De kom væltende ind fra vest med en dialekt, der bragte en frisk brise fra egnen omkring Esbjerg med ind i hjertet af hovedstaden.

Da de med fadøl i næverne var på plads mit i den imponerende store skare af modne mennesker, der trodsede den grånende novemberhimmels onde trusler, blæst og kulde, var det tid til at snakke hen over musikken.

Og lige få sat navne på d’herrer Johnny Madsen og Allan Olsen.

»Hvad er det, den sidste hedder?«, ville en af damerne vide. Hun blev af en alvidende herre belært om hele mytologien om Lars Lilholt, der ikke nøjes med at spille på tarmene, når han tager fat i sin violin, men ifølge kollega Madsen »spiller på hele katten«.

Så var vi ligesom på plads nede i folkedybet.

Underholdende og fortryllende
Parat til at lade os underholde og indimellem fortrylle af det univers af musik, Dylan, flerstemmig poesi, Dylan, ramsaltet jysk stand-up-komedie og Dylan, der gemmer sig bag den genopstandne Dalton-trio.

En trio, der rent salgsmæssigt stod for sidste års store danske scoop med albummet ’Tyve-ti’, selv om det udkom så sent som i november og ikke var noget mesterværk.

LÆS OGSÅ Dalton vender tilbage efter 17 år

Veloplagt og velspillende
Og et hold, der har turneret hele foråret, og som i Tivoli viste sig at være både veloplagt og velspillende.

De stramme rammer med tidsbegrænsning og den folkelige stemning af ølhave, kulørte lamper og fredagshygge viste sig at passe perfekt til Dalton.

Der var luget ud i sætlistens fyld og soloer, og anekdoterne begrænsede sig til nogle få virkelig morsomme.

Indsatsen var så disciplineret, at undertegnede tog sig i at finde Lars Lilholts velvalgte soli på violin inderligt smukke.

Et sikkert tegn på alderens nådesløse hærgen, indrømmet, men også et tegn på, at de tre egoer i Dalton klæder og supplerer hinanden.

Velkendte roller
Rollerne er velkendte – den sarkastiske Olsen som kradsepind i virkeligheden, Madsen som den fordrukne poet og Lilholt som den samlende midtbanedynamo, som rent kunstnerisk profiterer på at være i dette selskab og stod for flere af aftenens bedste indslag.

Kønt lød det i sange som ’Café Den Sidste Chance’, ’Under rimelige grænser’, ’Selskabsmadonna’ og Dylan-fortolkningen ’Hvis du rejser mod nord’.

Selv om de tre herrer næppe vinder skønhedskonkurrencer, og Madsen, hvis rustne røst efterhånden lyder som en igangværende undervognsbehandling på en kampvogn, mindeligt bad om at om at få »slukket for den storskærm, i det mindste«, blev det en smuk aften.

Kongenialt spillende
Båret oppe af et kongenialt spillende band med guitarist Knud Møller som den fremragende og altoverskyggende, om end ikke just uforudsigelige, solist, Henry From som soliditeten selv på trommer og H.C. Roeder på nogle blævrende keyboards, der fik lov at fylde alt for meget.

Fint er det, hvis stramheden fra Tivoli kan holdes sommeren over, inden solokarriererne skal skubbes i gang igen.

Som en gæst fra vest foran mig udtrykte det efter finalen: »Hold da kæft, det er bare i orden, det dær!«. Nemli’, ja.

Læs om flere koncerter på ibyen.dk