Der er næppe nogen, der spiller mere virtuost og flydende.

Faktisk kan de melodiske opture lyde nærmest, som var de veloplagte kaskader fra en saxofonist, når amerikaneren Kurt Rosenwinkel fyrer den af. Så sangbart og opfindsomt er han i stand til at håndtere sin jazzguitar.

Rosenwinkel brød igennem på jazzscenen i New York i 1990’erne. Først som sideman og lærling hos Gary Burton og trommeslageren Paul Motian, men hurtigt også i eget navn – og i selskab med navne som saxofonisten Mark Turner og pianisten Brad Mehldau.

Stilskaber
I dag er Kurt Rosenwinkel det 40-årige guitar-es, der selv er stilskaber. Som måske nok har lyttet til de ældre amerikanske kolleger John Scofield og Bill Frisell. Men som nok så meget har dyrket en fri og ubekymret opdatering af beboptraditionens flintrende gennemhøvlinger af det udvidede akkordrepertoire.

Det sidste var i hvert fald tydeligt, da han mandag spillede den første af tre aftener i København med sin amerikanske standard-trio.

LÆS OGSÅGuitarvirtuos skuffede i Jazzhouse

Repertoiret var standardmelodier fra Cole Porter til Monk, og det var i sig selv en nydelse at opleve, hvor velsammenspillet den sejbløde, dynamiske trio lød. Hvor godt de tre musikere klædte hinanden, selv om der før har været andre navne på både bas- og trommeplads i gruppen.

Muskelsvulmende kontrabassist
Bag trommerne var Ted Poor en præcis, energisk, opfindsom og økonomisk drivkraft, hvis slag fremstod omhyggeligt placeret, så for eksempel forskellige klangmuligheder på bækkenerne blev udnyttet.

Kontrabassen i Rosenwinkels trio tog den muskelsvulmende Eric Revis sig af. I hans spil var der en smidighed, som kunne få ens fantasi til at opleve det, som om hans toner blev smurt ud over bare en enkelt, fuldfed basstreng i overraskende sangbare linjer.

Blød tone
Kurt Rosenwinkel selv kunne præsentere melodierne såre enkelt, inden han lod sine ekvilibristiske fingre løbe i ekspresfart over gribebrættet på sin slidte hollowbody.

Han spiller med en blød tone, der dog ikke mistede klarhed trods de ofte flintrende ekvilibristiske underdelinger af pulsen, han med en kombination af akkord- og melodispil var ude i.

Med skiftende brug af ekko- eller delay-virkninger skabte han variation. Men rent musikalsk var der dels superinteressante øjeblikke, dels sange, der i højere grad bare flød velspillet forbi. Til de første hørte standarden ’Invitation’, som fik et helt nyt udtryk.

Rosenwinkels langt udbroderede for- og efterspil, der ofte helt undlod at citere fra den pågældende standardmelodi, var oplevelser i sig selv. Som for eksempel hans indledningsbøn til en swingende ’Darn that Dream’.

Ungt publikum styrkede intensiteten
Dynamikken mandag aften i Montmartres lille lokale var i øvrigt markant anderledes end normalt, hvor publikum gerne og overvejende tilhører det grånede segment.

Det var et udpræget ungt publikum inklusive mange unge musikere, der var inde at dyrke deres amerikanske idoler mandag aften.

Tilråb og en stærk opmærksomhed fra publikumspladserne resulterede i oplevelsen af to mættede sæt fra tre musikere, der leverede dyb amerikansk tradition i nutidig overskudsbearbejdelse.