS OGSÅBrandt: »Bob Dylan er ikke for sjov«

Der var flere overraskelser. Steffen Brandt sprang ud som poet og reciterede fra håndfedtede A-4 ark med mundrette digte om dødsbo med smudsomslag, eftermiddage med svovl mellem tænderne og parforhold udfordret af maskulinums tørre provinsironi.

De to solister og orkestret smeltede storslået sammen i et suverænt bud på ’Ballad of A Thin Man’, mens Kira Skov viste sit format på ’Copenhagen’ fra sit seneste album ’Look Up Ahead’.

LÆS ANMELDELSEKiras solodebut savner vildskab

LÆS OGSÅHård rockpige bevæger sig ud på gyngende grund

Aftenen var mere sammenflikket end støbt i et stykke. Men på den præmis var det en levende aften med uhøjtidelig og alligevel intens stemning.

En blød pakke med skarp kant og et orkester, man vist roligt kan putte under juletræet, hvis de kan være der alle seks.

Især når de nu har opkaldt deres album efter Bob Dylans selvbiografi.