Det tog kun Massive Attack et par minutter at skabe det, som de 160 videnskabsmænd i CERN ikke har formået endnu: et sort hul.

Så snart den royale festivitas havde fundet sit klimaks med prisoverrækkelsen af Kronsprinsparrets kulturpris til Tina Dickow, indtog Massive Attack scenen og sugede med et røgsløret sanseangreb af monotone basmønstre hele det vertikale rum til sig.

Dejligt svært
Alle de højtidelige manerer og finkulturelle rammer blev opslugt i en sort malstrøm af storbyangst og politisk vrede, der trods et par graverende fejl undervejs stadig udmøntede sig i en mellemgulvsrystende god koncert.

Som underholdningsindslag i de kongelige lokaler, valgte Massive Attack heldigvis den svære løsning.

Frem for en paradeopvisning af hits, blev en god håndfuld nye numre i løbet af aften rørt op med sange fra den fortid, som Massive Attack albummæssigt hører til, her ti år efter deres seneste væsentlige udgivelse.

Men nostalgien fik ikke meget luft, da Massive Attack i flakkende modlys og med et lydbillede af sitrende nerver indledte med den nye, kuldsejlende ’All I Want’, og derpå den ligeledes uudgivede og melankolsk messende ’Marooned’.

Først herefter fulgte den velkendte ’Risingson’ fra albummet ’Mezzanine’, der som et udråbstegn i deres bagkatalog dominerede aftenen.

Stemning som på Mezzanine
Når man kun har udgivet fire reelle album på tyve år og så alligevel sat så markante hak i musikhistoriens skæfte, som Massive Attack har, lytter man efter, når de britiske snegle rør på sig.

Og noget kunne tyde på, at Robert Del Naja har haft godt af Grant Marshalls tilbagevenden til maskinrummet.

De nye sange viste et sikkert greb om Massive Attacks suggestive grundtone, der med guitarens støjende loops og eksplosioner midt i den bastunge bund peger tilbage mod den kulderystende stemning fra ’Mezzanine’.

Højspændt felt
Det var her de for alvor sprang fra deres udgangspunkt som opfindsomme hiphoppere med hang til dubbens trippende lydcollager og hen til de uomgængelige mørkemænds-komponister, der søndag aften sænkede hele Operaen ned i en hypnose.

Det op mod ti mand store musikerkollektiv bevægede sig som rastløse skygger rundt i det højspændte felt mellem de to trommesæt.

Der blev gået tørt og hårdt til skindene ude i begge sider, guitaren skar flænger i det tilrøgede mørke, og bassen pumpede massivt ud af maskinparken i midten.

Vokaler med skiftende held
På skift blev mikrofonerne passet op af gæstevokalerne, der supplerede den musikalske trykkoger med vekslende held. Mildt sagt.

Den mere end overbevisende Yolanda Quartey tegnede med sit dybe register en nogle gange svimlende kælderskakt under de nye sange, som det koncertafsluttende klimaks ’Dobro’, og pustede uden problemer nyt liv i en klassiker som ’Safe From Harm’.

Horace Andy dukkede lidt rusten i falsetten op og lagde sit sangspor ind i folderne på en guiareksploderende ’Angel’.

Og sammen med Robert Del Najas monotone hvisken og Grant Marshalls mere hvæsende passager indgik de som solide byggeklodser i den urbane undergangsprofeti, der stadi ligger på lur i Massive Attacks musik.

Lillepige skæmmede koncerten
Men så var der lige den lyse Stephanie Dosen.

Klamrende sig til en hvid guitar, uden stemmemæssig pragt og med en ulideligt skabet lillepige-leger-verdensfjern-alf fremtoning fik hun nemt ødelagt det ellers fænomenale ’Teardrop’.

Og da hun senere imiterede Julie Cruise i det nye og lidt for sfæriske svævende ’Red Light’, var det som om stå i mørkekammer, hvor døren pludselig blev åbnet på vid gab.

Hun var sammen med de politiske paroler om magthavernes rettighedsovergreb i en terrortid og citatduellen mellem Obama og McCain, der rullede forbi på den ellers imponerende lysskærm bag bandet, med til at skæmme koncerten.

Overbelysning
For når nu Massive Attack blot skulle blæse hårdt i deres dommedagsbasuner, for at trykke hele den slipseklældte Opera hårdt ned i sæderne, behøver de ikke at overbelyse det politiske snit i deres musik.

Og de skal heller ikke lukke for meget lys og gøgl indenfor.

Det var så rigeligt overbevisende at opleve den stadig skræmmende vision, som musikerkollektivet for det meste af koncerten forløste flot.