I et år, hvor man i den grad gik rundt og savnede Nephew på Roskilde Festival, var luften ladet med revanche og hjemkomst for folkeheltene, da Simon Kvamm fra nabobyen Silkeborg og resten af et østjyske band, satte stikket i Skanderborg Festivals lune sommernat.

Store forventninger
Hver centimeter af skovbunden foran Bøgescenerne var besat og aggressionerne hang lige så lavt som forventningerne strålede højt, mens der aset og maset for at finde et ståsted til festivalens måske mest imødesete koncert.

Med denne sommers album 'Danmark Denmark' har Nephew givet os et blivende mesterværk i dansk rock, så der er grund til at opskruet optimisme.

LÆS ANMELDELSENephew begår moderne mesterværk

»For fanden, hvor har vi glædet os til det her gennem hele sommeren«, lød Simon Kvamms erklæring om, at forventningerne var gensidige efter den monumentale start med 'Decideret Træt af Pis (DTAP) og den forrykt gode sang 'Igen og igen'.

En umanerligt veloplagt sanger, der dyrker rollen som frontmand med støt stigende selvtillid og ikke afholder sig fra at danse lystigt på scenekanten, indledte aftenens selskabslege med publikum.

Og karakterskalaen: Simon Kvamm tolkede de første reaktioner fra masserne i skovbunden til »et pænt 6-tal« for til sidst at konkludere: »I aften har vi sprængt skalaen«.

Gode gæster
Det var lige før, man gav ham ret efter et overflødighedshorn af en koncert.

For udover et forrygende fokuseret, tændt og energisk band med et imponerende skarpt, grafisk lysshow omkring sig, væltede det ind gæstestjerner.

Først og bedst var såmænd den lokale helt, Peter Sommer (»Skanderborgs sorte fyrste« i Kvamms introduktion), der var med til at gøre Nephews udgave af hans forrygende sang til Skanderborg ’8-6-6-0’ til et blødende mesterværk i den svære disciplin hjemstavnsmusik.

Siden fulgte Nik & Jay med lidt spræl og solbriller i ’007 Is Also Gonna Die’ og LOC med en lidt for rutineret og obligatorisk rap i ’Hospital’.

Ulden lyd
Foran Bøgescenerne i Skanderborg kan man stort set altid være sikker på suveræn lyd.

Men i min desperate søgen efter et sted med bare rimelig visuel kontakt med scenen, kunne jeg konstatere, at lyden i begge sider var ulden og det var komplet uforståeligt at tyde, hvad Simon Kvamm sang og endda sagde.

En svækkelse af oplevelsen var det også for de mange, der ikke kunne se scenen, at festivalen helt uforståeligt kun bruger storskærmene omkring den scene, der spilles på, mens der er sort skærm på den anden. Ærgerligt,

Folkefest
Men de problemer kunne ikke forhindre Nephew i at levere folkefesten.

Alle de stensikre hits blev leveret med stor effektivitet, mens 'Wannabe Darth Vader' havde iklædt sig nye elektroniske klæder, der virkede forløsende på de efterhånden lidt trætte danseben.

'Superliga' blev benyttet til en meget lang, men stedvis og sjov leg med publikum, der blev sat til at levere svarkor med linjen: »Aldrig har vi haft det så godt« til stedse mere absurde påstande fra en sanger med fin sans for ironiens virkemidler.

»Danmarks største rockband«
Ikke desto mindre var det de få, intense numre, hvor Nephew vovede at trække tonseriet og tempoet ud af koncerten, der trængte sig længst ind.

'Sov for satan mand' var en kærkommen opfordring til senere på natten, mens 'Det her sker bare ikke' tog sig fremragende ud som et modigt og satset ekstranummer.

Det lovede godt for Nephews turné indendøre, hvor der forhåbentlig bliver plads til også de mere stille, smukke og knapt så maskulint marcherende sange.

I Skanderborg tog vi med glæde imod en festaften, der marcherede direkte ind i drengeværelset for at hente et bastungt kor af let brugte stemmer, der smukke som gejsere af øl skød sig op mod sommernattens sorte himmel i selskab med Nephew, som Peter Sommer ikke uden grund kaldte »Danmarks største rockband«.