Der kan være mange forskellige grunde til at stille sig op på en scene og synge sine sange.

Nogle kan bare ikke lade være og stormer skrålende rundt, mens de forveksler mikrofon med megafon. Andre er mere tilbageholdende, men lige så afhængige af spotlysets varme. Nogle skal ud at tjene de penge hjem, de ikke tjener på albumsalget mere.

Andre mener stædigt, at rocklivet skal leves i en stinkende minibus på vej ned gennem Tyskland.

Og så er der dem, der har siddet for længe i et klaustrofobisk studie eller for mange nætter ved køkkenbordet og finpudset sange, så de ikke længere ved, hvad de egentlig har gang i. Så må de ud og spille dem, kaste dem op af publikumsmuren og gribe det, der kommer tilbage.

Søndag aften listede to bands fra den sidste kategori ud af det kompositoriske maskinrum og afprøvede nye sange på det lille og total udsolgte spillested Planeten, oppe under taget på Huset i Magstræde.

En testkørsel, der øgede forhåbningerne til debutanten Jonas Petersens Hymns From Nineveh og bekræftede Murders unikke status på den danske musikscene.

Hymns From NinevehTalentet bugner bag det lyse skæg på Jonas Petersen, der under det lidt spøjse navne Hymns From Nineveh (en by fra Det Gamle Testamente) sidste år udgav en lille og lovende jule-ep.

Med en stemme formet af oprigtig inderlighed fastholdt Jonas Petersen publikum med sine trubadur-harmonier, der har ikke så lidt tilfælles med Bon Ivers ensomme sange fra skovhytten.

LÆS ANMELDELSEStortalent udgiver dybfølt jule-EP

Men Jonas Petersen var ikke ensom og alene. Med sig havde han en lille trio, der tilføjede violin, banjo, klaver, sav og henførte korharmonier til de forfinede og ligefrem vokal-lirede sange.

Leonard Cohen som blind passager
De nye hymner er blevet blæst igennem på den amerikanske prærie for forblæst folk og underspillet countryprærie, med melodiharmoniernes mester Paul Simon og den garvede sangsmed Leonard Cohen som blinde medpassagerer.

Med sange som ’Cocoon’ og ’Sister Sorrow Song’ og punktummet ’A Tired Man Sings Abide’ prøvede Jonas Petersen kræfter med americana-traditionerne, og selv om der stadig er mange tydelige spor af forbillederne, sigter han så højt og har så meget nærvær i sin ubesværede vokal, at han fik de gamle akkorder til at spille på ny mellem strengene på sin akustiske guitar.

Efter den sene søndagsseance kan han roligt fortsætte hjemmearbejdet med debutalbummet, der er sat til udgivelse i september.

Populær stemme
Tiden tager sig ingen pauser, og nu er det snart fire år siden, at Anders Mathiasen og Jacob Bellens satte en lille milepæl i det forgangne årti med Murders andet album, ’Stockholm Syndrome’.

Siden har de turneret verden rundt og rygsvømmet sig gennem rosende ord på vejen, mens Bellens ved siden af er gået hen og blevet den stemme, de fleste gerne vil låne et hjørne af. Fra Bjørn Svin og Kasper Bjørke til bandkammeraterne i det art-rockende I Got You On Tape.

LÆS ANMELDELSERockband rækker ud efter stjernerne

Personligt nyder jeg helst Bellens i Murder-konstellationen, hvor hans mørkt messende stemme er den gravalvorlige ballast i de folk-inspirerede sange.

Og søndag aften blev Bellens’ nærmest monotone understrøm imponerende modsvaret af gnistrende klaverspil fra Søren Kjærgaard, blødt anlagte trommer fra Jakob Høyer, bugtende præcis bas fra Jonas Westergaard og det altid krystallinsk strålende guitarspil fra Anders Mathiasen.

Nok sidder den tiltagende skumring på lur for at erobre enhver sang, så snart Jacob Bellens åbner munden i det skægpjuskede ansigt, men de nye sange fra Murder var meget mere end den rugende grundstemning fra stemmen.

Gravalvorlig ballast
Numre som ’Providence’ (der blev erklæret for åbningsnummeret på det kommende album, ’Gospel Of Man’), ’No Room For Mistakes’ og ’Milk and Honey’ blev spillet med et udfoldet groove, masser af rum til flygtig orgelmelankoli og prikkende rundgange på en elektrisk guitar.

Samtidig blev de gamle kendinge ’When The Bees Are Sleeping’ og ’Daugthers Of Heavy’ leveret i revitaliserede versioner, der fik den blonde Anders Mathiasen til huggende at danse rundt ved siden af den lakonisk siddende Jacob Bellens.

Murder lyder, som om de fortsætter det melankolske spor med indflettede elementer fra folk, rock eller jazz, men den spartanske og akustiske ramme blev sprængt sent søndag aften og erstattet af et fyldigere og mere nuanceret udtryk.

Nu flyver de elegant gennem galakserne i stedet for kun at knage som nøgne træer i efterårsvinden. Men der er først affyring i oktober.