Da Aura Dione voksede op på Bornholm, drømte hun om at blive popstjerne.

»Jeg ville gerne hænge på plakater ligesom Michael Jackson, Dolly Parton og ... Bubber«, afslørede den 26-årige sangerinde mandag aften i Lille Vega.

Her kunne publikum i den mildt sagt tætpakkede sal konstatere, at bornholmeren er blevet en popstjerne af den slags, man placerer på plakater eller placerer på hitlisternes top, sådan det er sket for Aura herhjemme, i Østrig og ikke mindst i Tyskland.

Herfra med koncerter i blandt andet Berlin, Hamburg og Flensborg kom Aura hjem til den udsolgte koncert i Danmark, hvor sangerinden ikke har givet koncerter i noget nær årevis.

Husarer og nysgerrige piger
Det fine besøg havde lokket gammel og ung, husarer og lige så nysgerrige piger, høj og lav ud af julehyggen for at vurdere, om glansen kunne holde til en kold decemberaften. Trods den fortsatte jagt på en gangbar stil, der gjorde aftenen til en – pænt sagt – varieret oplevelse, gik glansen langt fra af Aura.

Ganske vist er den danske popprinsesse, der på sit andet album fra dette efterår, ’Before The Dinosaurs’, både har lånt producer af, lyder en smule inspireret af og tager sig vovet ud som et indlysende amerikansk forbillede, er Aura ingen lokal Lady Gaga.

Vi kan jo kalde den eksotisk udklædte, men selvsikre, let teatralske, men nærværende og charmerende sangerinde for en lille Lady Pip Pip, der selv i lånte fjer er i stand til at hæve sig velgørende højt over andedam og jantelov.

»Det er en fed koncert, selv om jeg ikke kan se en skid«, erklærede min klejne ledsager glædestrålende fra sin position nede mellem kvindenakker og mandlige rygstykker.

LÆS INTERVIEWDansk popsensation: »Der er dage, hvor jeg har lyst til at være et pindsvin«

Stor stemme, stor variation
Når man med et velspillende, men lidt anonymt band i ryggen, formår at komme så flot ud over scenen, at selv publikum uden udsyn føler sig i godt selskab og underholdt, kan man noget.

I Vega brugte Aura sin store stemme med stor variation fra den lovende start med de effektive åbnere, ’Masterpiece’, ’Something From Nothing’ og ’I Will Love You Monday’. En trio af gedigne popsange, der viser, at Aura med sit selvskrevne materiale kan måle sig med internationale popdivaer.

Titelnummeret på det nye album, der jo ellers er en kærlighedssang, blev introduceret som en slags forklaring på, hvorfra musikken kommer for Aura.

Den har åbenbart været her før dinosaurerne, men meget mening gav forklaringen ikke. Man skal i det hele taget ikke lede efter filosofi eller dybere mening i Auras let mystificerede univers.

Som hun selv synger i en af aftenens mest oplagte popsange, ’Friends’, der lyder som et potent næste hit: »I don’t wanna think, I just wanna feel«.

Hverken vildt eller vulgært
Fair nok, når man nu kan twiste ferme kærlighedssange ud over rampen med så meget varme, at lokale konkurrenter til poptronen som Tina Dickow forvandles til fastfrosne vintergækker i sammenligning. Ikke, at Aura er ’Into The Wild’, som en af hendes ballader hedder. For hverken vildt eller vulgært var aftenens show.

»Det er så dirty as it gets«, som Aura erklærede, da hun havde hældt en blanding af juletræ og fjerdragt ud over sin gennemsigtige sorte top.

Så kunne husarerne, der måske havde ventet mere af sangerinden, der optræder i noget nær Eva-kostume på coveret af sit nye album, hale de røde tryner til sig. Eller måske lade dem danse med det røde æble, der på et tidspunkt prydede Auras frisure.

Gør gennemsigtige bluser eller høvdingefjerene i ’Geronimo’, som Aura i øvrigt indledte på en sjov måde og sendte i mål midt på pileskiven med stor overbevisning, sangerinden til en mindre seriøs kunstner?

Salen var med
Ærligt talt – forvandlede hoftevrid og roterende underliv i sin tid Elvis Presley til en ligegyldig bimbo? Skulle vi ikke komme bare lidt videre?

Kan vel være, at Aura har lånt sit vokale vrid hos kolleger som Alanis Morissette, Shakira og Rihanna, men stemmen er trods alt hendes egen. Og vel var den store blok af ballader i koncertens midte en bremse på festlighederne. Men ’Reconnect’, ’Into The Wild’ og ’Picture of The Moon’ er på den anden side fine og ligefremme popsange.

Med kun to album i ryggen og enkelte sange, der ikke står distancen, er Aura ikke en julegave af en redning for dansk musik.

Men hun er et charmerende og underholdende bekendtskab, som i den grad ser ud til at nyde sin metier. Og i Lille Vega fik hun den stopfylde sal med sig på en måde, der lover godt for sangerindens genkomst til foråret, hvor lidt større scener vil blive indtaget med gode melodier, nærvær og personlighed.