Kashmirs Kasper Eistrup lader et kort øjeblik guitaren i ro og fortæller publikum, at det næste nummer hedder ’Intruder’ og kommer fra det nye album ’Trespassers’.

»Så tror jeg, jeg står af!«, ryger det spontant ud af munden på en ellers både højtråbende og entusiatisk Kashmir-fan. Og så stryger han af sted.

LÆS OGSÅKashmir får anmelderne til at gabe

Formodentlig benytter han lejligheden til at tømme blæren og hente øl.

Ligesom andre rockbands
På en måde kan man ikke fortænke ham.

At skulle lægge øre til sådan en sørgmodig sang om, at vi alle sammen en dag i livets supermarked skal møde den ultimative uvelkomne gæst – døden med hans kutte og le – er lidt af en festdræber, når øllet flyder og musikken spiller.

Flugten fra ’Intruder’ indrammer præcist det klassiske dilemma, Kashmir befinder sig i. Som så mange rockbands før dem.

Man har mange år på bagen og har opbygget en stor og trofast fanskare.

Man har lavet et nyt album, som bliver kritiseret for at have tabt melodien. Eller i hvert for at have formået at fremtrylle for få af de gode.

LÆS OGSÅKashmir lyder for meget af sig selv

Det sker for mange ældre bands af den mere originale støbning.

Melodierne kommer ikke så ubesværet længere. Måske er en særlig melodisk uskyld forsvundet.

Måske er man bare gradvist blevet mere optaget af mere subtile detaljer i den musikalske struktur.

Kapper den gordiske knude
Motivationen er imidlertid stadig at komme ud på spillestederne og præsentere de nye numre. Især når det nye album har været en lang og svær fødsel.

Imidlertid er publikum en mere krævende end forstående elskerinde.

Publikum råber og skriger på de gamle hits. De vil helst ikke nyforelskes på gyngende grund. De vil helst af alt genopleve gammel kærlighed. Og med tre udsolgte huse i Vega taler de med stærk røst.

Loyaliteten er ikke noget problem. Når Kasper Eistrup laver ’krible-krable’-fingre i luften med begge hænder, gentager publikum den finurlige Kashmir-signatur.

Og heldigvis for Kashmir og publikum i Vega har bandet fundet en bæredygtig løsning på det fælles problem. Et ordentlig hug fra Kasper Eistrups skarpe guitar skærer hurtigt igennem den gordiske knude som var den støbt i sommersmør.

Selvfølgelige favoritter
Med den på én gang hårde og fyldige rocklyd fra ’No Balance Palace’-nummeret ’The Cynic’ som musikalsk fællesnævner blander Kashmir nye og gamle numre i et omfang, så begge parter bliver tilfredsstillet.

LÆS OGSÅNordstjernen lyser fra Kashmir

Intet kan redde ’Intruder’ fra at være lidt af en dødbider, men på trods af titlerne er både ’Pursuit of Misery’ og især den enormt elegante ’Mouthful of Wasps’ livfulde og ligeværdige konkurrenter i kampen om publikums gunst på en aften, hvor hovedvægten i øvrigt ligger på ’Zitilites’ og ’No Balance Palace’ med ’Kalifornia’, ’Rocket Brothers’, ’The Aftermath’ og ’She’s Made of Chalk’ som selvfølgelige favoritter.

Kashmir fravælger såvel nostalgi som rastløs søgen til fordel for en prægtig selverkendelse:

Hvis nu man er et af Danmarks mest velspillende rockbands gennem tiderne, kan man vel egentlig bare vælge at folde sig ud af alle kræfter?

Den anden ungdom
Kashmir slipper for at spille hitparade, og publikum slipper for indadvendt hængemule. I stedet bliver både de gamle kendinge og de nye hjemsøgelser placeret i en ramme af muskuløs, forfriskende rock.

Et sus af fremdrift, hvor den eneste akilleshæl er, at helstøbtheden også bliver en smule ensformig i længden.

Men det glemmer man, når Kasper Eistrup minder både sig selv og publikum om, hvor fremragende en rockguitarist han er, når han tager 1970’er-ånden i skole.

Der er højt til loftet i musikken, og der bliver spillet højt! Heldigvis helt uden bulder og mudder, og uden at den sarte balance mellem Eistrups følsomme sjæl og rockens potens bliver skæv.

Uden nostalgi søger Kashmir tilbage til sine egentlige rødder.

Som ikke var at være et hitmaskineri, men var båret af drømmen om som trio at skrue og knokle og elske sig helt ind i rockmusikkens inderste rytmiske maskineri.

Kashmir er for længst en kvartet og Henrik Lindstrands batteri af keyboards, guitarer og sågar en theremin finder sagtens plads en aften, hvor trioånden hos Eistrup, Asger Techau og Mads Tunebjerg får dyppet snablen i sin anden ungdoms kilder.