Antony Hegarty er et menneske, der er i stand til at røre andre mennesker på en helt særlig måde.

Når han på albummet 'I Am Bird Now' med sin næsten ufatteligt renfærdige stemme synger om transseksuelle konflikter bliver det til bevægende livtag med identiteten, som uanset seksuel verdensanskuelse rammer dybt i hjertekulen.

At det udløser en ganske særlig hengivenhed kunne man høre, da Antony & The Johnsons gik på scenen torsdag aften i Falconer Teatret. Måske også iblandet en smule lettelse.

For efter en lille halv times dystert performance-forspil i skikkelse af den overmalede og tårnhøje danserinde Johanna Constantine var de fleste nok mere end modne til at byde Antony og hans Johnsons velkommen.

Kedsommelige sange
Antony satte sig til pianoet i mørket. Det skulle hurtigt vise sig, at blive en af den slags koncerter, der stort set fra start til slut splittede mig på langs. At høre Antony synge, er at føle sig benådet.

Og at høre ham synge et sted, hvor lyden var så fint afstemt, at man næsten kunne høre de enkelte soniske fibre i stemmebåndet, gjorde ikke dén del af oplevelsen mindre halvguddommelig.

Men samtidig finder jeg mange af sangene fra det nye album 'The Crying Light' bravt kedsommelige og opstyltede. Sangene fra 'The Crying Light' og ep'en 'Another World' dominerede koncerten.

Det sker, sange vokser, når de bliver spillet til koncert. Det skete på en måde, men kun fordi Antonys feminine lyssværd af en stemme skar så rent igennem mørket. I modsat retning trak den stivbenede musikalske iscenesættelse af de i forvejen ikke for livlige sange.

Kantede varianter
'I Am A Bird' er i mine øjne stor kunst. Men hvor Antony dengang bare skabte stor kunst, er han sig nu åbenlyst bevidst, at det er kunst med stort K, han skal lave.

Kunst som skal redde verden i stedet for 'bare' at vende vrangen ud på sangerens sjæl. Hvor hans musik før følte sig hjemme i den intime rockklub, stiler den nu mod en smokingklædt aften på et Guggenheim eller et fine arts centre.

Stryger-trioen Maxim Morton, Julia Kent og Rob Moore spillede sammen med Parker Kindreds anti-rytmiske trommer hovedrollerne, mens altmuligmanden Doug Wieselman på sax, guitar og klarinet skulle levere de kantede varianter.

De opfyldte alle deres roller dygtigt i en musik, som desværre hverken var bevægende eller bevægelig. Jeg var reelt kun revet med af Antonys stemme, der ubetvingeligt rev sig løs fra den kunstnerisk noget fimsede fernis.

Hårdt presset
Og stemmen skulle hårdt presset ind i mellem hvile sig. Så gravalvorlige sange vekslede med lange passager, hvor Antony siddende ved pianoet pustede ud, mens han småsludrede, fortalte vittigheder og anekdoter og småpjattede med salen.

Men hvad enten han sang eller snakkede, havde han publikums fulde opmærksomhed og hengivenhed.

Men på enkelt forhærdet sjæl bed det ikke! Også efter sat have hørt dem live, synes jeg nye sange som 'Epilepsy is Dancing', 'Kiss My Name' og 'One Dove' er inderligt uinteressante sammenlignet med Antonys bedste.

Til gengæld fremstod elegien 'Another World' ledsaget af en blidt knirkende violinklagen dybt medrivende, og den kantede 'Shake That Devil' viste i en lang og vildtvoksende version, at den nuværende instrumentale opsætning faktisk kan udnyttes offensivt.

Sidste dråbe nektar
Andre steder blev besyngelserne af verdens forgængelighed presset så blomsterfølsomt for sidste dråbe nektar, at det var lige før man krummede en sko.

Direkte kommunikation fra hjerte til hjerte placerede også denne aften ældre sange som 'You Are My Sister', 'Fistfull Of Love' og 'For Today I Am A Boy' i en anden klasse end de nye selvbevidste anstrengelser.

Til gengæld løftede de i sidste ende koncerten i en grad, så jeg trods alt også overgav mig, da Antony rejste sig og svøbt i noget i retning af en brun filttipi takkede publikum.