En androgyn skaldepande i korset kravlede rundt under loftet mellem tre stripperstænger. Med vægtløs ynde og teatralsk tøven i en skæv, men smuk kraftpræstation.

Wundergrundfestivalen serverede den vellykkede lille danseappetizer som ledsager til sponsorvodkaen på publikums vej ind i den dybe tappehal, og så var tonen for aftenen sat.

Skønne og heftige indtryk, men alt sammen upoleret og i glimt i en koncertform, hvor selve mødet mellem forskellige slags musikere og komponister var præcis lige så vigtigt som de konkrete musikstykker.

De uforudsigelige møder mellem musikere og kunstnere, der ikke typisk arbejder sammen, er Wundergrunds stærkeste kendetegn. I år er der 30 af slagsen indtil næste lørdag på en lang række koncertsteder i København.

Tykt klistret sukkervand
De tre alvorstyngede herrer i Lights People indledte med en sindssygt høj og højfrekvent elektronisk tone, der langsomt og overraskende bevægede sig ned i flimrende dybder af øresønderrivende, pulserende elektronisk støj.

Siddende ved et bord vendt mod publikum med fingrene nede i tre tændte båndoptagere producerede de hele tiden nye nuancer med små kortslutninger mellem apparaternes elektroniske komponenter. Ingen computereffekter, bare elektricitetens egen støj.

En hel del udvandrede fra seancen undervejs. Sikkert ikke, fordi de følte sig intellektuelt eller moralsk provokerede, men fordi det fysisk gjorde ondt i ørerne.

Efter en lang intens støjrejse gik de tre maskinfascinerede elektronørder over til at lade tykt klistret sukkervand løbe langsomt fra hænderne ned på gulvet i en visuel performance.

Mødet med sukkermassen var langstrakt med meget lidt både hjerne, hjerte og sanser og på den måde aftenens mindst interessante.

Et upoleret eksperiment
Lyden af de tre herrer, der vaskede hænder på scenen, dannede overgang til aftenens hovedsag. Mødet mellem Jomi Massages kantede stemme og Maria Laurette Friis' fløjssvøbte ditto i en stribe nye sange for tangenter, percussion, klarinet, guitar og elektroniske supplementer.

Sangene spændte vidt fra det mekaniske og monotone i familie med psykedelisk rockmusik til svævende, impressionistiske underfundigheder med en sprød klarinet som det bærende element.

Men selv om der var ansatser til varmblodede øjeblikke undervejs, løftede musikken sig ikke ud over det upolerede eksperiment.

Den manglende intensitet skyldtes i høj grad rummet. Der opstod ikke rigtig tætte forbindelser på den store scene i de kolde betonkulisser, og kunstnergruppen Ingen Frygts videoudsmykning smeltede aldrig rigtig sammen med musikken.

De sort-hvide skikkelser, der i slowmotion forvandlede sig til surrealistiske fletværker af hænder og øjne, fortjente en bedre skæbne end fjern bagvæg.