Jeg har en ven, der kalder forsanger og guitarist i The War on Drugs, Adam Granduciel, for ’Souschefen’.

For med sit sympatiske væsen og en bevægende kærlighed til bundamerikansk rockmusik er Granduciel lidt ligesom en uprætentiøs undersåt til Bossen, Bruce Springsteen.

Men selv om de to har en god del basale træk til fælles, som for eksempel en svaghed for mundharmonikasoli og geografiske steder i deres tekster, er Granduciel i høj grad en musiker, der både kan andet og mere end at stå på Bossens skuldre og spille guitar.

Krig på stoffer
Med rollen som frontmand og ikke mindst sangskriver i Philadelphia-kvartetten The War on Drugs har han over tre ep’er og to album i hvert fald bevist, at hans krøllede hjerne sagtens kan klare sig uden assistance fra det tidligere bandmedlem, Kurt Vile, der, med rørende fortjent succes til følge, gik solo i 2009.

LÆS OGSÅRock-dude har født en klassiker

Men hvor Vile dyrker en mere spartansk og guitarbaseret lyd, der under hans koncerter serveres med en ofte lidt genert og kejtet optræden, fremstod The War On Drugs i et udsolgt Lille Vega i markant højere grad som et grundigt sammenspillet band af flinke dudes, hvis individuelle lyde smelter sammen på scenen til en organisk masse af fascinerende og hypnotiserende sange.

For The War on Drugs elsker effekter.

I en sådan grad, at bandnavnet i sig selv nok skal forstås med et glimt i øjet.

Særlig amerikansk rockmusik
For selv om besætningen blot består af fire mænd fordelt på trommer, bas, guitar, tangenter og fornævnte mundharmonika, formåede bandet på vellykket vis at bringe deres veldrejede repertoire til live på scenen.

Det skete med glimtvis assistance fra enkelte hektiske trommemaskinebeats, der med et mindre arsenal af æterisk svævende keyboardakkorder hører til blandt de elementer, der gør, at bandet skiller sig ud som et elskeligt verdensfjernt og dagdrømmende alternativ i det amerikanske hjertelands rockmusik.

Og når små, enkle klaverfigurer lagde sig som stænk af begsort melankoli ned over sange som den betagende åbner ’Best Night’ og den groovy ballade ’I Was There’, kunne man kun gynge med i takt, berørt og beundrende.

Dylan'sk snerren
Det var sange fra bandets andet og meget roste album, ’Slave Ambient’, der dominerede koncerten med enkelte afstikkere til debuten ’Wagonwheel Blues’, hvorfra ’Arms Like Boulders’ og den smagfuldt udsyrede ’Buenos Aires Beach’ var gode genhør. Modsat blev den ellers slagkraftige ’Baby Missiles’ leveret tidligt i koncerten med lidt af et skuldertræk.

LÆS ANMELDELSESuverænt rockband stråler som en kosmisk discokugle

Det var en skam, fordi babymissilerne netop kunne have mejet et godt mørt publikum helt i knæ som finale på en koncert, der i stedet endte med at tabe pusten lidt hen mod sin afslutning.

Live kom Granduciels lidt spinkle stemme også på prøve, men hans Dylan-inspirerede snerren stod generelt som en fin kontrast til bandets fuzz-forelskede univers. For det er unægtelig musik, man kan flyde hen i.

Når The War on Drugs er bedst, laver de sange, der uden at gøre synderligt væsen af sig pludselig en dag tropper op på din dørmåtte, flytter ind med en tandbørste og et par rene underbukser – og bliver hængende.

Og det var en fornøjelse at opleve en flig af den magi live.