Lidt hurtig research på forhånd afslørede, at samtlige restauranter i nærheden af Falconersalen på Frederiksberg havde udsolgt i bordbestillinger denne sjaskvåde fredag aften.

Årsagen til dette markante brud på finanskriseadfærd var ikke slagtilbud på spaghetti eller andre kulinariske varer, men derimod en 24-årig blondine fra den gode walisiske by Gwynedd.

100.000 solgte cd'er i Danmark
Navnet på den skønne pige, der ikke alene har lokket 100.000 danskere til at investere i hendes debutalbum, men nu også fik både talrige par og store venindeflokke til at trodse regnen og drage mod Frederiksberg, er Aimée Ann Duffy.

I stram sort og lårkort kjole balancerede hun ikke alt for sikkert ind på scenen i sine røde stiletter kl. 21.20 i selskab med blot sig selv og en akustisk guitar.

Rystende suverænt
Så snart hun åbnede munden, var enhver usikkerhed borte.

Det var, som om Duffy havde bestemt sig for med det samme at blæse regndråbernes våde spor væk fra sit publikums beklædning med en varm føntørrer af kolossal styrke i stemmen.

Med imponerende, vibrerende pragt sang hun weekenden i gang med ’Syrup & Honey’.

En nærmest rystende suveræn demonstration af sangtalentet allerede fra første færd.

I det hele taget var det tydeligt, at Duffys selvtillid er vokset, siden hun sidste år som et af åbningsnavnene på Roskilde Festival famlede gevaldigt efter sin egen stil i det store, grønne telt.

Læs anmeldelse:Duffy på Roskilde Festival 2008

Nu indtog hun centrum med kokette kast med både mikrofon og den blonde manke og lidt mere sikre forsøg på at kommunikere med et stilfærdigt afventende publikum, der måske var blevet lidt for mætte på restauranterne i kvarteret eller forfrosne under himmelens fossende brusebad?

Ikke meget fest
I hvert fald var der ikke meget feststemning over Falconer denne fredag, hvor Duffy og hendes ikke alt for livlige band så selv måtte sørge for at skabe atmosfæren.

Det kneb en del for et rent ud skrevet kedeligt orkester og en sangerinde, der virkede en smule slidt og træt af en lang turne. Duffy virker stadig lidt usikker og let at ryste, hvis der spilles forkert.

Men hendes insisteren på at være bare en almindelig pige uden divanykker var dog mest et plus på en regnvåd aften.

En tur tilbage til 60'erne
I lighed med kolleger og landsmænd fra de britiske øer som Amy Winehouse, Adele og James Hunter har Duffy taget en tur i tidsmaskinen tilbage til tresserne for at søge inspiration i et mix af Motowns og Staxs glade soul og datidens velsyngende pigegrupper.

Resultatet var pænt og harmløst, men også afstemt og fint i nogle stramme, velsiddende sange på den unge sangerindes debut ’Rockferry’.

Læs cd-anmeldelse:Duffy er mere end en kopimaskine

Det blev sidste års bedst solgte album herhjemme, trukket i gang af megahittet ’Mercy’, som sluttede koncerten af.

Angrebet af fællessang
I spændet mellem netop den kolossale udfoldelse i ’Syrup & Honey’ og ’Mercy’ fik Duffy vist os sin styrke og sine svagheder.

Sidstnævnte blev naturligvis angrebet af fællessang i Falconer, hvilket (heldigvis) druknede Duffys egen, noget matte præstation af sin nyklassiker og bandets jappede udgave af det ellers stramme, prægnante og saftspændte dansehit.

Stemmen er en kolossal oplevelse, men som performer er der ikke meget at hente hos den bly Duffy, der fylder 25 år senere på måneden.

Holder sig til det forventelige
Med undtagelse af den forbløffende stemme, som for alvor kommer til sin ret live, holder hun sig desværre alt for ofte til at gøre det forventelige og ikke noget som helst andet på scenen.

Vi fik hits som ’Warwick Avenue’, ’Rockferry’, ’Hanging On Too Long’, ’Serious’ og ’Rain On Your Parade’ uden andre overraskelser end, at det lidt for ofte så ud som om de to lige så blonde korsangere ikke brugte mikrofonerne, når man ellers kunne høre deres vokaler i salen.

Ingen Celine Dion tak
Et lidt underligt fænomen ligesom brugen af vibrator på Duffys stemme forekom lidt overdrevet.

Waliseren er netop ikke Celine Dion og har ikke udskiftet sin inderlighed med kvalmende, overspændt kommercialisme, så der er ingen grund til effektjageri.

Bovlamt bodegaorkester
Sammen med det bovlamme bodegaorkester var det med til at give koncerten et fluffy præg af familievenlig pop uden bare antydning af kant.

Lidt synd, når man som Duffy virkelig har stemmen, elegancen og udseendet til det helt store.

Men stortalentet fra Gwynedd er værd at vente på, så det er en god ide at bestille bord, næste gang hendes suveræne vokal kommer på besøg igen.