Kan to skovle spille spade? Normalt uddeler hans næver bare flade, men nu har Steven Seagal lavet plade, og så skal alle være glade. Det er plade nummer to, og den er temmelig go’. Den hvide kæmpe kalder sig for Mojo Præst, og bag ham står de sorte last og brast.

Det er en situation, som alle kun kan vinde. Det gælder trommeslageren, som er en kvinde, og begge korsangerne, både ham og hende. De to guitarister er garvede gutter og ligeså ham på bassen, der for en gangs skyld kan score lidt af kassen.

Skidt blues
For kæmpestore Steffen er ikke kun ueffen. Han kan spille tråd så tyk i både glid og ryk. Men det siger noget om the blues, at når filmhelten betaler sine dues, er han det største fænomen, siden John Campbell gik heden. At kun Seagal trækker publikum som B.B. King, er så langtfra at være pingeling. Blues er rigtig fedt, men som en rigtig blues har the blues det også rigtig skidt.

Steven Seagal er stor som et hus, og han elsker at spille blues. Som sanger har han ikke mange toner i livet, men hvad er også livet andet end et pust i sivet, og hvad giver bluesmusikerne til føden? I dette tilfælde et ordentligt gok i nøden.

»Oh Yææah!«
»Steven! Steven! Steven!«. Hvorfor skulle man også være ude med riven? Man er jo kommet for at høre ham sige »Oh Yææah!«, og Steven selv kan slet ikke lade være. Steven Seagal er vild med at spille musik. Det kan man se med et eneste blik.

Et saligt smil om munden, når den fede blues la’r livet skrabe bunden. Fra actionhelt til bluesmand, fra mesterskab til mælketand, det kræver, at man tror på sin hobby, når man tager penge for at fylde fans i sin lobby.

Med en tommeltot så stor som en pølse, spiller han ikke desto mindre med følelse. Stemmen er hæs og lille, men det, det handler om, er at ville. Også på den måde er Steffen i aften en actionhelt. En mand, der gør, hvad en mand skal gøre, og med den indstilling kan selv en amatør fylde et cirkustelt.

En glad følelse
Efterhånden er det slet ikke så ringe. Bandet giver publikum noget for deres penge. Musikerne får deres hyre, når Achilleus stiller sværdet og slår an på sin lyre. Bedst er han til det sumpede a la ’Alligator Ass’, for det er, når bluesen er sløv og saftig, at Steven gi’r den gas.

Så swinger det sgu til Stevens ’BBQ’. Alle kan gå glade hjem. Den oplevelse var da mere sjov end slem! For hvad man end kan sige om koncerten med Steven Seagal, så spillede han sin blues, som var alt andet end fænomenal, med så glad en følelse, at den ku’ kurere selv den mest sure forkølelse. Jo, Steffen er en rigtig helt. Vi så og hørte det nemlig selv.