Bill Callahan har en af de stemmer, der kan få verden til at føles, som om den står stille.

En af de stemmer, der næsten kan få det til at knuge i maven, så snart én strofe er forbi, og man utålmodigt venter på den næste. En stemme, man kan få kuldegysninger af bare ved at tænke på den.

Måske var det derfor, hans koncert onsdag aften i et stopfyldt Lille Vega ikke føltes ét minut for lang, selv om den sneg sig op på over to timer. Hvilket er store ord fra et menneske uden udpræget sans for tålmod.

LÆS OGSÅ Gamle båthorn swinger på perfekt afbalanceret album

Men hvor Callahans stemme lyder godt på plade, lyder den ganske enkelt sublimt godt live, og da han lagde natten for sine fødder med ’Riding for the Feeling’, det bedste nummer fra hans seneste album, ’Apocalypse’, skulle man være støbt i cement og i øvrigt stokdøv for ikke øjeblikkeligt at lade sig flå ud af onsdagens vintergrå realiteter og ind i Callahans knastørre univers, hvor poesien kradser og sprutter og skratter, så man ikke kan gøre andet end at klappe i og lytte efter.

Koncerten var noget så usædvanligt som Callahans anden den aften. Da billetterne til den først annoncerede koncert blev revet væk, valgte man at arrangere en tidlig koncert samme aften med start klokken 18. Men uden at have hørt den første forestilling virkede det ingenlunde, som om Callahan var træt. Snarere tvært imod.

Et multinuanceret overflødighedshorn
Bakket op af et beskedent band bestående af en elguitarist og en trommeslager lod den 45-årige Callahan som ventet sit nyeste album fylde godt i aftenens sætliste.

Men hvor albumversionerne af de nye sange ofte er garneret med glimtvis violin og fløjte, klædte den spartanske opstilling koncerten perfekt. Bevares.

Der skete ikke de store udslag undervejs, men hvem kunne savne alverdens ekstraudstyr, når Callahan gjorde sin nedbarberede koncertfacon til et multinuanceret overflødighedshorn af klimprende guitarspil og en stemme kanaliserende poesi så rørende og samtidig knastørt, at man kunne have futtet hele hytten af ved at stryge en tændstik?

LÆS OGSÅ Særegent album fra Bill Callahan

Callahan beherskede sine nye sange med en mesters elegante hånd, og åbningsnummeret ’Drover’ fra ’Apocalypse’ blev således bygget langsomt op med akustisk guitar efterfulgt af skurrende elguitar, trommer og til sidst mundharmonika.

Og selv om Callahan på ingen måde fremstod som nogen ypperlig mundharpist, gav det mening i hans univers. Ikke ulig en sanger som Will Oldham har Callahan med tiden fundet en hylde, der er helt hans egen, og hvor kun han hører hjemme.

En modsætningsfuld størrelse
Han er en modsætningsfuld størrelse at sætte ord på, for på en og samme tid er han både tilsløret og djævelsk ligetil i sine sange. Der er masser af dyr og vild natur i hans tekster, og samtidig så mange menneskelige følelser mellem linjerne, at man som lytter kan blive helt ør.

Det var derfor også en fornøjelse, at der undervejs var plads til krydsklip tilbage i tiden. På de tre publikumsønskede ekstranumre ’Bathysphere’, ’Blood Red Bird’ og ’River Guard’ sprang Callahans gamle Smog-alias frem som aftenens ultimative æresgæst.

LÆS OGSÅ Ny inderlighed

Men også den tyste ‘Our Anniversary’ med den klassiske Callahan-linje »It’s our anniversary and you’ve hidden my keys«, var en stille triumf, inden de hypnotiserende ’Say Valley Maker’ og ’Let Me See The Colts’ fra albummet ’A River Ain’t Too Much To Love’ lukkede hovedsættet af med fuldstændig mageløs ynde og et overskud, der slog bunden ud af den sidste snert af tvivl om Callahans imponerende dagsform.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN