En dag giver Kings Of Leon en uforglemmelig koncert i Danmark.

Kvartetten fra Tennessee er ved at have bagkataloget til det, deres sange har den fængende ild, der skal til, og de gør det ikke sværere, end at alle på et fyldt stadion kan være med.

Den dag i den formentlig nære fremtid, hvor de får kabalen af engagement, timing og lyd til at gå op, leverer de en af den slags koncerter, hvor publikum hænger de fine fornemmelser ude i garderoben og fra start til slut er klar til at skråle op mod nattehimlen:

»Yoooouuuuhhh, your sex is on fire«.

Et publikum klar til mere
Kings Of Leon har potentialet til at fyre en U2-arenakoncert af – uden moralske kvababbelser eller indlagte prædikener. Det blev bare ikke i denne omgang.

Onsdag aften brugte Kings Of Leon den første halvdel af koncerten til at glo ned på deres snørebånd, mens de pligtskyldigt afspillede deres både bedre og dårligere sange, før det tilsyneladende gik op for dem, at de faktisk stod på en scene foran et publikum.

Endda et publikum af den slags, der var mere end klar til at blive spændt for et brag af en koncert, men som måtte nøjes med en god afslutning.

Ru og vægtige rocksange
Nu er det ikke, fordi Kings Of Leon er et avanceret bekendtskab, der kaster deres koncerter ud på dybt musikalsk vand eller har brug for at bygge en stemning op.

Tværtimod har de haft strålende succes med at skære de unødvendige krummelurer fra og lade de basale rocksange stå tilbage i ru og vægtige udgaver. Stemningen burde være der med det samme.

Men under den tungt rockende åbner ’Crawl’, den mere løselige ’Tapper Jean Girl’ og den små-desperate ’My Party’ lignede Kings Of Leon et band, der ikke bare havde svært ved at finde nøglerne til koncertens eksplosionsmotor, de ledte slet ikke efter dem.

KB-Hallens vanligvist rungende lyd sminkede ikke ligefrem det indadvendte udtryk, men den blev dog indstillet hurtigere, end Kings Of Leon fandt deres ben. Selv den storladne ensomhed i ’Closer’ formåede de at devaluere med deres stive sceneoptræden.

Udprægede rockklichéer
Ligesom deres sange er de tre præstesønner og deres fætter i Kings Of Leon udprægede rockklicheer.

Godt nok er Followill-brødrene vokset op på ladet af en fordrukken prædikants pickuptruck, men lige så snart de kunne slippe af sted med det, kastede de deres teenageunge liv i syndernes vold.

Nu står de midt i 20’erne med et hærgende spor af stoffer, druk, modeller, interne slagsmål og fire solide rockalbums bag sig. Og hvad er så mere naturligt end at gå på scenen i blå jeans, hvid T-shirt og sort læderjakke. Det er altså ikke herfra, fornyelsens stenskred i rockmusik skal komme.

Men hvis Kings Of Leon bare fortsætter med at dyrke det skarpt skårne rockriff i de minimale rammer af tunge trommer og gyngende basgang, kan de sagtens tage stikket hjem. Igen og igen.

De viste med sidste års storsælgende album, ’Only By The Night’, at det er rock lige til tiden, og i Caleb Followills sprukne og dirrende stemme har de det kort oppe i ærmet, der afgør, om man bliver endnu en rockkvartet i endnu en minivan, eller om man kører i et vogntog af lastbiler fra arena til arena.

Koncertens vendepunkt
Koncertens vendepunkt kom under ’Sex On Fire’.

Efter mumlende undskyldninger om jetlag og mangel på søvn begyndte forsanger Followill at slippe kontrollen og henvende sig til publikum med større begejstring, mens bandet også musikalsk gik fra det indhegnede til det mere løsslupne – uden at blive uskarpe.

Med fuld kraft fik den fyldte sal en nyere fuldtræffer, ’Use Somebody’, midt mellem ældre garagekendinge som ’The Bucket’ og ’On Call’, af et band, der pludselig så op og bevægede sig fysisk og musikalsk.

Selv om Kings Of Leon har fået deres opkog af gammelkendte rockgreb til at funkle ved netop at nedsænke dem i strammere former og udnytte spændingen i den tilbageholdte energi, viste koncertens afslutning, at de på en scene bliver nødt til at sende mere strøm gennem det lille hul, de trækker deres storladne sange ud igennem.

Man kan jo håbe, at de gør det næste gang.