Endelig kom de.

Efter ugers og lange dages sødt summende forventninger om at være på forkant med fremtidens små sensationer stod The xx fra Londonforstaden Putney på scenen i København. Ikke i intime Lille Vega som oprindelig planlagt, men i Store Vega på grund af efterspørgslen.

Den unge gruppe er på rekordtid blevet så brandvarm og populær, at debutpladen ’XX’ er gået kult, et medlem allerede har trukket sig tilbage på grund af den overvældende opmærksomhed og større sale må i brug.

Til fordel for de heldige, der havde sikret sig den varmeste billet i byen for at opleve det, som nu er reduceret til en trio, men stadig rider på en kolossal tidevandsbølge af hype. Hvad ville det københavnske publikum så med sensationelle The xx?

Svært at få ørenlyd
For manges vedkommende åbenbart blæse gruppen, koncerten og det øvrige publikum en lang og ordrig march. I hvert fald blev der ævlet, kævlet og bævlet så højt og vedholdende hen over fredagens fadøl, at man skulle fokusere virkelig hårdt for overhovedet at høre, hvad der skete på scenen.

I stedet for højlydt at diskutere, hvorvidt funk er mere interessant end aerobicmusik – et af fredagens mange, åbenbart påtrængende emner – havde det måske været bedre at blive hjemme ved tossekassen og ’X Factor’ frem for stædigt at forsøge at forhindre andre i at konstatere, at The xx faktisk har xx-faktor.

Selv foran i salen var det svært for musikken at få ørenlyd, hvilket selvsagt ikke er optimale betingelser for så enkel musik, som The xx diverterer med.

Heldigvis er universet nok spinkelt, men ikke skrøbeligt. Den unge trio i omegnen af 20 år lagde uden de store dikkedarer fra land med den instrumentale ’Intro’ fulgt af en af debutens mest markante sange, ’Crystalised’.

Tripper rundt i musikhistorien
Hvis nogen havde frygtet, at The xx ville være et indadvendt liveband, var det hurtigt tid til at tro om. Bassist Oliver Sim fortalte stolt, at dette var gruppens første koncert på det europæiske kontinent og hyggede sig med sin flaskeøl.

Trommeslager Jamie Smith imponerede med skarpe, kantede, hiphopprægede beats fra sit elektroniske drumpad, der med enkelte undtagelser gjorde det ud for trommesæt, og guitarist Romy Croft i lædervest lod sin guitar løbe i loops med rumklang, ekko og forvrænger.

En spartansk instrumentering i små, skramlede melodier, der til gengæld udnyttes maksimalt.

Med inspiration fra så forskellige kilder som dubstep (’Basic Space’), triphop (’Shelter’), den amerikanske sanger Chris Isaak i en sang som ’Infinity’, støjrockerne i Jesus And Mary Chain og den afdøde guitarmaestro Les Paul i lydbilledet draperede trioen Vega med små sløjfer af gnistrende, gnidret pop.

Det er imponerende at et så minimalt udtryk kan gøre så stort indtryk.

LÆS OGSÅ Interview: The Xx spiller lyden af London

Den udtryksfulde vokale samklang mellem Olive Sim og Romy Croft, der hver for sig ikke er store sangere, står forrest i et komprimeret lydbillede.

Med twangy guitarer, afsindig tung, nærmest futuristisk bas til mellemgulvet og skarpe trommer synes The xx at trippe rundt i musikhistorien, publikum og de melodier, der måske nok forekommer temmelig ens, men til gengæld er spændt til det yderste.

Spædede op med coverversioner
Det er betagende at opleve et så ungt band være så rolige og selvsikre i fremførelsen på scenen. Tumulten, opmærksomheden og det konstante vrøvl i salen har ikke spoleret The xx – endnu i hvert fald.

I løbet af koncerten på kun godt en time fik vi en intens første del med ’Islands’, ’VCR’, ’Shelter’ og ’Fantasy’ med en bas så tung, at den truede med at trække hele Vesterbro ned i helvede. Da tav snakken for en kort bemærkning.

Tro mod sine sædvaner spædede The xx koncerten op med nogle radikalt anderledes coverversioner – denne aften fik vi Womack & Womacks ’Teardrops’ og den filippinske sangerinde Kylas klubhit ’Do You Mind’. Spændende indslag i et spændstigt sæt, der dog ikke kunne måle sig med bandets egne slagvarer.

Det er svært at se, hvordan The xx kan udvikle sit lille ståsted, men det er heller ikke nødvendigt, når man i den grad har noget, der er ens eget, og forstår at sætte det i stemning med en smukt understregende lyssætning.

Det kunne man endda nyde, når man ikke kunne høre musikken for talehoveder.