Fredag aften er født til at feste.

Fredag aften er opfundet for at drikke, glemme det hele for en stund og lade det hele hænge løst.

Fredag aften får senge til at knirke for alle dem, der udgør menigheden i lidenskabens kirke.

Fredag aften er skabt til at løfte armene mod himlens tunge tordenskyer og byde dem trods. Fredag aften er helt rigtigt for AC/DC.

Klokken 21.43 fløjtede Den Store Konduktør til afgang for sit 'Rock'n'Roll Train' i Parken og efter et indledende trip gennem land og forstæder, raslede det tonstunge lokomotiv ind på scenen i Parken.

Aldrig har 48.000 danskere fået et sådant wake up-call fra en gammel ven i skikkelse af en rockgruppe, nogle måske troede var et fortidigt fossil.

I hvert fald indtil dette opkald dementerede enhver teori i den retning.

For dette var et opkald, der genopliver alt det, man troede glemt i løbet af de indledende minutter. Så var samtalen på skinner.

Og der blev den sådan set bare gennem to timers rock af den mest enkle og effektive slags.

Samtalen?
Hvad fanden ævler idioten om?

Hvad har AC/DC - nosserne på det bæst, de kalder rock'n'roll - med samtale at gøre? Come On!

Det handler alt sammen om kommunikation. Om at alle de 48.000, der havde ventet og ventet gennem måneder på denne dags oprindelse og drukket sig gennem en lang fredag under truende tordenskyer, endelig var SÅ klar til at levere deres skybrud af begejstring.

Og af at AC/DC var klar til at knokle, ja, fanme knokle, for deres skyld.

Kan vel være, at man dårligt kunne høre, hvad den 62-årige sanger Brian Johnson med de stramme jeans kvækkede under sin kasket.

Og at det er sandt, hvad min sidemand fik sendt som sms besked på sin mobil om den 54-årige guitarist Angus Young: 'Man kan kun være så grim med vilje'.

Se flere fotos fra Parken

LÆS OGSÅ: Enige anmeldere: Årets fest

»Rock'n'roll!«
Men det er tordnende ligegyldigt, når de to og den intet mindre end eminente rytmetrio bag dem - den uhyggeligt præcise og cigaretrygende trommeslager Phil Rudd, bassist Cliff Williams og verdens måske bedste rytmeguitarist Malcolm Young - slider og slæber med enorm kærlighed og nærmest drenget lyst til at få lige netop denne aften til at føles som den bedste i livet for hver eneste sjæl på stadion.

»Vi er her for spille noget rock'n'roll og festen starter lige nu«, lød velkomsten fra Brian Johnson.

Og så enkelt er det egentlig.

Når AC/DC spiller hver eneste sang med en energi, som var det i Parken første gang, de spillede disse sange om sex, hestekræfter, fester og andre mandlige sysler, er alt andet forsvindende ligegyldigt.

Udvidet aften med drengene
Det er som en udvidet aften ude med drengene.

For engang skyld kunne man ikke regne (sorry) med meteorologernes dystre forudsigelser om torden og regn over København, men til gengæld kunne man roligt satse på, at AC/DC, der er rockens personificering af begreber som 'det lange seje træk' og 'skomager bliv ved din læst', ville sende seriøse byger af bulder og brag og 'Thunderstruck' ind over hovedstaden.

Hvor fans så loyale, at et hvilken som helst fodboldhold, der har betrådt grønsværen í Parken, ville misunde dem, tog imod med en begejstring så brølende effektiv, at undertegnede aldrig har oplevet noget lignende.

Og hvor man dog undede disse uhøjtidelige australiere at modtage al denne ubeskårne kærlighed.

Kommunikation
På den måde blev aftenen en anskuelighedsundervisning i kommunikation.

Kommunikation mellem Parkens bølgende hav af konstante røde glimt fra de indkøbte djævlehorn med blinklys og et band, der bedre end noget andet på kloden forstår at være i øjenhøjde med sit publikum.

Med få tricks som førnævnte tog, en oppustelig kæmpe dulles rejsning under 'Whole Lotta Rosie' og Angus Youngs stripnummer i 'The Jack' og vanvittige soloridt med bar overkrop på en belyst platform/boksering midt på stadion i sin ensomme tour de force i 'Let There Be Rock'.

En sang, der blev spillet med en indædt energi og et attack, som man næppe troede muligt, og som var en understregning af den vilje, klippefaste tro og skarphed, der kendetegner AC/DC på denne turne.

Læs også: AC/DC-efterfester flere steder i byen

For fanden, nu faldt min lillebror ned på rækken under os med sin luftguitar.

Må lige have ham op, så vi kan fortsætte festen, mens 'Hells Bells' kimer for mine stakkels ører. Der næppe nogensinde genvinder troen på, at der findes skønhed, æstetik og god smag i musikverdenen.

Lyksaligt
Det gør heller ikke så meget.

De overlever nok, så længe kraftværket AC/DC leverer strøm til alt det andet.

Den dårlige smag, sex, dans, fest, druktur, drengeaftenen, soloen på luftguitaren og det lyksagelige øjeblik af liv og lyst.

De kendetegnede en aften, der efter lidt tomgang midt i koncerten blev sendt til vejrs som heksen Skt. Hans-aften af en fuldkommen sublim afslutning og de to formidable ekstranumre - 'Highway To Hell' og 'For Those About To Rock (We Salute You)'.

Ja, vi gør. Med glæde.

Det spillede AC/DC i Parken
1. Rock N Roll Train

2. Hell Ain't a Bad Place to Be

3. Back in Black

4. Big Jack

5. Dirty Deeds Done Dirt Cheap

6. Shot Down in Flames

7. Thunderstruck

8. Black Ice

9. The Jack

10. Hells Bells

11. Shoot to Thrill

12. War Machine

13. Dog Eat Dog

14. Anything Goes

15. You Shook Me All Night Long

16. T.N.T.

17. Whole Lotta Rosie

18. Let There Be Rock

Ekstranumre:

19. Highway to Hell

20. For Those About to Rock (We Salute You)

Læs også: AC/DC har lavet sit bedste album i 28 år