Fransk/spanske Manu Chaos kunstneriske livsværk er evnen til at kombinere vrede og glæde i et medrivende entusiastisk, globalt musiksprog uden indviklede taktslag.

Mod 46-årige Manu Chaos musikalitet kan man indvende, at han hverken er en teknisk imponerende guitarist eller en tilstrækkeligt afvekslende komponist.

Med til hans kvaliteter hører til gengæld en evne til at optræde så adrenalinopildnende live, at man får en fornemmelse af at være en del af en løst organiseret, antikapitalistisk bevægelse.

Ikke glemt
Sådan har Manu Chao virket, siden han i slutningen af 1980’erne fik et internationalt gennembrud som frontfigur i Mano Negra, der blandede punk, rock, ska og salsa.

Grundlæggende har han brugt samme opskrift under sit solonavn siden midten af 1990’erne, hvor han af sine fans huskes for hits som ’Bongo Bong’ og titelnummeret fra det første soloalbum ’Clandestino’ (1998) og blandt andet ’Me Gustas Tú’ fra det næste, ’Proxima Estacion: Esperanza’ (2001).

Selv om det mere rockede og mindre salsainspirerede opfølgningsalbum ’La Radiolina’ fra i år har ladet vente på sig, er globetrotteren Manu Chao og hans musik ikke glemt.

Et herligt cirkus
En stemning dedikeret til musik med sympatier for verdens flertal af ikke-købestærke mennesker prægede koncerten i K.B. Hallen lørdag aften. Alle billetter var i øvrigt solgt på forhånd. Faktisk var koncerten flyttet fra det mindre spillested Vega til K.B. Hallen.

Så stor var lysten til at opleve Manu Chao og hans band Radio Bemba Sound System spille pacifistisk og anarkistisk rock-punk-salsa. Som forventet formidlede koncerten befriende nok en enorm oprørstrang, men den indeholdt desværre også en hel masse hop på stedet ledsaget af ekstrem høj rytmevolumen.

For et tiår siden var der noget mere spontan leg over Manu Chaos og Radio Bemba Sound Systems optræden. Den gennemtatoverede, muskelsvulmende bassist i basket-kostume, den smældende trommeslager med nøgen overkrop og de andre i bandet kompenserede kun delvist for den større ensformighed i udtrykket ved stadig at ligne et herligt gadecirkus.

En revolutionær skikkelse
I forlængelse af Manu Chaos nye album, ’La Radiolina’, blev der spillet masser af ligefrem elektrisk, hektisk skarock på scenen, men de bedste numre var de ældre, hvor udtrykket blev blandet med akustisk salsa og punket flamenco.

Især i begyndelsen af koncerten blev den udfarende og mindre interessante skarock så også skæmmet af en fornærmende forfærdelig lyd. Chaos stemme kunne næsten ikke høres, hvorimod bassens dunder føltes som et voldeligt overgreb på ørerne.

Musikalsk var koncerten ikke på højde med Manu Chaos tidligere i Danmark. Aftenens største oplevelse var fra begyndelsen til slutningen orkestrets kommunikation med publikum.

Fra de mest ihærdige lige foran scenen til de mere forsigtige på balkonerne blev der danset, vinket og sunget med. På spansk, fransk, italiensk, engelsk og andre sprog, kosmopolitten Manu Chao er hjemme i. Nogen revolutionerende musiker er han ikke. Men en revolutionær skikkelse er han stadig.