»Det er godt at være tilbage«, udbryder forsanger Stuart Staples til publikums store begejstring.

Udsagnet henviser selvfølgelig til at være tilbage i Vega og København, men det får også en bibetydning af, at bandet er tilbage på toppen med deres bedste album i mange år.

LÆS ANMELDELSE Britisk melankoli er en velsignelse

For mange af os føles det nemlig, som om bandet har været væk længe, selv om de egentlig har eksisteret hele tiden.

Og de var virkelig tilbage, og det var virkelig Tindersticks med deres udødelige sange, den eviggrønne melankoli, den smægtende crooner-romantik og de skæve dissonanser, der borer sig ind i sødmen som stikkende saltlakridser, og de spillede som en drøm.

Publikum heppede
Denne aften gjorde det ikke så meget, at den musikalske hjørnesten, Dickon Hinchliffe, der har lavet nogle af rokmusikkens bedste strygerarrangementer, har forladt gruppen.

Han var erstattet af cellisten Andy Nice, der ikke blot spillede cello, men også saxofon, og faldt perfekt ind i gruppens lyd, så godt det nu er muligt uden en strygergruppe som opbakning.

Det gjorde heller ikke så meget, at sangene et par gange blev afbrudt, netop som de var begyndt, fordi en guitar skulle stemmes, det var bare hyggeligt, og publikum heppede muntert undervejs.

Munterheden nåede endda melankoliens lukkede ansigt, forsangeren Stuart Staples, der i gamle dage knapt kiggede ud på publikum, men ned i gulvet eller ind i sig selv, duvende med lukkede øjne, hengivet til musikken.

LÆS INTERVIEW Poppens melankolske mørkemand husker Vega

Han er blevet mere udadvendt, onkel Stuart, og der slap små vitser og kærlige kommentarer ud mellem numrene.

Ikke at det gik ud over koncentrationen, for så snart musikken spillede, lukkede han igen øjnene og gled tilbage i sit urolige og smertelige vuggevisedrømmeland, omgivet af vibrafonens bløde kærtegn og guitarens snerrende bid.

Erotisk western-pastiche
Hovedparten af koncerten bestod ikke overraskende af materialet fra det seneste album, ’Falling Down A Mountain’, begyndende med det fremragende titelnummer i 15/4-takt, hvor Nices saxofon erstattede indspilningens trompet med improviserede mønstre.

Intense versioner af den erotiske western-pastiche ’She Rode Me Down’ og den beskidte ’Black Smoke’ var friske højdepunkter.

Men lad os indrømme det: Tindersticks er indvævet i nostalgi, og for ægte Tindersticks-fans er det de tre første plader fra 90’erne, der for alvor tæller. Og der blev da også strøet gavmildt fra hele bagkataloget med elskede numre som ’Marbles’ og ’Bathtime’.

Man skulle være lavet af sten for ikke at smelte, da de spillede ’A Night In’, denne mumlende, trøstesløse ballade om hullede sko og tvetydige nådeshandlinger, der er indbegrebet af Tindersticks’ tidløse musik.

Tak
Der blev givet to sæt ekstranumre, og det var ikke den store overraskelse, for onkel Stuart havde gjort opmærksom på at det ’sidste’ nummer blot er en kode for at få publikum til at bede om flere.

Men det var en hengivent jublende sal, der tog imod tilbagekomsten, og den ekstatiske version af gamle ’Raindrops’ var en værdig afslutning på en bevægende koncert.

I nogle af de stille passager var der helt tyst i det propfyldte Vega, og man fornemmede, at publikum holdt vejret i agtelse for musernes generøse eksistens i verden.

Indtil en fyr i nærheden af mig, der havde parkeret situationsfornemmelsen ud i baren, følte trang til højt at fortælle sin sidemand, at der lige nu var »absolut tavshed« i salen.

Men det gjorde ikke så meget, han indså vist selv sin brøde, og den altdominerende stemning var en stor kærlighed til det band, der har givet os nogle sange, der bringer kaos med ind i den sødmefulde popballade, nogle sange, der sætter toner og ord på de mest knugende følelser, nogle sange, uden hvilken verden ville være lidt sværere at finde sig til rette i. Tak.