Dér stod de så skulder ved skulder i KB Hallen, alle de, der var rigtigt unge for 15-18 år siden, da en lille trio kom »nogle få hundrede meter herfra«, som Tim Christensen udtrykte det, for at gennembryde lydmuren og ændre dansk rock. Nu er vi alle rykket mange flere hundrede meter væk, målt i alder, mentalitet og personlig udvikling.

Fredag aften var børnene og hunden afsat til betryggende pasning, bilen placeret hjemme i garagen sammen med gæld og bekymringer, så hele livsglæden frit kunne tage en taxa og køre herind i ’KB’.

For at finde tilbage til dengang, nogle af de mange par måske mødte hinanden og sang ’Love Is A Loser’s Game’ til hinanden under forelskede blikke. Som et smukt dementi af klassikerens triste påstand, fremsat af teenageren Tim Christensen.

LÆS ARTIKELDizzy Mizz Lizzy gør comeback

Det endelige og evigtgyldige dementi af den lidende unge komponists hjerteknuste konstatering kom en god times tid senere, da sangen ironisk nok fyldte den tætpakkede sal med kærlighed.

Et logisk højdepunkt på en koncert, der viste, hvad nostalgi kan. Nemlig befri os fra nutidens spændetrøje og frisætte de følelser og den energi, som normalt er bundet op af forbehold.

Fredag, fadøl og forår
For det var overordentligt svært at have forbehold over for den hårdt arbejdende, charmerende og ekstremt velspillende trio, der har stukket snotten op af tidslommen med risiko for at få den trykket godt og grundigt ind af nutiden.

For, som man kunne høre fra første anslag i koncerten, er der sket meget i dansk rock, siden Dizzy Mizz Lizzy sikkert og solidt åbnede og kørte ud på en tisporet motorvej gennem det ganske land. Retningen er siden sat mod det mere ekstreme og eksperimenterende, heftige og hastige.

Alt det valgte den indlysende solist Tim Christensen, overbevisende som vokalist med den velbevarede lyse stemme og intet mindre end fænomenal som energisk guitarist og kapelmester, den myreflittigt fightende trommeslager Søren Friis og den ubesværet rolige bassist Martin Nielsen naturligvis at blæse en lang march. For lynsnart at finde ind i et selvsikkert tråd mod det, der kun kunne slutte som et regulært triumftog.

En perfekt ’hjemkomst’ til København under ungdommens genopfriskede glorie. Fredag, fadøl, forår og Dizzy Mizz Lizzy var en kombination af den slags, der bare ikke kan gå galt.

Mindst ét hjerte til publikum
»I har sat danmarksrekord i tempo for billetsalg. Det er vi så taknemmelige for, og vi har glædet os helt vildt til den her aften. Den slags forpligter, og vi har tænkt os at holde en fest for at fejre det. Hvad siger I til det«, spurgte Tim Christensen under en kæk hat og fik naturligvis klar besked i tordnende jubel fra et publikum, der udsatte KB Hallen for en begejstring, den smukke – ja, sgu – gamle hal ikke oplever hver dag.

Skulle nogen have forbehold over for eventuelt gustne overlæg ved Dizzy-genkomsten, må de overgive sig helt til et publikum med en så stærk tro, vilje og kærlighed. Det ene af de fem hjerter over denne anmeldelse – mindst – tilhører folkene i KB Hallen i fredags.

TVDizzy Mizz Lizzy bliver genforenet

Under kaskader af imponerende afvekslende guitarsoli fra Tim Christensen rullede sangene ind over os. Indimellem truede trangen til at kaste sig ud i for lange soloer og uortodokse jamsessions med at dræbe en afsindig intensitet i en mere end feststemt sal.

»Spil nu noget, man kender«, lød den brølende opfordring fra en herre i nærheden af mig.

Mens Christensen og co. byggede lydmure op om deres sangskat, så man – hvis antallet af fadøl var stort nok – kunne komme til at spekulere inderligt over, hvad der blev spillet.

’Dizzy Mizz Lysår’ foran
Når gruppen spillede stramt og præcist med knusende kraft og knasende sprød vellyd fra Christensens guitarer under et smukke, enkle lysshow, stod det til gengæld klart, hvorfor ’Dizzy Mizz Lysår’ var så langt foran konkurrenterne, da de brød frem i så ung alder.

En melodisk klarhed med et skarpt blik på den kompositoriske kompleksitet hos Led Zeppelin og harmonierne hos The Beatles, kombineret med en angrebslysten, tonstung rytmegruppe skabte klassisk rock, der stadig holder trods sit begrænsede univers.

’Thorn In My Pride’ stak dybt i indledningen med sit stærke guitarriff, ’For God’s Sake’ smeltede sammen med ’Mother Nature’s Recipe’, inden der gik fællessang i fredagen med ’When The River Runs Dry’, ’Rotator’, ’Love Is A Loser’s Game’ og ’11:07’. Så var det egentlig at føre os ned til ’Waterline’ og svømme i nostalgisk fryd.

At frisætte festen
Dizzy Mizz Lizzy er i den grad tilbage med den fænomenalt udsolgte turne. Ikke for at sejre og forny sig, men for at frisætte festen. Det er meget svært at komme med indvendinger mod koncerterne, selv om det udsendte bokssæt i anledning af comebacket fremdeles fremstår helt overflødigt.

LÆS ANMELDELSE Dizzy Mizz Ligegyldig nærmer sig det tragikomiske

Vel er det ikke eksklusivt eller for fans only, dertil har folkefesten for længst inviteret trioen til dans. Men det sker på et musikalsk velfunderet og sobert grundlag, der forhåbentlig kan føre til lidt mere vovemod og vildskab i solisten Christensen, når hans fortidige makkere returnerer til hverdagen uden for musikken.

Det siges, at lastbilchauffør S. Friis, postbud M. Nielsen og rockstjerne T. Christensen vedtog at hygge sig med et lille comeback under trioens julefrokost 24. december 2008. Hvis skrønen er sand, kan vi vel en gang for alle konstatere, at der kan komme noget særdeles godt ud af animerede julefrokoster.