19-årige Soap&Skin (Anja Plaschg ) levede højt på sin store, mørke, personlige stemme, der skiftevis hviskede, messede, råbte og luftigt croonede sorte, forvrængede betragtninger henover enkle, bølgende klaverfigurer.

Det meste af østrigerens optræden foregik ved flyglet med en laptop i stedet for nodestativ, så de rullende akkorder kunne suppleres af skæve strygere og spartanske beats.

Hun var fuldstændig indesluttet med fokus udelukkende på at leve sig intenst ind i de mange melankolske udråb. Nogle ætsende og monstrøse om barndommens forfærdeligheder, andre mere almindeligt teenagesorte om solen eller døende kærlighed.

LÆS ARTIKEL 19-årig: Dumt at kalde mig den nye Björk

De, der har oplevet hendes egensindige musik på fx. Myspace, kender den sikre stil.

Hun slår hurtigt en enkelt stemning fast, og så crooner hun på den nerve et par minutter. Og så er det slut. Et par gange gjorde hun antrit til at sige noget til det andægtige publikum, men der kom ikke et ord.

Uskolet vred messen
Efter en lille time satte hun et trommeloop i gang, forsvandt hurtigt ud i baglokalet og dukkede ikke op igen.

Plaschgs styrke var størst i de passager, hvor klaveret blev reduceret og stemmen hævede sig til vred messen, som kom den fra Patti Smith, Björk eller Sinéad O’Connor – helt sig selv, meget rå og uskolet og fra en ukendt østrigsk landsby.

Der var så afgjort nogle begsorte betragtninger, der satte sig eftertrykkeligt fast. Men ind i mellem forfaldt hun til at hamre klangblokke i valsetakt ud i kirken. Og så flød alt bare væk i den voldsomme akustik.

Berlinerskrig og undergangspoesi
Berlinerne Bargeld og Noto havde rigtig mange gode idéer, men der var om et work-in-progress del 3 af 3.

De to støjelskere var ikke færdige med indholdet i deres samarbejdsprojekt og så endte en del forsøg som tekniske blindgyder, hvor de måtte stoppe og starte på noget andet.

Bargeld har i snart 30 år været karismatisk forsanger i Einstürzende Neubauten, hvor byens lyde af industrimaskiner og beton bliver til undergangspoesi og moderne spleen.

Det er også kernen i samarbejdet med elektronikakomponisten Alva Noto, og sammen lagde de nogle helt uhyggelig klangskønne støjtæpper ud i Marmorkirkens gigantiske hvælving.

Bargelds varemærke er et øresønderrivende, højfrekvent skrig, som de optog, gentog, modulerede og akkompagnerede, indtil kirkerummet var fyldt af sfærisk helvedesklang.

Det fik trommehinderne til at blafre sødt af støjinterferencer. De gav sig ud på ambiente klangrejser og teknologifascinerede rytmespor.

Sortklædt pubertetsunge
Det, der lykkedes, gav store forhåbninger til deres kommende plade. Resten irriterede grænseløst. Ikke fordi musikere ikke må fejle. Men fordi Bargeld, som en sortklædt fornærmet pubertetsunge, råbte og skreg af lydteknikeren og rystede opgivende på hovedet, hver gang noget kiksede.

Så var der mere stil over aftenens østrigske teenager.