Hvad er der med danskerne og George Michael: Har vi et forhold kørende eller hva’? Er det drømmen om at komme i bukserne på ham? Forventningen om at se ham smide bukserne? Et det hans krop, vi vil have?

”Geo er fed!”, sagde min ledsager lørdag aften i Parken.

”Geo er virkelig gud”, svarede jeg.

”Jeg mener fed – på den ufede måde!”

Pensioneret provokatør
Jo, måske. Var han ikke blevet lidt gammel at se på; lidt vel tyk om maven? I glansnummeret – ’Outside’ – sprang han ud i politiuniform, som han plejer, men lignede snarere en pensioneret betjent.

Mere til sofa end til outside.

Han bukkede – dybt. Velopdragen på sin egen måde har han altid været. Men det var jo også et meget finalt farvel. Total skilsmisse.

Homoikonet over dem alle
Tilbage stod 50.000 frustrerede elskere, mænd og kvinder – mange selv både halvgamle og halvfede: Aldrig mere se George?

Billeder for vort indre blik: Wham-drengen fra 80’erne med et udseende, som var det sat af en græsk damefrisør. Den heteroseksuelle tøsedreng. 90’ernes mere følsomme og frække fyr – der var sex i dét gedeskæg!

Homo-ikonet med udspring, ærlighed, smerte, oprør … elegance. Til koncerten i 2006: den noget nær perfekte mand.

Danskerne elsker Geo
Og den dengang noget nær perfekte koncert. Fire er det vist blevet til herhjemme. Som han konstaterede i lørdags, er Danmark det land i verden med den procentuelt største del af befolkningen, der har set hans koncerter.

Vi er ikke bare forelskede i ham. Vi er mange om at være det. Som sagt, er det hans krop, blikket og stemmen: Er det her, attraktionen sidder?

For lidt afskedslir
I så fald var det også her, skuffelsen var størst. Alt for lidt afskedslir. Trods alt. Det dunkede absolut i ’Fastlove’ – med pumpende højttalere og bankende hjerter på storskærmen, alt imens han løb ud til publikum, der modtog ham med åbne arme:

Love! Hurtigt! Elsk os, for satan, mens tid er! Og der blev igen holdt mikrofon ud til folkekoret i ’Everything she wants’ – og igen: Den blev slugt råt.

Efter pausen endnu et højdepunkt, hvor ’Spinning the wheel’ blevet drejet en ekstra omgang. Det ikke bare spandt; det rullede til forrygende rock …

Fraværende
Jo, vi var der! Publikum var fuldt til stede. Spørgsmålet er, om George Michael var det. Stilfuldt klædt på som altid før pausen.

Efter pausen: afslappet hjemmejakke og med en stemme, der lød stadig mere hæs. ”Han ser mig lettere udbrændt ud”, konstaterede min ledsager. Det dunkede ikke helt – de rigtige steder.

”Men grebet bliver man dog”, svarede jeg.

”Tudeshow! Sentimentalt. Men hans føntørrer er i det mindste ikke brudt sammen. Prøv lige og se hans hår: som blæst …”.

Teknisk brilliant sceneshow
Der findes konger, dronninger og prinser i det internationale poprige: ”King George”, som vittige hoveder har udråbt ham til. Men er det konge, han er?

I det teknisk set brillante computeriserede sceneshow, der kører i baggrunden, flyder det i starten med både stjerner og noget, der ligner rød julepynt.

Vel blev der ikke sunget ’Last Christmas’ – og tak for det! – men det bar i den retning. Stearinlys, kirkeruder og ’Jesus to a child’, samt og sådan set siddende fra presselogen:

Det var, som om, når Geo stod ude blandt de tilbedende, at han formelig gik på publikum. På et hav af bølgende hænder.

Ikke ekstraordinært
Er det frelser, han spiller? Den bekymrede, men trøstende menneskesøn. Med sin sjæl nu – snarere end kroppen – på spil. På vej væk:

med bagkataloget som kanon og til fælles nostalgi. Salighed! Med stærke numre, bestemt: ’Amazing’, ’Roxanne’, ’Careless whisper’. Men føntørrer eller ej: ikke helt nok til at blæse menigheden omkuld.

Og hvad skal vi med det politiske nummer, hvor George Bush bliver blæst op til en nar – det ramte en gang, nu blev det i stedet til varm luft. Lige til at sende på pension.

Spørgsmålet er, hvor den anden George er på vej hen: Hjem til sofaen og køkkenvasken for at puste ud? Skal kroppen – og delvis sjælen – til genoptræning?

For siden at kunne genopstå til en ny begyndelse: en ny dag, en ny type show. Et af de nye numre, der blev leveret i lørdags, var hans version af Nina Simones ’Feeling good’.

Ganske vist forkyndt med big band-lydende musik, men dog en slags forkyndelse.

Til december, forlyder det, udsender han et nyt nummer. Da da da: Så bliver det atter jul! Selv om en ny single ikke nødvendigvis rækker til himlen.

Hvor vil guddommelige George for alvor åbenbare sig i fremtiden?

Lad os alle bede: Må han springe frisk og fornyet ud i andre og måske mere intime lokaliteter, næste gang han kommer til København.

For vores skyld (skal jeg hilse at sige fra min ledsager): gerne på et offentligt lokum. Så slipper vi også for Parkens rædselsfulde opvarmningsmusik.

Hvad med de underjordiske på Amager Torv? Vi lover at komme udklædte som politimænd. De søde af slagsen.

Hvis Geo så til gengæld lover at trække staven … og slå til.