Elektronisk tirsdag faldt i denne uge på en onsdag. Elektronisk Tirsdag er navnet på et ugentligt electro-arrangement på Gefährlich.

Men nu er det også titlen på en kompilation med ny dansk elektronisk musik, så onsdag eftermiddags indslag på Strøm-festivalen var både koncert og pladereception.

Fire navne fra den livlige elektroniske undergrund stillede op for foden af marmortrappen på kunstmuseet. Fire navne som demonstrerede, hvor stilistisk bredt et virkefelt den instrumentalt definerede genre spænder over.

Dyb baspuls
Første mand på scenen var Yeti, som startede med en elektronisk baspuls så dyb, at man næsten følte det, som var man ved at boret en ny øregang midt i brystbenet. Det er utroligt så omfattende et lydunivers, man kan lokke ud af en lille Mac og noget opkoblet grej.

Lydunivers var her et passende begreb. Yetis musik var en dyster, men også billedskabende og pulserende størrelse. Som at vandre i et mørkt bylandskab på vej ud i det dybe tidsrum.

I rockmusikken er man vant til at koble lyden af musikken med bandets scenefremtræden, men i electronica er der som regel ikke meget at se på. Billederne skal selvfremkaldes.

Musikken blev ganske vist illustreret med mønstre i bevægelse på en billedskærm over musikerne. En anelse tørt og ensformigt.

Så det var godt, at glasvæggen ud til Østre Anlæg udgjorde et readymade-billedtæppe bag musikken. Her kunne man se hønefulde ølpiger, hundeluftere og målrettede løbere paradere forbi. Og som var den købt og betalt af Pia Kjærsgaard for at protestere imod arrangementets uforståelige musik, valgte en hund at lette ben op ad vinduet.

Skyer i bevægelse
Gul pis på glas. Grønne træer. Blå himmel. Hvide skyer. Elektronisk musik egner sig enormt godt til at se på skyer i bevægelse, tænkte jeg. For paradoksalt nok oplever jeg denne den mest kunstige af alle musikgenrer som værende tættere på at formidle en dyb fornemmelse af naturens organiske mønstre end de traditionelle instrumenter lavet af træ og metal.

Jeg var stærkt fascineret af Yetis kraftfulde, abstrakte musik, indtil den stadig mere problematisk skulle kobles til det talte ord. Det gik fint med David Lynch, men blev for bastant retorisk sammen med Dan Turèlls forsvar for Christiania.

Mere helstøbt, men også lovlig langt, var Eloqs mere rytmisk optimistiske og spændstigt udfoldede sæt.

Eftermiddagen sluttede med Baduns ekstremt behagelige og elegante electro-jazzede meditationer. Trioen var en duo på scenen, men som man også kan høre det på Baduns fornemme aktuelle album ’Last Night Sleep’ er det ikke størrelsen, men grundstemningen det kommer an på. Med titler som ’Slow City’ og ’Space Swamp’ lignede det en tanke: Er den elektroniske musiks svar på det naturlige et binært møde mellem Byen og Rummet?

Ingen skyklapper
Men inden Badun sluttede lydsløjfen, leverede trioen Det Sejler I Effekter en gennemført inspirerende eftermiddags mest øreåbnende og uventede oplevelse.

Med bas til at supplere elektronikken spillede gruppen så korte kompositioner, at de kunne tillade sig at kalde dem numre. Det ene hed vist nok ’Den danske sang er en ond blond pige’ og var en hilsen til Pia K.

Men på det tidspunkt var vovsen pisset af, så dagen gik på hæld i et optimistisk lys. Få timer inden den politiske kynisme satte ny danmarksrekord i en kirke på Nørrebro kunne man konstatere, at der i det mindste på den elektroniske musikscene bliver tænkt og handlet både frit og kreativt uden behov for skyklapper.