Torsdag aften i S-toget vestpå, hvor »station efter station bare suser forbi« på vej mod Hundige.

Ud på perronen sammen med andre herrer, der er blevet lidt mere gråsprængte siden sidst, men stadig har dåseøl i hænderne.

De taler om lederkurser og et ganske særligt spektakulært Barcelona-mål, mens vi langsomt lunter op ad trapperne til stationen og det betonlandskab, hvis klare arkitektoniske logik forskønnes af den nedgående sol.

Sammen sluses vi ind i Portalen, det stedlige kulturpalads på Vestegnen, hvor en umådelig venlig stemme over højtalerne meddeler »mine damer og herrer«, at aftenens koncert vil gå i gang om et kvarter.

Klar og parat
Et kvarter?

Herregud, det er jo til at få lampefeber over, at kun 15 minutter adskiller os fra C.V. Jørgensen, der selv for ham har været ualmindeligt fraværende de sidste 7-8 år. Mens tiden bare er gået, som »tid har for vane«, for os alle sammen.

Ikke desto mindre vandrer hovedpersonen med rank ryg og let gang, som havde han forladt os i går, ind på scenen præcis kl. 20. Klar og parat, hvis man altså ikke lige havde glemt at tjekke vokalistens mikrofonen under lydprøven. Den må skiftes ud, mens en synligt irriteret sanger forlader scenen.

Han kommer tilbage og leverer en overskudsagtig vits om, at han lige måtte besvare et uopsætteligt telefonopkald.

Så er vi i gang med en vaskeægte C.V.-signatursang, hyldesten til den »selvudslettende altmuligmand«, kvinden, inden vi rumler videre til ’Babylon’, der som manden selv synger »ligner sig selv«.

Og dog.

At se klart
Den poetiske præcision og kraft i Jørgensens tekster er glædelig trods genkendeligheden. Manden kan i en linje ramme det, andre leder efter i 30-40 sange uden helt at ramme.

Og den livsglæde, der flyder i melankolikerens musik, får mange af os til at smile, fra de første toner rammer os. Fordi den jørgensenske udgave af melankolien ikke er modebetinget smarthed, men netop det modsatte – den tristesse, der affødes af at se klart.

Samme klarhed prægede det utroligt rene lydbillede i Portalen.

I forhold til turneen fra det sidste album, ’Fraklip fra det fjerne’ (2002), er trompet og keyboards væk. Vi er givetvis mange, der inderst inde har glædet os til at høre C.V. Jørgensen uden trompet igen.

To superbe guitarister
Og der var belønning i form af et rummeligt, musikalsk verdensbillede med plads og rum til hvert enkelt instrument fra kvintetten bag sangeren.

Som aftenen igennem var flankeret af og til tider gemte sig lidt bag de to superbe guitarister, Aske Jacoby og svenske Gustav Ljunggren

Mage til kreativ og opfindsom guitarduo skal man lede længe efter. De to, der havde til opgave at opveje tabet af de atmosfæreskabende instrumenter, der før gav musikken et ambient præg, tog opgaven på sig og gik forrest i omarrangeringen af sangene.

Jacoby lå som en genkendelig askesky af den slags, der ikke medfører flyveforbud, men tværtimod får musikken til at stige til himmels, under hele koncerten med et spil, der spænder fra smidig blød rock, funk, jazz og til det helt avantgardistiske.

Og vel at mærke ikke er bange for at søge det uforudsigelige, de skæve toner, som i den helt forrygende udgave af ’Ude af sync’. Den blev matchet af en umanerligt fornem ’Det regner i mit hjerte’ med sublimt samspil af Ljunggren på 12 strenge og Jacoby på jazzet, elektrisk modsvar.

Swingende rytmegruppe
Bag de to solister arbejdede den svuppende, swingende rytmegruppe med C.V.-veteranerne Gert Smedegaard på tunge trommer, der dog i samspillet med en hørligt frigjort og sprudlende bassist, Knut Henriksen, konstant lufter ud med en imponerende smidighed.

De to har vel aldrig været bedre og suppleres fint af Rune Harder Olesens livlige congas.

Ved blot den anden koncert på en overraskende lang turne var det allerede ekstremt velspillende band ikke helt stillet ind på hinanden, hvad der indimellem gav koncerten en lidt rodet og famlende karakter.

Det fik efter fire numre en herre i salen til at brøle: »Kom nu til sagen!«.

Hvad band og solist naturligvis stædigt ignorerede ved at fastholde de langstrakte, lyriske passager med plads og ro til instrumenter og eftertanke som et modsvar til tidens krav om at tonse hovedløst af sted.

For nærmest ironisk at ramme det stramt disciplinerede i en knasende tung ’Datadisciplin’, der lød mere aktuel end nogensinde og tromlede enhver modstand til side som et definitivt, musikalsk control-alt-delete.

»Kom nu til sangen!«
Skulle man have haft trangt til at råbe efter den sortklædte Jørgensen med et nærmest lystigt glimt i øjnene og konstant smil om læberne, var »Kom nu til sangen!« egentlig også et mere passende budskab.

For vi kunne konstatere, at de otte års fravær åbenbart ikke er brugt på at komponere nye sange, der skulle prøves af foran et publikum.

Til trods for de nye og i mange tilfælde endnu ikke helt spændstige arrangementer var der tryg genkendelighed fra start til slut på sætlisten. Den mindede med sin vægt på mesterværket ’Sjælland’ såmænd om den, Jørgensen sidst turnerede rundt med.

Lidt ærgerligt.

For den mere rockede og muskuløse opstilling kunne være et fremragende afsæt for ætsende gamle sange som for eksempel ’Et satanisk mesterværk’.

Det kunne vi så glemme og i stedet glæde os over, at Jørgensen i det hele taget er tilbage og ser ud til at nyde det på en måde, så man kun kan undre sig over, hvad alt det fravær i grunden skal til for.

C.V. var glad at være tilbage
»Det er dejligt at være tilbage i Portalen. Det føles helt rigtigt«, som hovedpersonen selv sagde. Og så ud til at nyde det, mens hans stemme med dens helt særegent smukke klang og timing blidt bed sig ind i højdepunkter som ’Spildte bedrifter’, en perlende frisk ’Some Like It Hot’, en uforlignelig ’Florafobi’, ’De si’r sig selv’ med fællessang og de allerede nævnte.

I ekstranumrene fik ’Elisabeth’ endnu en gang tiden til at gå i stå i endnu en forstad, inden ’Det ganske lille band’ funket rockede himmelfartsdagen i rigtig retning.

Samme vej skal C.V. Jørgensen og vennerne nok finde, efterhånden som turneen får spillet sig rigtig varm.

Personligt tør jeg slet ikke tænke på, hvor fantastisk det her band bliver, når vi rammer Roskilde Festival. Måske får vi til den tid også en enkelt eller to nye sange at glædes over?

Det vil være et klædeligt supplement til den nette nostalgi.

LÆS ARTIKELHyldest til C.V. skriger af anstrengelse