Ved busstoppestedet dingler drengene rundt med en halvtom flaske sort Jack Daniels.

Den ene af de unge står og stirrer ned i asfalten, som om han har fået øje på en vigtig besked i rendestenen. Mine kommende medpassagerers tilstand taget i betragtning synes jeg, det er en anelse bekymrende, at en af bussens destinationer hedder Svinetruget.

Så kommer bussen, der skal køre os til koncerten med Guns N’ Roses i Gigantium uden for Aalborg.

Den unge Jack Black sidder på sædet bagved og bøvser så makabert, at jeg må anse det for sandsynligt, at jeg vil ankomme til Gigantium med bræk i nakkehåret.

Mellem bøvserne får han fortalt sin sidekammerat, at vennerne om eftermiddagen fandt ham snorkende på toilettet på det værtshus, hvor de havde set landskamp mellem Holland og Danmark.

Danmarks sære skikke
Men i bussen er humøret højt. »Vi har en chauffør, en chauffør og han er skideskør«, bliver der brølet, så taget er ved at ryge af bussen. Den somalisk-udseende chauffør koncentrerer sig om kørslen, mens han i sit stille sind nok undrer sig over de sære skikke i dette mærkelige land.

Men vildere end »vi har en chauffør, en chauffør« bliver det ikke.

Axl Rose er berygtet for at gå på scenen lige præcis, når det passer ham og ikke et sekund før.

En godmodig fuckfinger
Koncerten starter imidlertid ganske civiliseret lidt over 22. På intet tidspunkt er der lagt op til skøre stjernenykker fra rockchauffør Axl. En enkelt godmodig fuckfinger bliver det til.

Kanonslagene, som indleder åbningsbraget ’Chinese Democracy’, er showets mest eksplosive indslag.

Trommehinderne blafrer, men krudtet er løst og alt under kontrol. Rose er nærmest onkelagtig, da han lidt senere udspiler maveskindet og jovialt klapper sig på maven for at minde publikum om, at vi alle sammen bliver større, når vi bliver ældre. Det gælder dog ikke altid rockstjerners status.

Axl Rose er ikke længere den unge piskesnog, der glubsk satte tænderne i alle rockmytologiens saftigheder, da G’N’R stillede sig i spidsen for en ny generation rocknavne, der blev rockstjerner, fordi de var rockfans.

Som sådan gav han mig i kølvandet på ’Use Your Illusions 1+2’ for snart tyve år siden i Helsinki en af mit livs store koncertoplevelser. Nu er Axl Rose selv blevet en af sine feterede gamle helte.

Mødt af jubelbrøl
Axl Rose har haft svært ved at vokse med tidens opgave. Efter at være raget uklar med Slash og de andre gamle Guns tog det ham det meste af 15 år at lave ’Chinese Democracy’.

ANMELDELSEGuns N' Roses lyder som Meat Loaf uden humor

Da albummet omsider kom i 2008, var det blot beroligende habilt. Som koncerten i Gigantium.

Axl Rose bliver mødt af et jubelbrøl, da han tro mod traditionen skriger »You’re in the jungle, baby!«.

Det er de gamle ritualer og de gamle træffere, der tager kegler i Gigantium hos 8.000 veloplagte fans, der har en forståelig fest med ’Mr. Brownstone’ og andre gamle kendinge.

Men i modsætning til datidens eksplosivt uforudsigelige G’N’R er det nu et professionelt rockcirkus med Axl Rose i rollen som alfaderlig cirkusdirektør.

En produktion med så meget fyrværkeri og så mange besøg i omklædningsrummet, at rocken bliver til et show, der er for omstændeligt til bare at rocke og rulle.

Nærig med skærebrænderhylet
Axl Rose har omsider opdaget, hvordan man spiller sikkert og sparer på kræfterne. Han er da også nødt til at økonomisere med sit karakteristiske skærebrænder-hyl, som næppe nogensinde har været anbefalet af nogen stemmepædagog.

Hylet er længe en sjælden gæst i en koncert, hvor der til gengæld bliver kvækket en del i rocknumrene, og hvor ballader som den nye ’This I Love’ også af den grund vægtes tungt.

Holdopstillingen med tre tatoverede guitarister resulterer i mange blærede øjeblikke og tempofyldte momenter.

’You Could Be Mine’ er et virkeligt højdepunkt. Men tre attitudebevidste og teknisk skarpe guitarister gør ingen Slash.

Richard Fortus, Bumblefoot og DJ Ashba bliver i alt for høj grad brugt på samme måde. Og at skulle give den gas med temaerne fra 007 og Den Lyserøde Panter virker altså noget bedaget anno 2010.

Hvilket årti er vi i?
Bedaget eller dejlig nostalgi? Man kan godt komme i tvivl om, hvilket årti man befinder sig i, når Axl Rose diverterer med ’Live And Let Die’ og den undertrykkende skolelærer fra Pink Floyds ’The Wall’.

Men Gigantium brøler med på både Bob Dylans ’Knocking On Heaven’s Door’, ’November Rain’ og ’Sweet Child O’ Mine’ så de må have kunnet høre det helt ovre nordenfjords i Lindholm.

Intet kaos, ingen skandaler, ingen vildskab.

Som rockfest med mange ’sjove’ hatte og smarte tatoveringer fungerer det efter hensigten i Gigantium, når Onkel Axl trods sin stemmes laser trisser rundt i godmodigt gavehumør og leverer et professionelt sammenskruet show med løst krudt, guitarbredsider og rocknostalgi til alle.

Musikalsk er der ingen nye boller på suppen. Men det er der jo så på en måde alligevel. Når man har med Guns N’ Roses at gøre, er professionalisme ikke noget, man bare kan tage for givet.