Det hører til de absolutte sjældenheder i poppens og rockens verden af tempo og timing i det hastigt glemte øjeblik, at en kunstner i løbet af en karriere på foreløbig 46 år bliver bedre og bedre for i en alder af 62 år at stå som en af de mest sublime sangskrivere og sangere.

Ikke desto mindre er det sådan, udviklingen har været for Nick Lowe, som sidste år nærmest toppede sin pyramide af formfuldendte album med ’The Old Magic’.

Beskeden
»Der var ganske positive tilbagemeldinger på pladen. Det er grunden til, at jeg har trukket musikerne af huse og er taget ud for at spille nogle af sangene fra det«, sagde Nick Lowe med vanlig beskedenhed, da han mandag aften indledte sin europaturne i de smukkest tænkelige omgivelser i den nedlagte biograf Palladium i Malmø.

Under de smukt draperede lysekroner i en sal, hvor tidligere tiders storhed og skønhed har fået lov at forfalde ganske let, stod Nick Lowes sange perfekt. Og hvad er det så, Nick Lowe og hans sange kan? Det skulle vi få svar på i den første af aftenens små perler, ’Stoplight Roses’.

Tilsyneladende en lille bagatel, så elegant og stramtsiddende som Nick Lowes let blomstrede skjorte. Men også en af de musikalske noveller, Lowe gavmildt strøede om sig. I dette tilfælde om en falden charmør, der ved, at han er gået for langt, og at slaget om sandheden er tabt for evigt.

LÆS OGSÅDer er liv i kludene bag Leonard Cohens sorte jakkesæt

Alligevel gør han et sidste forsøg på at begrave løgnene under en buket roser af samme farve som de stoplys, han har overset.

Alene på scenen med sin guitar spillede Nick Lowe den fine melodi funklende rent, så den indgik i en stilistisk sikker symbiose med hans distinkte brug af det engelske sprog, hvis lige næppe findes i musikalsk regi.

Stilsikre bevægelser
Efter et par numre alene, inviterede Nick Lowe sit band på scenen, og selv om kvintetten ikke har spillet sammen i godt et halvt år, fandt musikerne straks sammen i det distingverede underspil, som også præger sangene.

Som en rar onkel med et dæmonisk blik bag brillerne fortalte gråsprængte Nick Lowe med den smukt beherskede og velsmurte croonervokal videre, og vi lyttede som tryllebundne børn.

LÆS OGSÅMesterlig sangskriver vender tilbage til København

Undervejs punkterede den gudbenådede gentleman på scenen løgn efter løgn, lod de knuste hjerter rasle hen ad gulvet for momentvis at sprede næsten pur lykke blandt os. Om ikke over andet så over de fornemme små finter af humor, der glimtede i sangene.

Som når en forladt fyr i ’House For Sale’ erkender, at han er »leaving like I’ve just got out of jail«. Den fortrolighed, de små sidestep og billeder gav, gik igen i musikken, der bevægede sig hjemmevant og stilsikkert mellem country, soul, vals, pop, jazz og rock.

Bedagede rocksange
Vi troede på Nick Lowe og hans indfølte ensemble og lod os føre gennem de forskellige musikalske universer, der hang forbløffende fornemt og lækkert sammen.

Eksemplificeret i en sang, da Lowes største klassiker ’(What’s So Funny ’Bout) Peace, Love & Understanding’ blev leveret som indfølt, besjælet ballade i stedet for den krasse kyniker af en rocksang, den oprindelig var.

Virtuost holdt walisiske Geraint Watkins, der også varmede op til koncerten med sine egne poetisk rablende sange, hænderne under de små simple perler, og guitaristen Johnny Scott føjede nøjagtig de figurer til, man sad og drømmer om.

LÆS OGSÅPistolsvingende morder skabte gyldne popperler i 60'erne

Især sangene fra den sidste del af Nick Lowes karriere stod stærkt – ’Lately I’ve Let Things Slide’ ,’I Live On a Battlefield’ og ’I Read a Lot’ var ikke alene om at vise kvaliteterne.

Til trods for styrken i det afdæmpede materiale, der passede fint til stolekoncerten, mente kapelmester Lowe åbenbart, at der også skulle underholdes og rockes indimellem. De gamle rocksange fik ganske vist fødderne til at stampe, så stolene rystede nede i salen, men de virkede også underligt bedagede blandt de knivskarpe ballader.

Et blødende hjerte
Heldigvis var Nick Lowe hurtigt videre, og med 21 sange på bare 80 minutter kom vi vidt omkring. Det kunne dog ikke mindske savnet efter eksempelvis den eminente ’Checkout Time’ fra ’The Old Magic’ eller ’Lonesome Reverie’. Forhåbentlig er de i spil, når Lowe og band besøger Amager Bio i København om en god uges tid.

Men så fik vi til gengæld den eminente afslutning med Elvis Costellos ’Alison’, som Nick Lowe i sin tid producerede.

Nick Lowe sang og spillede sangen alene som den sårbare og smukke kærlighedserklæring, den er, fraregnet ophavsmandens vitriolholdige spyt og sarkasme. Sunget fra et blødende hjerte og båret frem på bløde stemmebånd var det på tide at få punkteret aftenens sidste illusion.

Nick Lowe er alt andet end en kynisk jokebox, snarere en venligt stemt jukebox, hvorfra forgyldte musikalske momenter triller ubesværet.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN