Ind imellem er store stikflammer ad libitum og dilettantisk psykopatskuespil bare ikke nok.

Det stod klar ovenpå den på minuttet præcis to timer lange optræden fra de tyske chokrockere i Rammstein, der gæstede landet med deres opsamlingsplade ’Made in Germany 1995-2011’ der udkom i december.

LÆS ARTIKELRammstein føler sig i eksil i Tyskland på nyt album

To udsolgte koncerter i henholdsvis Forum og Jyske Bank BOXEN i Herning er det blevet til, hvilket betyder at i omegnen af 25.000 har oplevet bandet i denne omgang. Og der var unægtelig noget trangt i Forum.

Måske fordi Rammstein-fans vejer en smule mere end den gennemsnitlige koncertgængeren. Og har lidt større overarme.

Tunge pletskud
En muskelmasse som koncerten desværre ikke helt selv kunne matche – til trods for det ellers lovende udgangspunkt: en hitparade med Tysklands mest kontroversielle eksportvare de seneste årtier.

Og koncerten bød da også på stærke, velkomne genhør med tunge pletskud som den knugende intense industrial-banger, ’Sennsucht’, den monumentale åbner ’Sonne’, power-balladen om en ulykkelig barndom på ’Mutter’ og bandets technoflirtende knock-out af en debutsingle, den hårdtpumpede ’Du riechst so gut’.

Fire solide beviser på hvordan Rammstein har brugt deres snart 18 år lange levetid på at forme og variere et udtryk, der på papiret er lige så afvekslende som en strækmarch, men som i hænderne på den firskårne forsanger Till Lindemann og hans fem kumpaner kan være både dragende og fascinerende.

Jo mere ild, jo bedre
I hvert fald når de er bedst og netop tør at satse på de sange, man kan mærke, i stedet for alle de cirkustricks, der de seneste år er blevet bandets varemærke, når de spiller live, og efter devisen ’jo mere, jo bedre’ primært består af ild og fyrværkeri.

Fra guitarremme med indbyggede romerlys til flammer der slikker op ad mikrofonstativerne. Talrige eksplosionsbrag. Stikflammer på tykkelse med skorstene og megafoner der spyer ild i stedet for rent faktisk at sige noget.

Og det var en skam. For det er jo ikke fordi, de tidligere østtyskere ikke har noget på hjerte. På ’Mein Land’ – der eneste nye nummer på opsamlingsalbummet – synger Lindemann netop om, hvordan han selv er kommet fra fattigdom i Østtyskland til rigdom i vest.

»Wohin gehst du? Wohin?«, lyder den frustrerede opsang til hjemlandet, men tirsdag aften virkede det mere oplagt at spørge, hvor ’Mein Land’ var – for sangen glimrede ved sit fravær.

I stedet var der masser af fokus på Till Lindemanns frontfigur, der udover at være i besiddelse af en solid basstemme, der fra første færd har været synonym med Rammsteins lyd, også var en glimrende skuespiller på scenen.

I hvert fald noget af tiden. Det ene øjeblik spillede han rollen som psykotisk og sexfikseret pyromantosse med opspilede øjne og heftig viften med den blålige samuraihestehale. Hvorefter han lidt tilfældigt var tilbage som en lidt træt 49-årig rocksanger, der ikke rigtigt orkede at leve sig ind i psykopatrollen hele tiden.

En tilbøjelighed der på ’Keine Lust’ blev nærmest tragikomisk at overvære, da Lindemann forkølet forsøgte at få publikum med ved at vifte halvhjertet med den ene arm, inden teaterrøgen fik ham til at klø sig i øjnene i stedet.

Hård og ugøglet
Markant mere overbevisende var den fremragende ’Mein Herz brennt’, der stadig står som bandets bedste sang, og med afstand var den største oplevelse på scenen i Forum.

For med sine majestætiske strygere og sit storladne patos er det en af de sange, der griber dig om struben og sparker dig i nyrerne imens hjertet humper af sted som et skamskudt dyr, ramt og såret, kæmpende for sit liv.

Som da selvsamme sang optrådte med noget nær virtuos præcision som ramme til den brutale film fra 2002 om russiske børneprostituerede i Sverige, ’Lilja 4-ever’ af svenske Lukas Moodysson. Hård og ugøglet. Det er sådan, jeg foretrækker min Rammstein.

En syndflod af teatersperm
Ikke som på ’Mein Teil’, hvor keyboardspiller Christian Lorenz blev placeret i en stor, sort gryde imens Lindemann, iklædt et blodigt slagterkostume med en mikrofon udformet som en bredbladet slagtekniv, flamberede gryden – inklusive Lorenz – med et maskingevær der kunne spy ild.

Eller på ’Bück Dich’, hvor selvsamme Lorenz, denne gang iført waders og ball-gag, måtte finde sig i at blive mimeknaldet bagi af Lindemann med en penisattrap og et ligeså påklistret psykopatsmil, inden bemeldte dildo eksploderede i en syndflod af teatersperm, der spulede både bandmedlemmer såvel som publikum til.

Hvilket var ærgerligt sigende for en koncert, der umuligt kunne have forsaget en ægte ejakulation med al den iscenesatte vildskab. Mindre pseudosæd og mere brutal, østtysk weltschmerz næste gang, venner.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN