»Jeg håber, hun er on fire!«, udbrød en ung kvinde i den lange garderobekø i foyeren og udtrykte dermed præcist manges forhåbninger.

Få har brændt igennem som Lauryn Hill og formået at få ilden til at smitte på det smukkeste. For mit eget vedkommende står 'The Miseducation of Lauryn Hill' fra 1998 som et af de næsten uforklarligt overdådige øjeblikke i popmusikkens historie. Hvor alt bare i ét kort moment gik op i en højere enhed for et helt usædvanligt talent.

Men det er er længe siden, Lauryn Hill lavede sit ene gode album og tog alverden med storm. Det var inden hun først valgte familien frem for musikken og siden valgte at fortabe sig i klodset sæbekasseretorik. Præcis hvor længe siden det var, fik publikum i Falkoner Teatret god tid til at fundere over.

PORTRÆTVerdens bedste kvindelige rapper har spildt sit talent

En herre ved navn DJ Rampage fandt grejet frem 20.30 og gav sig til at spille musik og scratche på sine pladespillere. Han skulle varme op og skabe fest. Reelt skulle han bare holde gryden i kog for den notorisk sendrægtige »Miss Hill«, hvis ankomst DJ'en med kasketten igen og igen blev ved med at annoncere som var det Frelserens nært forestående anden genkomst. Nu i 3-D.

Publikum buhede
Efterhånden blev selv det tålmodige københavnske publikum trætte af at juble pligtskyldigt hver gang DJ'en brølede råbte »Hip hop!« eller »Copenhagen!«. De begyndte at buhe efterhånden godt trætte af at vente på Miss Godot.

Men da bandet gik på kl. 21.45 og Lauryn Hill kort før 22 fulgte efter pakket ind i pelsjakke og smykker, gik der ikke længe før man ønskede, hun havde ladet være. Det er hårdt at få krakeleret gode minder og 'The Miseducation of Lauryn Hill' er sådan en livskraftig varm klump af musik, man bærer rundt inden i.

Men Lauryn Hill spolerede effektivt idyllen og eventuelle tilløb til nostalgi, da hun lagde ud med at drukne en næppe genkendelig 'Killing Me Softly' og 'Everything Is Everything' i hovedløs larm og almindelig kreativ ophugning. På den ene side blev der gjort alt for at hylde den legendariske Miss Hill.

På den anden gjorde hun alt for at smadre det gyldne rav, hendes perfekte fortid er indkapslet i. Lauryn Hill lød som en kunstner, der er forsvundet ind i en verden, hvor den falske forestilling om egen storhed er den eneste virkelighed, der kan tages alvorligt.

Bandet var en ufrivillig Prince-parodi
Den varme og ru smidighed i stemmen og den skrapt smældende raprytmik, der engang var hendes, var forvandlet til en ravnerøst, der kun langsomt varmede en smule op. Lettere blev det ikke af at bandet spillede en afart stivbenet og afdanket astrorock, som med pinagtig prætention og næsten som en ufrivillig Prince-parodi blev præsenteret som »new music for a new generation«.

Det var grimt og der var ingen ideer, som løftede sig over det trælse. Gjaldende af fuld hals prøvede Lauryn Hill, at overdøve sit rædselsfulde band og var flere gange tæt på at gøre det. Men det var kun når korpigerne løftede op i rytmerne bag hende, at det swingede bare en lille smule.

Publikum gik hjem
Mange i den stille strøm af skuffede ansigter, der allerede efter en halv times tid begyndte at hente deres tøj i garderoben, så ud som de var parat til at tude eller gå på dødsdruk i skuffelse. 'The Miseducation of Lauryn Hill' er et album, der har betydet rigtig meget for mange mennesker.

Det betød i hvert fald meget for mig. Både hvad angår musik, stilfuldhed, enormt personlig atmosfære og strunk selvbevidsthed var og er det et album, som indgyder håb og afgiver fysisk og mental varme. Det har i ordets bedste forstand power.

At opleve Lauryn Hill og hendes rabalderband anno 2012 var som at blive præsenteret for en sørgelig misforståelse, ingen havde haft kræfter til at rette.

Sang hun: »You just lost Lauryn«?
Godt blev det mildest talt aldrig, men de som gik tidligt, gik dog glip af en koncert, som efterhånden rettede sig en smule. Den skingre, hårde overflade blev blødt en smule op. Lauryn Hills slidte stemme var svær at bære, men hendes ildhu kunne man ikke tage fra hende og når hun rappede, så det spruttede, lød hun stadig som gjaldt det liv og død.

Lauryn Hill var ikke en forvildet stakkel på coke og hun virkede hverken arrogant eller ligeglad. Hun var måske faktisk på sin egen måde on fire med sin udbrændte stemme. Det var bare ikke godt eller musikalsk meningsfuldt.

'Lost Ones' virkede nærmest tonedøv, mens 'To Zion' lige præcis slæbte sig nogenlunde af sted. Sang hun virkelig »you just lost one / you just lost Lauryn« som afslutning på 'Lost Ones'?

Måske er stemmen ikke helt væk
Famlende greb hun ud efter alle rådvildes redningsplanke Stevie Wonder, mens visitter hos gamle Fugees-hits som 'How Many Mics' og 'Ready Or Not' stadig havde en robust appel. Den stridbare røst som Lauryn Hill havde på f.eks. 'Fu-Gee-La' lå måske slet ikke så helt håbløst langt fra den stemme, hun har nu. Måske er Lauryn Hills stemme ikke endegyldigt smadret.

Den fik i hvert fald noget mere kraft og fokus efterhånden som koncerten skred frem. 'Doo Wop' (That Thing) var stadig helt udenfor rækkevidde, men måske har vi ikke hørt det sidste seriøse udspil fra Lauryn Hill, hvis hun tager en pause, skaffer sig af med sit skrækkelige rockband og slår sig på elektronisk storbyblues eller en anden form for mere intim musikalitet.

Ganske vist var det en usædvanlig grim koncertoplevelse, men Lauryn Hills ildhu var trods alt stadig næsten lige så smittende som manglen på realisme og retning i musikken var nedslående.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN