Det er ikke hver dag, den kommer til hovedstadens store scener.

Bluesrocken.

For det meste er den henvist til en pensioneret tilværelse på provinsens mindre spillesteder, hvor whiskydrømme og benzindrevet kammeratlighed samles om et lokalt Led Zeppelin Jam-band til en hyggelig aften.

Men torsdag aften indtog den beskidte guitarmusik hovedrollen i København, da Jack White fra The White Stripes var på visit med sit seneste sideprojekt The Dead Weather.

Manden der har revitaliseret musikken fra de gode gamle dage i en grad, så han i en årrække har været noget af det mest hippe, man kunne hive frem på en natklub i New York, Tokyo og Berlin.

Modtaget med et brøl
Og torsdag gjaldt det så København.

Først i Grand Teatret, hvor han under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX dukkede op for at introducere rockdokumentaren ’The White Stripes Under Great Northern Lights’.

Og der var ingen tvivl om, at det var Jack White, folk var kommet for at opleve. Hverken i Grand eller på Vega, selv om The Dead Weathers råsexede forsanger af en rockbitch, Alison Mosshart, også var ventet i spænding.

Publikum mødte ham med et brøl på scenen, inden han satte sig om bag trommesættet.

For i The Dead Weather har han sluppet guitaren for at indtage en mere tilbagetrukket rolle som styrmand bag guitarist/keyboardspiller Dean Fertita fra Queens of the Stone Age, bassisten Jack Lawrence fra The Greenhornes, og så altså rockelefantens våde drøm af en vamp på mikrofonen, Alison Mosshart, fra The Kills.

Trashet åbning
Det startede lovende.

Med en trashet åbning, der vekslede mellem bluesens tilbagelænede tråd, i stærkt distortet udgave, og støjende guitareksplosioner, tog de tilløb til singlehittet ’Hang You Up From The Heavens’ fra debutalbummet, ’Horehound’, der med sit dovne, beskidte guitarriff helt fremme i lydbilledet banede vejen for at Alison Mosshart.

I det lilla projektørlys stod hun slingrende som en forhekset kobraslange, inden hun huggede med overkroppen og headbangede de kulsorte lokker i stroboskoplyset til det tungt svingende groove.

Det var en kort teaser.

Jack White er ikke alt for træfsikker på trommerne, og de næste tre kvarter bød på en omgang ufokuseret bluesrock. Der var glimt af klasse med det sumpede 70’er-groove fra orglet, det hidsige, men stramt kontrollerede modspil fra en hvæsende guitar, og en kantet bas, der pløjede gennem bluesens 4/4-takter som et rustent søm.

Demonstrativt flabet
Det svingede beskidt, skrantende og slæbende med lyden af kæder, brudte hængelåse og knækkede nitter raslende omkring sig.

Men det var demonstrativt flabet, og de løse koncepter, der nok kan skabe en organisk musikalitet i et mere sammenspillet orkester, lød her som en sjusket legetime, hvor Alison Mosshart måtte råbe gennem dyndet for at komme til sin ret.

Man fik fornemmelsen af at være tilskuer til en jamsession, der var mere til højskolerne end til historiebøgerne.

Niveauet blev hævet, når Jack White en gang imellem forlod trommesættet og greb guitaren eller overtog mikrofonen med sin metalliske vokal, der sendte sine knivblade af besværgelser ud over publikum.

Det fik The Dead Weather til at spille mere tight og lyde som, nå ja, The White Stripes.

Ud af klicheerne
Sjovt nok var det under coverversionen af Bob Dylans ’New Pony’, at bandet trådte ud af klicheerne og genfandt sit publikum.

Og herefter kom højdepunktet ’Will There Be Enough Water’, hvor der var noget ægte på spil i duetten mellem White og Mosshart.

Helt tæt, mund mod mund, sang de »Just because you caught me/Does that make it a sin?«, inden Jack White flænsede det magiske øjeblik med en skærende guitarsolo og skabte eksplosioner i det trange intime rum. Fremragende.

The Dead Weather tog afsked med en finale, som fremkaldte minder om Rage Against the Machine med skarpladte staccato riffs og en næsten rappende Jack White, der forvandlede salen til et oppisket hav af hoppende kroppe.

Rockmytologien sluges råt
En veloplagt afslutning, der dog ikke leverede svaret på det spørgsmål, der rejste sig undervejs:

Hvad kan bluesrocken i dag, hvis den ikke bare vil reproducere fortærskede klicheer? Alt for ofte er det som at være på besøg hos morfar, der fortæller historier om sin livsfarlige tid i modstandsbevægelsen. Du ved det er løgn, men det er da meget hyggeligt.

Hvor kan bluesrocken udfordre, og hvordan kan den virke nødvendig?

Det kan den med The White Stripes, hvor Jack White forløser et personligt raseri udspændt mellem tunge kædesavsakkorder og hvinende guitarriff.

Der vrider han den Led Zeppelinske bluesformel til en original signatur, der virker påtrængende og uomgængelig. The Dead Weather lyder snarere som en hyggepause, hvor bedaget rockmytologi sluges råt og skylles ned med whisky.

LÆS INTERVIEWJack White: »Jeg spiller skuespil hver dag«