På en scene står en ung pige helt alene. Der er stille, fordi publikum ikke ved, hvad der nu skal ske. Hun tænder laptoppen, den driller. Hun tænder den igen og får efter en hjerteskærende stilhed på adskillige farlige minutter trykket play.

Musikken bølger ud, og 22-årige Ane Østergaard aka Band Ane sætter et lille melodica-klaver for munden og puster sin musik ud i rummet, hvor publikummet er vagtsomme over den næsten grænseoverskridende intimitet. Det er tyst, personligt og usikkert på nybegyndermåden.

Lyden af Darth Vader på coke
Band Ane udgav for et tre uger siden sit debutalbum ’Anish Music’, der har slået anmelderne omkuld med sin legende, feminine tilgang til elektronisk musik, der ellers er domineret af nørdfyre. Også Band Anes sceneoptræden har et umiskendeligt personligt skær af ungpigekammer, humor og legeplads over sig.

Hun performer og interagerer med sit publikum, danser, spjætter, smiler og har det sjovt. Frem hiver hun en slags vocoder (elektronisk instrument), der ændrer hendes stemme og råbesynger i takt til musikken. Det lyder som Darth Vader på coke, hele salen opdager komikken og flækker af grin.

Cd-salg fra Nettoposen
Band Ane slutter koncerten med ’Three things to remember’, der også ligger sidst på pladen: En tøvende Twin Peaks-uhygge indleder nummeret, så bygger et klikkende klaver langsomt op til en energisk drum’n’bass-polka fest, der ender i kitchet 90’er dance.

Der er farver og drømme og eventyr i Band Anes musik. Jeg har aldrig været til en elektronisk koncert, der var så gennemsyret af mennesket bag. Efter koncerten stod Band Ane og solgte sin cd fra en medbragt Nettopose. Der kan man da tale om at være ukrukket.

Drengeklubben, den elektroniske musik, får kam til skægstubbene, for Band Ane giver fanden i teknikforskrækkelse, selvhøjtidelighed og electronica-puritanere. Det her er stort.