Da han åbenbarede sin milde røst med dens varme vibrationer af whisky, vemod og vrangvillig stædighed, lød han som en mand, der bare var her for at købe sig lidt fred bagefter. O.k., I får en turné, så jeg måske få lov at nyde mit otium uden utidig indblanding fra alle de nørder og tåber, som påstår, at ens gamle popsange skulle være rundt regnet det mest geniale siden Shakespeare. Bare lidt mere ukendte. Og en anelse mere uforståelige.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg sidder her«, sagde Lee Hazlewood efter den indledende sangs invitation til at komme indenfor »and watch me die«.

Så galt gik det langtfra, for der var masser af vilje og livskraft i den gamle 'troublemaker', der koncerten igennem døjede med at finde en behagelig stilling på sin barstol bag nodestativet med de tekster, det kan være lidt svært at huske for ophavsmanden og lidt svært at tolke for alle andre. Da han havde leveret sin lummert svuppende, mere end dobbelttydige loungeversion af 'Whole Lotta Shakin' Goin' On', takkede han pligtskyldigt og tilføjede: »Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg takker jer«.

Alligevel lød det og så ud, som om Lee Hazlewood nød endelig at få lov at synge sine gyldne, swingende, kantede, humoristiske, rørende og dybt alvorlige sange for et næsten andægtigt lydhørt publikum på kun cirka 500 mennesker. En forstemmende påmindelse om den danske mangel på bare antydning af vovemod over for en af musikkens helt store undergrundshelte.

De få mennesker i den store sal gjorde stemningen lidt tung, og man ærgrede sig over ikke at være hensat til et mindre spillested med ståpladser og mindre pænhed. Men alvoren havde gode betingelser. »Mine sange er næsten altid triste, men de to her er virkelig sørgelige«, sagde Lee Hazlewood næsten helt opstemt og leverede knugende udgaver af de dybt desillusionerede fængselshymner 'Pray Them Bars Away' og 'Monday Morning'.

Som stort set alle andre Hazlewood-sange er undertonen her, at kvinden har svigtet, og man er overladt til sig selv, sit timeglas med ørkensand og kun en tør whisky til at bløde lidt op og finde rundt i timer og dage.

I disse nøgterne, enkle sange fungerede sekstetten bag Lee Hazlewood optimalt. Ligesom i de uafrysteligt smukke 'My Autumn Done Come' - »den skrev jeg som 30-årig; dengang mente jeg, at jeg var gammel nok til at synge den. Det er jeg nu, kan jeg forsikre jer om!« - og den nye 'Dirtnap Stories' - en malmfuld dødshymne midt mellem Nick Cave og Johnny Cash. I de mere poppede numre som 'The Girls In Paris' og Nancy Sinatra-klassikerne 'So Long Babe' og 'These Boots Are Made For Walking' med indlagte violiner og trompeter på synthesizer forvandlede backingen sig til et næsten pinligt tivoliorkester uden antydning af engagement.

Man ønskede sig, at Lee Hazlewood enten helt var gået uden om disse publikumstræffere eller havde omarrangeret dem til dette orkester af overvejende briter. Den eneste, som holdt hele vejen, var såmænd den siddende kapelmester Al Casey med det lækkert jazzede swing i sine enkle guitarfigurer. Casey har arbejdet sammen med Lee Hazlewood siden 1956, og selv om han så ud, som om han var på nippet til at falde i søvn neden under sin kasket, bandt han musikken fint sammen og indgik i flere af Lee Hazlewoods morsomme og ofte selvironiske indslag mellem teksterne.

De små beretninger og den malmfulde, velkonserverede stemme - så er whisky og smøger måske slet ikke så usundt endda? - gjorde, at aftenen var en stor oplevelse. Også selv om Lee Hazlewood mente, at han havde forkølet sig til en »danish voice«, så »højttalerne synger bedre end mig«. Sange som 'Love And Other Crimes', 'Poet, Fool Or Bum' og den stort set ukendte hyldest til den svenske ø Gotland, 'Soul's Island', står distancen.

I selskab med deres karismatisk og charmerende skaber, der kunne trække sig tilbage til sit velfortjente pensionistliv i Florida med æren, værdigheden, myten og sin cool attitude i god behold.

Farvel og tak med et kort »goodbye Denmark« og en lille korrektion af kasketten på vej ud. Legenden havde gjort sin pligt, cruiseren kunne sejle tilbage til Lees kongerige af skotsk whisky, cool poesi, kvinder og minder. Vi andre blev trods alt et stort et af slagsen rigere.