Trods sine 62 år og en let ludende kropsholdning er den canadisk fødte veteran, Neil Young, stadig mand for at holde veritabel legestue og at lade musikken snakke bagvendt. Ved den første af sine to udsolgte aftener i Falconer på Frederiksberg med en billetpris i omegnen af en tusse forenede eneren oven i købet anstrengelserne med en næsten barnlig og let absurd glæde ved sit enorme arsenal af medbragte instrumenter, der flere gange i løbet af den to en halv time lange koncert fik kærlige klap og strøg fra solisten.

Sublim sangskrivning
Med sin aura og vemod og melankoli får Neil Young i sin allerførste sang, ’From Hank To Hendrix’, fremvist det sublime i sin sangskrivning. Gennem den kærlige hilsen til to af amerikansk musiks største ikoner, Hank Williams og Jimi Hendrix, får Neil Young sunget sig helt ind i det smertende hjerte på et parforhold, der nærmer sig »the big divorce - California Style«.

Musikhistorie, autenticitet, smertelig poesi og en lille bøn for kærligheden i samme lille sang. Og vel at mærke uden antydning af støvsamlinger på belærende nodeark, dertil er Neil Young alt for smerteligt nærværende.

Meget mere af samme skuffe følger i en forunderlig time, hvor Neil Young veksler mellem flyglet, der får ’A Man Needs A Maid’ til at spille sig ud som en lille film, klaveret, som lægger grund for en overrumpende smuk version af ’Journey Through The Past’ og guitarerne, Neil Young betjener med hele sin store krop.

Kedelig pause
Efter endnu en lang pause i Falconers kedelige foyer med langstrakte køer ved både barer og toiletter, lover vejrudsigten elektrisk guitarstorm. Nu i mørkt jakkesæt, der tilsyneladende har været udsat for et angreb af spraymaling, angriber Neil Young med band klassikeren fra Buffalo Springfield, ’Mr. Soul’, så væggene blafrer.

Bandet spiller rock, så det knager og brager. Trommeslageren fra det »faste« backingband, Crazy Horse, Frank Molina, holder et imponerende energiniveau, Rick »The Bass Player« Rosas er urokkelig midt i orkanen, Ben Keith spreder skyerne med sit smukt farvende spil på pedal steel, lapsteel, orgel og guitar, mens Anthony Crawford løsner grebet lidt med sin akustiske guitar.

Forgæves. Det trækker op til orkan med en funklende ’Down By The River’ og ’Hey Hey, My My (Into The Black)’ med hele arsenalet af slagord, inden en henkastet og sløset udgave af Don Gibsons countryklassiker ’Oh Lonesome Me’ får lov at sprede lidt tristesse.

Klarhed i rodet
Så følger den store finale med ’Powderfinger’ og ’No Hidden Path’ fra sidste års album, ’Chrome Dreams II’. Tilbage stod omridset af en koncert, der ikke nåede de magiske urkræfter, Neil Young senest slap løs under en velanbragt fuldmåne på Roskilde Festivalen efter dødsulykken.

Men som til gengæld satte sangskriveren og sangeren Neil Young i centrum med bidrag fra hele karrieren og endda numre, som aldrig er udkommet på regulære plader som ’Sad Movies’ og ’Love Art Blues’. Til trods for det medbragte familiære rod på scenen og det vanlige musikalske virvar, skabte Neil Young klarhed i rodet. Gennem årtier har Neil Young om nogen været den lysende sti gennem rockens medfødte sortsyn og selvskabte roderi. Selv når han ikke når de højeste tinder som denne torsdag på Frederiksberg, er Neil Young altid enestående og en fornøjelse at følge.