Inden de tre medlemmer af Lou Reeds metalmaskinelle trio kom på scenen, havde ’musikken’ faktisk været i gang længe.

For allerede da publikum begyndte at indfinde sig fra foyeren, strømmede der massiv, ringmoduleret støj ud fra de to frygtindgydende højttalerbatterier, der flankerede scenen i det tilforladeligt udseende koncertrum.

Måske var det meningen, at støjen skulle stemme sindet til messe hos de fremmødte Lou Reed-aficionados – eller fungere som en slags advarsel om, hvad der siden skulle komme: En aften med støj, støj og atter støj.

Uønsket popdreng
Men lad os lige afhandle forudsætningerne:

Tilbage i 1960’erne stod Lou Reed i spidsen for The Velvet Underground, der, mens resten af den amerikanske ungdom lå og tænkte smukke, skæve tanker med blomster i håret, skrev sange om stofafhængighed, seksuel underkastelse og nedtur.

Bandet indspillede en håndfuld (fremragende) plader, inden medlemmerne gik hver til sit.

Reed genopstod i 1972 som glamrocker med lp’en ’Transformer’, der indeholdt hits som ’Walk on the Wild Side’ og ’Perfect Day’ og gjorde ophavsmanden til popstjerne. Hvilket Reed ikke nødvendigvis ønskede at være.

Hans følgende udspil, konceptalbummet ’Berlin’ blev ingen succes, og hans strategi om at være såvel ’kunstner’ som popmusiker bragte ham på kant med sine økonomiske bagmænd.

LÆS OGSÅLou Reeds 'Berlin' bryder muren

Nålen som tandbørste
I 1975 skabte han derfor, ifølge myten for at straffe sit pladeselskab, dobbeltalbummet ’Metal Machine Music’, indeholdende fire pladesider med guitarstøj, feedback, men absolut ingen identificerbare melodiske forløb, ingen genkendelige beats, ingen harmonier – kort sagt intet af det, man almindeligvis forbinder med musik.

I sine liner notes tilegnede Lou Reed pladen til den »for hvem nålen kun er en tandbørste«, og han sluttede salutten af med at fastslå: »Min uge slår jeres år«.

Derefter fortsatte han karrieren som popsanger med mere lyttevenlige udgivelser som ’Coney Island Baby’, ’Growing Up in Public’ og ’New Sensations’.

Men hans kærlighed har altid været rettet mod den mere ekstreme del af ’kunstrocken’ – og der går en direkte linje fra en sang som ’Black Angels Death Song’ på den første VU-plade og til det, publikum fik krydret ørerne med lørdag aften.

Ingen greatest hits
De, som var kommet for at høre Lou spille greatest hits, fik sig en grim skuffelse, som de burde have forudset.

For de to andre medlemmer af metal-trioen er begge erfarne avantgardister, ja tysk-amerikaneren Ulrich Krieger har tjent sine sporer ved at nedskrive og arrangere ’Metal Machine Music’ til strygeorkester.

De havde mange imidlertid ikke gjort, hvorfor salen ret hurtigt tømtes for en tredjedel af tilhørerne.

De standhaftige fik til gengæld en fantastisk, dyb og virkelig berigende musikalsk oplevelse. Eller rettere: En auditiv, fysisk oplevelse.

Lydtrykket var nemlig så højt, at det påvirkede kroppen mærkbart, men i forskellige zoner, alt efter hvilken type støj, de tre på scenen lavede.

Terrorangreb på zoologisk have
Der blev gået til biddet med en stålsat alvor, og man mærkede også hurtigt, at vigtige forudsætninger var eksempelvis den østeuropæiske modernist Ligety og amerikanske pionerer som John Cage og La Monte Young.

Eletronikmanden Sarth Calhoun lagde bunden med en slags generalbasspil, der producerede ’droner’, altså ekstremt længe holdte toner, de to øvrige musikere arbejde ovenpå på deres instrumenter, som de både spillede på, men også bare bevægede i forhold til det øvrige udstyr for at frembringe elektro-akustiske lydfænomener.

Stemningsmæssigt varierede udtrykket fra det dvælende, meditativt støjende over det tøvende og til det udpræget voldelige, hvor saxofonhyl og guitarudladninger bragte tankerne i retning af terrorangreb på en zoologisk have eller Ikea lørdag eftermiddag sat i musik af Stockhausen.

Det tætteste på en melodi
Trioens musik kan godt virke stærkt forvirrende. Dels fordi den konsekvent undgår at behage, dels fordi den konstant befinder sig i en usikkerhedszone, så man ikke kan afgøre, om den er ved at begynde, er godt i gang eller ved at slutte.

I en periode bevægede de tre sig synkront omkring en figur bestående af figuren ’A’, ’G’, ’D’ ’E’, der blev gentaget og forskudt. Og det var det tætteste, vi overhovedet kom på melodi den aften.

Ikke desto mindre var der tale om rige og stærkt billeddannende musikalske formuleringer, som skar igennem de lag af musikalske konventioner, der præger traditionel lytning.

Og sine steder var det intet mindre end gribende smukt i al sin intellektualiserende kropslighed. Faktisk fantastisk. Og så kan man ikke forlange mere.