I første omgang så det ligefrem hyggeligt ud.

Scenen i Store Vega var fyldt med gamle lamper, der både stod standerlampe-ret under de udspændte skærme og hang roligt ned fra loftet med frynser og duske.

Det lignede et klunkehjem med futuristiske instrumenter, sådan som det lå oplyst hen inden koncerten startede.

Men så slukkede de lyset. Og tændte for røgmaskinerne.

Røgfyldt trykkammer
Den store sal blev på få øjeblikke fyldt til bristepunktet med røg og mørke, mens basdronen fra ’If I Had A Heart’ begyndte sin messende gang gennem marv og ben.

På skift tog lamperne med deres varme, gule lys kampen op med det kvældende mørke, men gang på gang gik de ud igen – som en forgæves kamp for at belyse de egne, musikken var i gang med at udforske.

Og midt i det røgfyldte trykkammers trådte en række sorte silhuetskikkelser langsomt frem. Det var antydningen af fem musikere med masker, underligt høje hatte, skellet dragt og i midten: Fever Rays Karin Dreijer.

Messende medicinkvinde i laserstråler
Under sin sære dragt lignede hun mest en medicinmand iklædt skindet fra en bisonokse, og hvis Vega nu var en tilrøget svedehytte, var hun shamanen, der skulle føre os gennem indianernes renselsesritualer.

To laserstråler skar sig gennem røgen, og Karin Dreijers drævede gennem den musikalske rumlen: »If I had a heart I could love you/ If I had a voice I would sing«.

Vel vidende at hun ikke har bare én stemme, men et helt arsenal af dem.

Indianerhyl i utrygt skær
En mageløst indledning på en ikke helt igennem mageløs koncert, hvor der var flere skønhedsfejl, mens Karin Dreijer ufortrødent slap sit forvredne indianerhyl løs i lampernes utrygge skær.

Gennem et lille årti har Karin Dreijer sammen med sin bror Olof trukket nye og nærmest usammenlignelige spor gennem den elektroniske musik som duoen The Knife.

Nu koncentrerer brormand sig om en kommende Darwin-inspireret opera, og imens har Karin Dreijer søsat soloprojektet Fever Ray.

Dybvandsbombebas
Ambitionerne både musikalsk og scenografiske i forlængelse af The Knife, der er velfortjent berømmet for sine spektakulært visuelle sceneshows.

Men bruger The Knife terrorblitzende lys og film, er Fever Ray et skyggespillende virusangreb, der med enkle midler, som en laserstråle, en maske og dybvandsbombe af et bas afspejler sangenes mørke tematik.

Fever Rays ti sange er skrevet og indspillet i en kælder uden vinduer.

Naturligvis.

For de snor sig som en spiral ned i underbevidsthedens skjulte kroge, hvor de henover primitive, stammeagtige rytmer og tunge synthfigurer forener mareridt med skønhed. Skåret ud af skumringen med Karin Dreijers stemme, der har et helt kor gemt i sig, når hun filtrerer den gennem sin Voice Transformer.

Unødvendige coverversioner
Det kan man for alvor høre på albummet, men live var Dreijer en anelse mindre imponerende.

Hun var overbevisende og med congas, guitar, hårdt stampede rytmer pustede hendes band en håndspillet varme ind i de ellers koldsmukke kompositioner.

En sjælerungende ’Concrete Walls’, den kuldegysende ’Keep The Streets Empty For Me’ og en feberblå udgave af ’When I Grow Up’ blev varieret og opført på smukkest vis.

Men de rytmiske passager i flere sange var så fængende, at man godt kunne have undværet de forskellige coverversioner, der blev skudt ind som fyld og fik koncerten til at tabe intensitet mod slutningen.

I stedet for at gå lidt i tomgang, skulle Fever Ray have sluppet tøjlerne som en kontrast til den dunkelhed, der ellers er projektets æstetiske grundprincip.

Manglede skarphed
Det er helt unikt, det Karin Dreijer skaber ud af sit maskespil og kontante brug af antydningens kunst.

Der er ingen, der så konsekvent og modigt udfordrer sin stemmes grænser og muligheder, men søndag aften, manglede hun den sidste skarphed, der kunne forløse potentialet.